Mød Cecilie fra Huset Esbjerg

Cecilie Nöelle Viet er på papiret daglig leder i Huset Esbjerg, men kigger vi ind i hendes hverdag, er hun egentlig kulturfacillitator med fed streg under facilitator. Siden august 2021 har hun værnet om Huset Esbjerg, som hun også var med til at starte.

 

Cecilie forklarer, ”Det der dragede mig ved kulturhuset var tanken om at få lov til at bygge noget fra bunden sammen med de unge, der skulle have gavn af det. Jeg var drevet af muligheden for at give unge indflydelse og autonomi til at skabe deres helt eget sted. Det har i hvert fald været meget vigtigt for mig i alle de fællesskaber, jeg selv har været del af, især da jeg var yngre.” 

 

En af de helt specielle ting ved Huset er, at alle aktiviteterne er skabt af unge. De kaster sig ud fra 10-meter vippen uden badevinger, fordi rammerne i huset er skabt af tillid og omsorg for hinanden og for huset. 

 

”Vi er lidt kulturelt lovløse og jeg tror på, at det fordrer empati fremfor hierarkier. Vi navigerer efter følelser, synspunkter og levet erfaring. Det kan være svært, men det er også enormt givende,” siger Cecilie. 

FOTO: PHONG NGUYEN

Huset Esbjerg byder ind

Næsten hver uge åbner Huset dørene til de vildeste koncerter sammen med musikforeningen Kanten med vækstlagsmusikere af alle genrer. Ifølge Cecilie er det oplagt at deltage i deres Mana Club rave ”… hvis man er lidt gråhåret og vil genleve sin ungdom!” 

 

Udover de vilde koncerter er der også plads til at hygge med alt fra strik, musik, film, kunstneriske workshops til 12-timers Magic the Gathering sessions. Og de har faktisk også plads til petanqueklubberne og deres ”gråhårede” medlemmer. På den måde er Huset Esbjerg et samlingspunkt for fællesskaber uanset hvilke aktiviteter eller aldre, det handler om. 

  

Igennem månedlige husmøder holder Huset fast i fællesskabet og den demokratiske ånd.

”Vi har desværre ikke ressourcer til bemandede åbningstider så det er vigtigt med et tilbagevendende møde, hvor vi hjælper nye ind i fællesskabet. Allerede fra første gang de træder ind i Huset, skal de have indflydelse og føle medejerskab over vores hus.” Siger Cecilie. 

Dansere fra den anden side af Jorden forelskede sig i Esbjerg 

En af de vildeste arrangementer Cecilie har været med til at stable på benene er Urban Dance Festival 2023, som blev afholdt af Urban Dance Festival i samarbejde med foreningen Kanten. Det blev en hel weekend med dans, musik og fællesskab i centrum. Der kom dansere langvejs fra. Og ikke bare indenfor danske grænser, vi taler dansere fra den anden side af Jorden — og de havde ikke lyst til at forlade Esbjerg igen!, udpeger Cecilie. 

”Det blev et forum for nørderi! Man kunne deltage uanset om man havde danset i ti år eller to uger. At passionen bliver et fælles sprog – det er en af grundstenene i Husets fundament.” siger Cecilie 

 

Urban Dance Festival ville ikke være blevet stablet på benene uden ekstra hænder fra eksterne aktører. Derfor fremhæver Cecilie også, hvordan samarbejder hjælper kulturhuset med at realisere større projekter og arrangementer.  

 

”Vi elsker at samarbejde med lokale kulturinstitutioner, foreninger, frivillige fællesskaber og vækstlagsmiljøer. Vi samarbejder også udenfor kommunen, blandt andet med UngKult og med andre ungekulturhuse i Sydjylland.” Siger Cecilie, og fortsætter ”Samarbejder er især vigtige for os, fordi det giver unge kulturaktører en platform. Hos os behøver de ikke at leve op til nogle usagte forventninger, præstere eller være bange for at tegne på væggene. For vi tror på, at samarbejdet giver lokale foreninger og fællesskaber muligheden for at skabe en endnu større kulturbevægelse.” 

Forrige
Forrige

Mød Daniel fra INSP!