Det er blevet sommerferie, og Børnekulturhus Ama’r er rykket uden for. Nærmere bestemt til Amager Strandpark, Station 3, hvor der de næste fire uger er udendørs aktiviteter af alverdens slags.
Jeg møder børnekulturhusets daglige leder, Vibeke Nielsen, til en snak om, hvad det vil sige at lave børnekultur i en stor kommune som København generelt. Og mere specifik om, hvordan børnekulturhuset bruger Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond i deres aktiviteter.
For nyligt har man fx i samarbejde med billedkunstneren Maria Lau Krogh og 300 medvirkende børn udsmykket ”Solskinstunnellen” under Peder Lykkes Vej.
Til efteråret 2018 barsles der blandt andet med et projekt om ”Den moderne amagerdragt” i samarbejde med Amagermuseet og en kostumier, som var hende, der fik den gode ide.
Projekterne er lokalt funderet og får ofte støtte fra lokaludvalget og områdefornyelsen. Huskunstnerordningen betaler 75% af kunstnerens løn. De sidste 25% skal der fundraises til.
Formålet med Huskunstnerordningen er at give børn og unge i alderen 0 til 19 år indblik i og erfaring med kunstneriske processer gennem et møde med en professionel, aktiv kunstner. Varigheden kan være alt fra nogle få dage til lange forløb over flere måneder. Det er også muligt at have flere huskunstnere tilknyttet samtidig.
Om det virker? ”Ja, helt klart”, siger Vibeke Nielsen, der efterhånden har lavet mange projekter med kunstnere inden for et væld af kunstarter: arkitektur, lyd, billedkunst, dans, teater og meget mere. ”Kunstnerne ser på børnene på en helt anden måde. De skubber barnet fremad uden noget som helst andet mål end at åbne dets øjne. Det er det eneste. Der er ikke noget man skal. Der er ikke noget pensum, der skal opfyldes.”
Fokus er på processen, og det er rigtig godt, mener Vibeke Nielsen. Selvom børnene gerne vil have et produkt at vise frem til slut, så er det ikke dét, der er hovedformålet. ”I Børnekulturhuset snakker vi en del om leg og læring, om dannelse og uddannelse. Leg kan gøre læring nemmere, men leg kan også være leg, for legens skyld. Det er med til at danne os som mennesker. Og så synes vi det bliver rigtig interessant.”
Det leder frem til en snak om moderne eventkultur kontra ”hverdagskulturen”, og hvordan man når ud til og fastholder børnene – også dem, der ikke af sig selv kaster sig ud i at lege med kunstneriske udtryk.
”Vi har ikke brug for flere events,” siger hun med eftertryk. Hun mener, at kulturlivet har alt for stort fokus på eventmageri – jagten på omtalen og de gode billeder. ”Men det er altså ikke raketvidenskab at lave en festival. Der er flødeskummet på kagen, men vi har altså også brug for rugbrød i maven.” Det der batter noget i forhold til børnene, er det nære, kreative arbejde – koblet sammen med den opsøgende indsats. ”Vores projekt ”Den cyklende musikskole” har netop fokus på fællesskab gennem musikken. Her bliver kunstneren og kunsten del af børnenes hverdag i skolen og i fritidshjemmet.” Hun efterlyser mere fokus på sociokultur og flere ”relations medarbejdere”. Lønnede medarbejdere, der kan lave opsøgende arbejde og trække børnene og de unge ind i de lokale foreninger og kulturinstitutionerne – og fastholde dem – er man så småt begyndt at arbejde med i Københavns Kommune. Men det er slet ikke nok, der skal meget mere til, pointerer Vibeke Nielsen. I det daglige samarbejdes der både med de lokale skoler, foreningerne og med den boligsociale indsats.
Samarbejde bliver vigtigere og vigtigere og prioriteres højere og højere. Det gælder også ved ansøgninger til Huskunstnerordningen.
Nogle gange er det kulturhusets medarbejdere, der får den gode idé og efterfølgende kontakter en kunstner. Andre gange er det kunstneren, der henvender sig til kulturhuset. Efterfølgende tilbydes projektet til skolerne. Ideelt set skal skoleledere og lærere inddrages langt tidligere, end det sker nu, mener Vibeke Nielsen. Men samarbejdet og aktiviteterne udvikler sig hele tiden.
Hvis hun skal give andre kulturhusfolk et godt råd til, hvordan man kommer i gang med at benytte huskunstnerordningen, så er det bare at kaste sig ud i det. Man skal være obs på, at de kunstnere, man engagerer, skal anerkendes som kunstnere af Statens Kunstfond. Hvis man vil gå efter det sikre, så findes der i fonden en database over allerede godkendte kunstnere.
Derudover skal man huske at afstemme forventningerne med kunstnerne og få skrevet ind i kontrakten, at der kan være forberedelse i form af møder, fx med skoler eller andre samarbejdspartnere. Og vigtigst af alt, er at kunstneren gerne vil arbejde med børnene og følge dem, på deres dannelsesrejse.
Hvis man vil lade sig inspirere, kan man besøge Kulturhus Ama’rs hjemmeside.
Yderligere inspiration og praktisk information om ordningen kan fås hos Statens Kunstfond.
