Klokken er 17 og der er travlt i skolekøkkenet. Der arbejdes på højtryk med at snitte salat og skære brød til aftenens fællesspisning på Peder Lykke Skolen på Amager. Alle køkkenets ovne er i brug, og den ene foliebakke med lasagne afløser den næste. Der skal være mad nok til alle, og det skal heller ikke trække alt for langt ud med serveringen. Maden kommer normalt på bordet kl 17.30, og folk er ikke utålmodige, men alligevel...
"Der er altså fire frivillige, der har meldt fra i sidste øjeblik," forklarer projektleder Katrine Lund Svenningsen, mens hun med sikker hånd fordeler lasagneplader og sovs på rækkerne af foliebakker. Det er vilkårene ved den slags aktiviteter. De frivillige er en uundværlig arbejdskraft og gør et stort stykke arbejde. Men der er en indbygget usikkerhed i frivilligheden. Hvis ikke de kan komme, så kan de ikke komme. Og man har ikke altid lige en vikar i baghånden, man kan ringe til.
Og denne dag i april er der altså lidt ekstra run på for at nå det hele. Udenfor venter en lille gruppe pensionister fra Peder Lykke Centret på den anden side af gaden allerede. De kommer hver gang - og som regel i god tid.
Unge og ældre sammen
Initiativet med fællesspisning på Peder Lykke skolen opstod i 2015, da en gruppe frivillige syntes, at der skulle ske noget i lokalområdet. De søgte om penge til at iværksætte de tre første fællesspisninger, og fik dem bevilget af Amager Lokaludvalg Vest. I begyndelsen var der derfor mulighed for at ansætte kokke til at stå for menuen og til at lede de frivillige i køkkenet. Det er der ikke længere, men det er heller ikke noget uoverstigeligt problem. Initiativet kører videre, nu båret alene af frivillige kræfter, og så må man lære af hinanden.
Selvom fællesspisningstraditionen på Peder Lykke Skolen allerede var etableret, da Kulturhusene i Danmark meldte sig ind i Folkebevægelsen mod Ensomhed og dermed projektet "Danmark spiser sammen", så har initiativtagerne valgt at lægge aftenens arrangement ind under denne hat også. Det giver god mening, for fællesspisningerne bringer nogle mennesker sammen, som ellers ikke ville have mødt hinanden. Nogle kommer alene og finder nogle at sidde sammen med, andre kommer mest for at mødes med nogle, de allerede kender. Men uanset hvilken gruppe man tilhører, så er man en del af det fællesskab og den hyggelige stemning, der summer i lokalet. Udover pesionisterne er der også en del børnefamilier med. De nyder en aften, hvor de ikke selv skal tænke på indkøb og opvask, og hvor ungerne hygger sig med hinanden.
Prisen er lav, kun 30 kr. for voksne og 15 kr. for børn. På den måde kan de fleste være med. Og bæredygtigheden er der også tænkt på. Der er indgået et samarbejde med Meyers Bageri og Rema1000, der leverer overskudsvarer for at undgå madspild. Det er med til at holde prisen nede. Bliver der noget til overs efter fællesspisningen, så fragtes det straks til et herberg for hjemløse i nærheden.
Et netværk for kulturhuset
Fællesspisningerne på Peder Lykke skolen blev hurtigt koblet til kulturhuset Kvarterhuset i Jemtelandsgade, hvor projektleder Katrine er ansat som studentermedhjælper. Ifølge hende er det en rigtig god ide at have en stabil og driftssikker institution til at stå for ting som salg og PR. De frivillige skal således alene bekymre sig om planlægningen af indkøb og afviklingen af selve spisningen. Det er også alt rigeligt at skulle stå for selve bespisningen af de 50-100 gæster, der plejer at at være - og selvom dagens kokke også får tid til selv at sætte sig ned og spise lidt af den tilberedte mad, så er de næsten igang hele tiden.
For kulturhuset er der også mere i det end bare en ekstra bunke arbejde. For huset betyder det noget, at der er et solidt lokalt netværk. Det samme gælder for skolen. Skole og kulturhus har således en fælles interesse i at lære hinanden at kende, og man arbejder også sammen på andre fælles arrangementer i forbindelsen med åben skole.
Da lasagnen er spist fortsætter småsnakken blandt de voksne rundt omkring ved bordene, mens de fleste børn løber rundt og leger. Samtidig breder der sig en herlig duft fra den popcornmaskine, som både unge og ældre valfarter til for at få lidt salt til dessert. En ældre dame kommer hen og spørger til datoerne for de næste arrangementer. Hun er med for første gang og har hygget sig, så hun vil gerne med igen. Alt omkring tilmelding og betaling foregår online, men hun får en løbeseddel med datoerne efterårets fællesspisninger.
Fællesspisningen på Peder Lykke skolen er på plakaten en gang om måneden. Næste arrangement finder sted den 14. september.
Arrangementerne har deres egen side på Facebook og kan følges der: https://www.facebook.com/faellesspisning/?fref=ts