Hvert år i maj afholder foreningen Kulturhusene i Danmark hustræf for foreningsmedlemmer og andre med interesse for kulturhusfeltet. Et arrangement, der også inkluderer foreningens generalforsamling. Hustræffet løber over to dage og består af en række aktiviteter, som alle er centreret om årets tema. I år blev arrangementet afholdt i kulturhuset Galaksen i Værløse med 'stærke fællesskaber' som omdrejningspunkt for løjerne. Dagene bød på diverse oplæg om kulturelle fællesskabspraksisser fra både forskningsverdenen og fra sportens og musikkens verden samt aktiv deltagelse i worshops om at etablere og styrke fællesskaber gennem madlavning eller bevægelse. Dertil kom det sociale grillarrangement om aftenen, hvor deltagerne havde mulighed for at udveksle viden og erfaring. 

Fællesskabsdannelse på tværs

Underordnet om man kender de andre, der istemmer ved fællessang, er følelsen af nærvær og samhørighed til at tage og føle på. Det mærkede vi på egen krop, da dirigenten John Høybye – ja, det er Krummes far – bød på stående fællessang til hustræffet. En strofe fra en af Høybyes egne kreationer lød:

’Vidunderlige lille land, mit barske land, mit milde land

at lukke verden ind,

er at få sig selv i tale,

at finde den mangfoldighed,

der rusker ud af dvale’

Mødet med forskellighed gøder organismen og får til at gro. Lidt højtravende kan man sige, at dét at stifte bekendtskab med noget anderledes er en forudsætning for, at både individ og samfund udvikler sig og ikke går i stå. Men som Tommy Krabbe, cand. mag i interpersonel kommunikation, fremhævede, så opstår der i mødet også risiko for, at fordomme og identitets-markører optegnes og skaber splid frem for samhørighed. At skabe fællesskaber på tværs er derfor på mange måder en grænseoverskridende handling. En satsning, der kræver både mod til at give noget af sig selv og nysgerrighed til prøve at forstå, hvad man ikke på forhånd kender til. Lykkes det, har vi til gengæld skabt både individuel og samfundsmæssig værdi. Her træder kulturhusenes kvalitet frem; i deres lokale egenhed, åbenhed og spændevide er de netop arenaer for fællesskabsdannende brobyggende aktiviteter.

Hvordan griber man det så an, det her med at skabe, udvikle og styrke forskellige og tværgående fællesskaber i kulturhusene? Én ide, som vi kan tage med fra hustræffet, lyder på aktiviteter, der aktiverer krop, sanser og følelser. Bevægelse, madlavning eller musiske aktiviteter som musical eller netop fællessangen. Hvad enten det er længerevarende, forpligtende musicalforberedelser eller kortvarig, spontan fællessang, vi indgår i, er det individuelle fysiske udfoldelser, der tilsammen producerer lyd, men som også giver fornemmelsen af at høre til og høre sammen. Ved at blotte kroppens unikke udtryk gennem den individuelle stemme eller bevægelsesform sætter man sig selv på spil. Men når man aktiverer kroppen samtidigt, måske ligefrem synkront som i fællessangen, komplementerer man hinandens personlige udtryk. Det fantastisk givende ved de her aktiviteter er derfor, at de afstedkommer umiddelbar samhørighed og sammenhold, forskellighed til trods. Dertil kommer så den rent musiske kvalitet, der selvfølgelig varierer i kvalitet.

Egenaktivitet er også kultur

Til hustræffet blev vi af Louise Ejegod, der er seniorforsker på institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, præsenteret for en forskningsundersøgelse af danskernes kulturvaner og syn på kulturens værd. Undersøgelsen viser, at vi har en ganske bred kulturpraksis, og at vi ligeledes værdisætter kultur som både ’underholdning’, ’refleksion’ og ’fællesskab’. Når vi skal formulere, hvad kultur er, er der imidlertid tendens til at indskrænke til den klassisk dannende oplevelseskultur. Den, der ofte formidles af – større, professionelle – kulturinstitutioner, og som ikke nødvendigvis favner den egenaktivitet som mange af os praktiserer i husene. På den måde er der dissonans mellem en ganske snæver definition og en langt bredere praksis.

Efter at havde præsenteret forskningsresultaterne indledte Ejegod en refleksionsrunde over husenes fællesskabspraksisser, og over hvordan de lokalt arbejder med at skabe møder på tværs. Erfaringerne og strategierne var mange og meget forskellige, men særligt dét at kunne repræsentere lokalsamfundet og dets mangfoldighed fremgik som en overordnet husambition. En af de anvendte fremgangsmåder til det er at være observant og opsøgende på nye interesser og bevægelser i området, så huset evner at facilitere aktiviteter for diverse målgrupper og kan agere lokal kulturel iværksætter. Også evnen til at facilitere møder mellem husets forskellige grupper, blev fremhævet. Til det formål bliver fælles arrangementer såsom husmøder og fester, såvel som lavpraktiske tiltag som opslagstavler brugt som metode til at gøre opmærksom på andre aktiviteter og husbrugere. At skabe rum for kulturelle aktiviteter, der afspejler lokalområdets mangfoldighed, og bygger bro heri, er tydeligvis noget, de fleste huse prioriterer. Og formår, ikke mindst.

Når nu husene netop faciliterer lokale egenaktiviteter, også på tværs af forskellighed, og på den måde udgør vigtige rum for den brede kulturpraksis, som vi ifølge undersøgelsen værdisætter højt, hvorfor i alverden indgår denne kulturhuspraksis så ikke i vores kulturforståelse? Efter refleksionsrunden var det særligt denne frustrerende undren, og ønsket om at udvide den smalle kulturforståelse, man sad tilbage med. Hvis husenes eksistensberettigelse og bedre vilkår skal blive mere selvfølgeligt, må vi tilsyneladende arbejde videre for at synliggøre den særlige kvalitet ved huspraksisser. Her synes Deltager-projektet at være et kærkomment tiltag, der forhåbentlig kan medvirke til at ruske lidt op i vores almene kulturforståelse.