At etablere netværk og skabe mulighed for sparring kulturhusfolk imellem, er en væsentlig del af det, KHiD står for. Muligheden for at vende både gode ideer og aktuelle problemstillinger er noget af det, der trækker, når vi mødes til vores to årlige arrangementer; hustræf og visionsseminar.

Men måske hører du til dem, der gerne vil mødes lidt oftere – måske i en mindre ERFA-gruppe, hvor man lærer hinanden endnu bedre at kende og kan drøfte helt specifikke emner.
Så læs med her!

Fra bestyrelsens og sekretariatets side vil vi gerne bakke op om at få etableret flere netværksaktiviteter, og håbet er selvfølgelig, at kulturhusfolk med tiden vil mødes på kryds og tværs og få etableret stærke bånd – også udenom de to årlige arrangementer, som KHID står for.

I første omgang lancerer vi her en ”pilot-ERFA-gruppe” med start 2. december 2019. Det er Caroline Stokholm Clemmensen, leder af KulturCosmos i Viby Sj, der inviterer (se vedhæftede), og man tilmelder sig direkte til Caroline.

Er du ikke en del af målgruppen til lige netop denne ERFA-gruppe, men har du lyst til at være tovholder på en tilsvarende gruppe, så hjælper vi gerne! Det kan være, at du er frivillig og gerne vil mødes med andre frivillige, arbejder med PR og kommunikation og gerne vil mødes med andre kommunikationsmedarbejdere - eller det kan være, at du har et specifikt emne, du gerne vil drøfte. Om det er bookingsystemer, koncertprogrammer, cafedrift, fundraising, børnekultur eller noget helt andet er op til dig og dit behov.
Hvor mange I skal være, og hvor ofte skal mødes – er også op til dig. Men tag et kig på invitationen fra Caroline og se, om den kunne danne skabelon for den ERFA-gruppe, du drømmer om at være en del af.

Skriv så gerne ind til sekretariatet på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så formidler vi din ERFA-gruppe invitation videre i netværket, og hjælper med at sætte dig i forbindelse med andre med samme interesse.

I foråret 2019 tog Landsforeningen Kulturhusene i Danmark initiativ til afholdelsen af fem lokale seminarer i hhv. Sønderborg, Kolding, Aalborg, Viby Sj og København, som bragte kulturhus- og biblioteksfolk sammen til en snak om berøringsflader, fælles værdier og strukturelle forskelle.

Tilsammen tegnede debatten og de mange synspunkter, der kom frem, et mangefacetteret men dog tydeligt billede af to slags kulturinstitutioner, der på mange måder har meget til fælles, men som også har hver sin egenart. Det følgende er nogle af hovedlinjerne fra disse drøftelser.

I den lokale kulturpolitiske dagsorden i kommunerne, er der meget på spil, når budgetterne lægges, og de sparsomme midler fordeles til de lokale kulturinstitutioner, organisationer og foreninger. Det er en fordelingspolitik, der gør alle kulturinstitutioner til konkurrenter – men måske i særlig grad kulturhuse og biblioteker. For hvad er forskellen egentlig? Kan de det samme? Eller sagt med andre ord: er kulturhuse blot biblioteker uden materialesamlinger?

Svaret er nej – mener vi i Kulturhusene i Danmark – for kulturhuse og biblioteker kan og skal noget forskelligt, og begge institutioner bidrager hver især med noget væsentligt til det lokale kulturliv.
Lokalsamfund er tilsvarende forskellige, og der kan derfor ikke findes en one size fits all på dette område. Men man kan læne sig op ad de gode erfaringer og prøve at undgå at gentage de dårlige.

Kerneopgaver og værdier
Biblioteker og kulturhuse deler en lang række værdier med rod i folkeoplysningen om dannelse og demokratisk medborgerskab. Som kulturhusleder, Michael Marino fra Huset i Aalborg, så fint formulerer det: ”Kulturhuse, biblioteker og folkeoplysningen kan skabe fællesskaber og en kulturelt bevidst befolkning, som et modtræk til en eventkultur, hvor borgerne står med hænderne ned langs siderne”.

I den kulturelle arbejdsdeling mellem kulturhuse og biblioteker, er der en fællesmængde af aktiviteter som kan finde sted både det ene sted og det andet sted. Og det kan se ud som om, at denne fællesmængde vokser og at forskellene imellem biblioteker og kulturhuse udviskes.

For mange biblioteker er litteraturformidling og læsning stadig i fokus, men praksis omkring udbuddet af øvrige kulturaktiviteter er under forandring. Man flytter sig fra at have materialesamlingerne som det primære omdrejningspunkt. ”Vi formidler ikke materialer – vi formidler indhold,” siger en biblioteksleder. I begyndelsen var der skepsis over for, om et event om fx healing lå inden for bibliotekets ramme. Men det blev budt velkommen med den argumentation, at biblioteket også formidlede bøger om healing.

Kigger man på de enkelte institutioners formulerede visioner, kan de ofte byttes ud, fordi indholdet reelt er det samme. Eksempelvis: ”Huset varetager rollen som et moderne forsamlingshus. I XX-huset mødes mennesker om fælles interesser på tværs af samfundslag, aldersgrupper, kulturer og religioner. XX-huset understøtter, at ting kan ske.”

Når det er sagt, så er der i praksis fortsat en lang række områder, hvor kulturhuse og biblioteker adskiller sig fra – men dermed også komplementerer – hinanden.

Frivillighed og brugerdreven aktivitet
Blandt både kulturhus- og biblioteksfolk er der bred enighed om, at der er stor forskel i måden man ”skaber og tænker” kultur på. Forskellen ligger både i form og indhold. Groft stillet op, arbejder biblioteker ofte med ”det smalle”, mens kulturhusene arbejder med det ”det skæve”.

Kulturhusene er indbyrdes meget forskellige, men har typisk en dobbeltrolle som formidler af professionel kunst og kulturelle events, samtidig med at der er et særligt fokus på deltagelse og på at involvere de lokale borgere aktivt i kulturproduktion- og formidling – eller med andre ord:  ”borgernes hverdagskulturproduktion”. Aktiviteter opstår ofte på borgerinitiativ og planlægges og gennemføres af borgerne selv, mens medarbejderen indtager en understøttende rolle. Frivilligheden er central og opleves som et positivt træk. Borgernes engagement – det at drive noget sammen og tage ansvar – er et bærende element. Det brugerdrevne udspringer af en efterspørgsel.

Bibliotekerne indtager i højere grad en værtsrolle og fokus er på at ”facilitere kulturen” i form af kultur-tilbud, som er tilrettelagt af bibliotekets medarbejdere. Adspurgt, svarer en biblioteksleder på spørgsmålet om man praktiserer samskabelse med frivillige: Helst ikke – det tager alt for meget tid.
Generelt kan bibliotekerne bedst håndtere frivillige, der er forankret i foreninger – ”den organiserede frivillighed” – mens de har sværere ved at inddrage de selvorganiserede ”solo-frivillige”.
En anden biblioteksleder udtaler, at de frivillige primært er samarbejdspartnere eller kontaktpersoner i eksempelvis læsekredse. Frivilligheden og det borgerdrevne engagement er ikke fundamentet men betegnes som noget ekstra: ”De frivillige er dem, der producerer ’flødeskum’ – men kagen er der stadigvæk”.

Mentalitetsforskellige imellem kulturhuse og biblioteker
Der er en fælles forståelse af, at kulturhuse vokser nedefra og op, mens biblioteker vokser oppefra og ned, og at det giver forskellige udgangspunkter.

Kulturhusene har et stærkere element af do-it-yourself kultur, der ikke alene slår igennem på deltagersiden, men også gælder for arbejdskulturen blandt de ansatte.  ”Anarkister” – er det ord nogle af de deltagende biblioteksfolk sætter på kulturhusfolket, mens de betegner bibliotekernes arbejde som ”ordnet og struktureret”. ”På biblioteket ringer man efter en pedel, hvis man skal have flyttet nogle papkasser – i kulturhuset flytter man dem selv”, bliver der sagt den anden vej.

Biblioteket har været præget af en mono-faglighed (bibliotekaren), mens kulturhusmedarbejderne ofte har været autodidakte eller med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde – ”mesterlære uden mester” er der en der kalder det. Der ansættes dog i stigende grad akademikere begge steder, og med fremkomsten af eventkoordinator og performancedesign-uddannelserne er fagligheden under forandring i begge institutioner.

Det giver i nogle biblioteker anledning til en frygt for, at man helt skal miste bibliotekaren. Her er følelsen af værtskab alfa og omega, og det rent borgerdrevne kulturhus-bibliotek er ikke en attraktiv model. Traditionelt har hver enkelt medarbejder på biblioteket sin specifikke rolle og sit særlige arbejdsområde med tydeligt afgrænsede og definerede arbejdsopgaver.
De ansatte ønsker generelt at opretholde en eller anden afgrænsning af fagligheder, så alt ikke ”flyder sammen”, men at man i stedet respekterer de forskellige kvaliteter og kompetencer og bruger dem bedst muligt.

Traditionelt er arbejdsopgaverne og vilkårene for kulturhusmedarbejderen mindre klart definerede og fastlagte, end de er for bibliotekaren. Det kræver villighed og evne til at være blæksprutte, og til at være fleksibel når det gælder både opgaver og arbejdstider. Det stærke fokus på borgerinvolverende aktiviteter i kulturhusene stiller større krav til ”relationskompetencerne” hos kulturhusmedarbejderen end hos bibliotekaren.

Samtidig opereres der med forskellige organisatoriske mind-set, der også udspringer af tradition.
I et foreningsdrevet kulturhus som KulturCosmos i Viby Sj. deler man aktivitetsmidler ud til frivillige grupper, der administrerer pengene selv. Ifølge kulturhusleder Caroline Stokholm Clemmensen er det en af grundpillerne i KulturCosmos, som også kalder det borgerdrevet, at borgerne på den måde kan deltage i driften med egne budgetansvar. ”Det giver samtidigt mulighed for, at vi kan stille krav om, at deres aktiviteter lever op til vores vision og målsætninger. Det skaber balance og sammenhæng i vores organisation, som ellers kun beror på et enmandssekretariat og 50 frivillige”.  I flere biblioteker – og også i nogle af de kommunale kulturhuse – er der ofte en frygt for at åbne huset for borgerne og overlade ansvar. Man er bekymret for, om de vil kunne forvalte det og behandle stedet på en tilstrækkeligt ansvarlig måde.

Rammevilkår og økonomisk fundament
Også strukturelt er der forskel på biblioteker og kulturhuse.
Folkebibliotekerne er kommunalt drevne og underlagt biblioteksloven, hvori formålet beskrives således:
 ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.”

På kulturhusområdet findes der tre hovedorganisationsformer. Der er de (ofte mindre) foreningsdrevne kulturhus, de selvejende institutioner og de kommunalt drevne kulturhuse. En del af de sidstnævnte er administrativt sammenlagt med områdets biblioteker.
Der er ingen lovgivning på kulturhusområdet.

Både biblioteker og kulturhuse oplever nedskæringer i disse år. I nogle kommuner er det gået særligt hårdt ud over bibliotekerne, der har oplevet massive besparelser.
På kulturhusområdet har pengene altid været små, og udfordringerne ligger ikke kun i aktuelle besparelser, men i den generelle usikkerhed, der kommer af ikke at være sikret basisdrift fra år til år igennem en lovgivning.
”Økonomi er magt. Det er helt afgørende om man har sin financiering på plads eller ej,” siger en kulturhusleder.

”Det er gratis-princippet, der skiller os ad”, siger Michael Mansdotter fra Trekanten, ”for Trekanten skal tjene penge.” Det gælder både via billetsalg og via lokaleudlejning.  Bibliotekerne har muligheder for at tilbyde gratisarrangementer og stille lokaler gratis til rådighed. Det kan kulturhusene ikke og i den forstand er de to aktører derfor ikke spillere på den samme bane.

Kulturhusene skal typisk skaffe en egenfinanciering på 40-50%. Indtægtsdækket virksomhed er en stor del af kulturhusenes eksistensgrundlag – noget man i bibliotekerne har arbejdet med tidligere, men er gået væk fra. Generelt oplever man i kulturhuset, at man skal lave kultur for langt færre penge end bibliotekerne.

På den positive side kan nævnes, at denne financieringsmodel giver kulturhuset mulighed for at øge sin indtjening og på den måde skabe mere aktivitet, ansætte flere medarbejdere osv. På denne måde er kulturhuset ikke fastlåst, som man er, hvis der er nedskæringer i fx en børnehave. Fraværet af lovgivning gør også, at kulturhusene ikke på samme måde som bibliotekerne skal levere en fast defineret service, og at de ikke har ”skal-opgaver”, hvilket giver frihed, men også medfører en konstant kamp for at bevise sin berettigelse.

Men som en anden kulturhusleder fremhæver, så er de bløde opgaver svære at værdisætte. Hvordan prissætter man værdien af et værested for unge, når man er i konkurrence med store formidlende kulturinstitutioner, som producerer rapporter, der dokumenterer, hvor vigtig den pågældende institution er for kommunens samlede økonomi. Det kan give kulturhusene baghjul i kampen om den politiske bevågenhed.

Sammenlægninger – et kapitel for sig
Over hele landet har vi i en årrække set, at biblioteker og kulturhuse tænkes sammen. Særligt i København, men også i andre dele af landet, er mange tidligere selvstændige institutioner lagt sammen. Det giver administrative fordele og ender også ofte som en spareøvelse.

I Viby Sj. arbejdes der lige nu på en anden model, hvor et foreningsdrevet kulturhus og et kommunalt bibliotek skal flytte sammen på en ny matrikel i et nybygget hus uden at afgive suverænitet. I den proces tales der netop meget om, hvordan man får kombineret forskellige fagligheder, forskellige organisationsformer, forskellige størrelsesforhold og forskelligt økonomisk grundlag i et ”fælles tredje” ud fra en ambition om ligeværdighed. Værdifællesskabet til trods er man enige om, at man som institutioner stadig skal være skarpe på, hvad man god til hver især og fortsætte med det.

Det nuværende billede der tegner sig ved sammenlægninger er, at kulturhusene ofte bliver de små.
Det grelleste eksempel var den politiske beslutning om at nedlægge Vollsmose Kulturhus. I forbindelse med den manøvre fik biblioteket (som kulturhuset delte matrikel med) tilført 200.000 kr. (ud af et oprindeligt tilskud til kulturhuset på 1,4 mil) til afvikling af koncerter. Modellen kørte i et år. I dag bliver Vollsmose kulturhus’ tidligere lokaler brugt til teater, så forsamlingshuspotentialet reelt er nærmest forsvundet.

”Kannibalisme”, ”Imperialisme” – eller samarbejde?
Fornemmelsen af kulturområder, der flyder sammen og institutioner, hvis aktiviteter lapper ind over hinanden – en øget fællesmængde – er ikke begrænset til biblioteker og kulturhuse. Et teater kan sagtens invitere til et debatarrangement og et musikhus kan afholde et fastelavnsarrangement, mens et museum også både kan tilbyde koncertoplevelser og litterære arrangementer. Oplysningsforbundene er også spillere på dette område, og det samme er kirkerne i stigende grad. Sundhedsområdet er den nye fælles arena for samarbejde omkring kultur. Man oplever, at der fra politisk side bliver sagt ”I må skære I hinanden”.

Der ligger en udfordring i, at flere kulturformidlende institutioner vælger det samme fokus for arrangementer. Fx laver flere institutioner børnearrangementer. Det kan skabe en konkurrence om brugerne, hvor de økonomisk stærkeste ofte vil stå tilbage som vindere. Særligt galt går det, hvis der ikke finder løbende samarbejde og koordinering sted, da institutioner ofte vil planlægge de samme arrangementer og events – men på helt forskellige vilkår. Det opleves som dumt og uheldigt, når flere institutioner får samme opdrag og laver det samme. Men det er ofte en politisk beslutning – ikke institutionernes egen.

Kulturhusene er, som nævnt, i mindre grad end bibliotekerne underlagt ”skal”-opgaver. Det giver på den positive side en større frihed. I kulturhusene tager man derfor den opgave på sig, der ligger i at være nytænkende, ”finde sprækkerne”, spotte nye behov hos brugerne og udvikle nye koncepter. Uheldigvis er der ikke altid så meget prestige i disse små opstartsprojekter, og der er en oplevelse af, at de gode ideer ofte bliver stjålet af en kulturel ”storebror”, når projektet opnår succes.

Dialog virker nødvendig for at undgå overlap og uhensigtsmæssig konkurrence. I Nicolai Kultur i Kolding oplever man eksempelvis et godt samarbejde, fordi biblioteket har valgt at definere sig selv som en ”velfærdsinstitution” frem for en ”kulturinstitution”, og det betyder i praksis, at biblioteket i høj grad henviser til andre aktører i byen frem for selv at udbyde arrangementer. Et godt samarbejde kan også bestå i at man går sammen om etableringen af et event og byder ind med de særlige kompetencer man har. Kulturhuset har måske det bedst egnede lokale og de mindst snærende arbejdstidsregler, mens biblioteket har resurser til at stå for den fælles markedsføring.

Fra kulturhusenes side er der et stærkt ønske om øget samarbejde og mere lokal koordinering af aktiviteter, hvor man ”spiller hinanden gode” i stedet for at konkurrere med de samme virkemidler om den samme målgruppe, og fra landsforeningens side kan vi kun bakke op om den tilgang.

Helt centralt i Roskilde, tæt på stationen ligger kulturhuset INSP! – en beliggenhed, der nærmest ikke kan blive bedre. Men huset ligger midt på en byggeplads, der gør adgangsforholdene mildt sagt vanskelige, og derudover har INSP ovenikøbet til huse i lokaler, der selv trænger til en kærlig hånd. Bygningerne er nemlig et nedlagt skoleslagteri.

Heldigvis har INSP dog fået bevilget midler til en omfattende renovering af huset fra Realdanias kampagne Underværker, der støtter ”projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter”.
Så nu glæder INSP!’s konstituerede leder, Camilla Martens, sig til snart at kunne se frem til nogle bedre og mere funktionelle rammer.
Hun giver også gerne gode råd videre til andre, der overvejer at søge midler til byggeprojekter:

”Tålmodighed og resurser er nøgleord, for en byggeproces tager tid, der skal godkendelser til, og man skal kunne arbejde med projektet løbende”, siger Camilla, der dog ikke tøver med at opfordre andre til at søge penge i Underværker, både i større og mindre skala.

Her skal man også være obs på, at der er det særlige led i proceduren, at man for at komme igennem det første nåleøje skal opnå mindst 200 likes på Underværkers hjemmeside. Først herefter får man sit projekt vurderet af et bedømmelsesudvalg.

”Sørg for at få mobiliseret netværket, inden I går på”, lyder endnu et godt råd fra Camilla. INSP lavede selv en film til Realdanias hjemmeside, som kan ses her, hvor du også kan læse mere om projektet. De fik 535 likes og har fået et støttebeløb på 1.000.000 kr., hvilket er maximum.

I INSP er mottoet ”skab selv sammen”, og de frivillige er helt centrale i huset. Når projektet går ind i selve byggefasen, så er det meningen, at de frivillige skal være med til selve renoveringen. Derfor håber man i huset på at kunne aktivere nogle unge, der gerne vil blive klogere på, hvordan man løser forskellige praktiske og håndværksmæssige opgaver – fx hvordan man sætter nye vinduer i – og derfor er det også essentielt, at man får fat i nogle håndværkere, der er indstillet på at indgå på de præmisser og lære fra sig undervejs.
Men denne måde at arbejde på, er heldigvis ikke ukendt for INSP, så den del af processen glæder man sig til at komme i gang med.

Læs mere om INSP! På https://www.insp.dk/ og om Underværker på https://www.undervaerker.dk/

Næste ansøgningsfrist til Underværker er den 16.september 2019 kl. 12.
Der bliver yderligere en ansøgningsrunde i foråret 2020.

Opsamling og gode råd til andre arrangører

Af Sofie Franck Olesen & Marie Blædel Larsen

2200 Børn & Musik er en velfungerende børnemusikfestival, der hvert år finder sted på Nørrebro i København. Festivalen er unik, da den arrangeres af en række offentlige og private aktører. Bl.a. involverer samarbejdet 4 forvaltninger i Københavns Kommune, 3 boligselskaber, en musikforening og 2 frivillige foreninger.Denne artikel er skrevet for at opsummere de gode erfaringer og videreformidle dem til andre, der har interesse i lignende projekter. Enhver kontekst er unik, men er der alligevel nogle fælles træk, som kan inspirere andre? Det undersøgte BA i sociologi Sofie Franck Olesen gennem kvalitative interviews med hovedaktørerne i projektet.

Undersøgelsen munder ud i 4 anbefalinger til tværfagligt samarbejder og samskabelsesprojekter:
1) Fælles mål og engagement
2) Fokus på ligheder frem for forskelle
3) En forståelse af, at vi kan nå længere sammen end hver for sig
4) Centrale tovholdere og tydelig ansvarsfordeling

"Jeg synes, at det fungerer fantastisk, sådan som det kører ... En cadeau til Kultur N – det bliver planlagt ordentlig, og PR. Det gør det meget nemmere at gennemføre, fordi det er velkoordineret. Folk ved hvad de skal. Det er detaljerne, som gør det nemt eller svært."
Jan Irhøj, DPA, Tovholder for musik og teknik på 2200 Børn & Musik

Bag om 2200 Børn & Musik

2200 Børn & Musik bygger på et tværfagligt samarbejde mellem (Se organisationsdiagram på billede nedenfor):

•  Osramhuset (Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune)
• Danske Populær Autorer (DPA) – Komponistforening
• Den bemandede legeplads HTØ (Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune)
• De boligsociale enheder: Os fra MimersKvarter (Vibo), Vores Kvarter (Bo-Vita) og Nørrebrobyggerne (AKB)
• 4 folkeskoler (Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune) som deltager i skoleforløb og synger kor på festivalen. Et samarbejde med Mere Musik til Byens Børn.
• RCYN (Socialforvaltningen, Københavns Kommune) deltager med deres kaffevogn
• Foreningerne Global Kidz og Goldschmidt Musikakademi optræder
• Frivillige fra CPH Volunteers og boligområderne

Festivalen har eksisteret siden 2013 og har ca. 4000 årlige besøgende. Festivalen præsenterer børn for original musik, der hvor de bor og leger, og inviterer dem til at deltage på flere måder. Festivalen afvikles tre steder: Torsdag og fredag på Den bemandede legeplads HTØ i Hans Tavsens Park, lørdag i Thorsparken ved ’Os fra Mimerskvarter’, og søndag på Krakas Plads ved ’Vores Kvarter’ og ’Nørrebrobyggerne’. Fokus for 2019 var at inddrage flere børn fra boligområderne gennem musikworkshops inden og musikværksted på selve festivalen.2200 Børn & Musik er støttet økonomisk af DPA og Mere Musik til Byens Børn. I 2019 fik festivalen desuden tilskud fra Københavns Musikudvalg, Statens Kunstfond og Nørrebro Lokaludvalg.

Anbefaling 1: Fælles mål – eller flere mål der mødes i et fælles

For at skabe et meningsfuldt samarbejde er det vigtigt, at man gør sig klart med hvilket formål, man indgår som aktør. Samarbejdet fungerer godt, fordi alle har en bid af hinandens formål i sit eget og der opstår et stærkt fællesskab om projektet. Med tydelige formål er det nemmere at aftale, hvordan projektet skal formes og hvordan alles arbejde og ønsker imødekommes.

Samarbejdet i 2200 Børn & Musik fungerer godt, er alle arrangørerne enige om. En af de grunde, der fremhæves, er, at alle har et klart formål med deres deltagelse i festivalen. Kasper Sorgenfrei, sekretariatsleder for Os fra MimersKvarter, siger det således:

”Jeg tror noget af det vigtigste er, at man gør sig klart, hvorfor man vil det her. Hvad er formålet med det her? Det er vigtigt, for hvis du ikke har et formål med det du laver, så bliver det meningsløst. Det betyder ikke, at vi skal have samme formål, men vores formål skal matche hinanden.”
Kasper Sorgenfrei, sekretariatsleder for Os fra MimersKvarter

For de boligsociale enheder er det vigtigt, at festivalen ligger i weekenden, da det giver dem bedre mulighed for at inddrage beboerne aktivt i arrangementet. At inddrage børn og familier i udsatte boligområder er en del af deres daglige arbejde, hvilket de får mulighed for at gøre gennem 2200 Børn & Musik. Et formål for Osramhuset er at sprede kulturtilbud for børn i byen, særligt dem som ikke selv opsøger kultur. Ved at imødekomme de boligsociale enheders ønske om et weekendarrangement, når de ud til flere familier og kulturen bredes dermed endnu mere ud.

Anbefaling 2: Fokuser på alt det vi har fælles

I forlængelse af, at det er vigtigt at have et klart formål med deltagelsen, er det også afgørende, at man i et tværfagligt samarbejde fokuserer på ligheder fremfor forskelle. Hvor er vi enige? Hvad er vores fælles mål? Et tværfagligt samarbejde skaber et nuanceret projekt, fordi man arbejder på forskellige måder og derfor har forskellige tilgange og muligheder. Man skal ikke være bange for at være for gavmild og give noget af sig selv. Marie Blædel, kulturmedarbejder i Osramhuset og tovholder på 2200 Børn & Musik, beskriver det således:

”Jeg oplever, at mange tænker fagkasser og forvaltningskasser og min erfaring er bare, at hvis man tør tage det første skridt og tør række ud og sige, at jeg gerne vil det her, kan du se en idé i det, så er det ofte at folk gerne vil og kan se en idé i det.”
Marie Blædel, kulturmedarbejder i Osramhuset og tovholder på 2200 Børn & Musik

Anbefaling 3: I fællesskab når vi mere end på egen hånd

I forlængelse af det fælles mål er det afgørende, at projektet bidrager til den vision, aktørerne har, og at de gennem projektet opnår større/bedre/andre resultater end de kan på egen hånd. Lise Lunderskov fra HTØ. legepladsen fortæller:

”Det giver mig virkelig meget at være med i det fællesskab. Det giver et løft i hverdagen. Det er sjovt at samarbejde og lave noget på tværs og få nogle ideer der bliver til noget. Og så at det giver mening det vi laver, for børnene. Det er rigtig vigtigt. Vi kan se, at vi kan få ting til at vokse på tværs af forvaltninger eller på tværs af privat og offentlig. Det er vigtigt for mig. Jeg elsker at være i sådan nogle samarbejder.”
Lise Lunderskov, legepladspædagog på Den bemandede legeplads HTØ

2200 Børn & Musik indgår i flere af aktørernes vision om, at alle børn møder kunst og kultur af høj kvalitet gennem deres barndom. Gennem festivalen gøres en ekstra indsats for at nå ud til de børn og familier, der normalt ikke opsøger musikoplevelser. 2200 Børn & Musik er en festival i børnehøjde, ved at børnene inddrages mest muligt i festivalen, for på den måde at mærke de musikalske oplevelser på egen krop. Inddragelsen sker blandt andet gennem skolesamarbejder med de lokale skoler og workshops i boligområdernes gårde, hvilket skaber tryghed og nærvær mellem børn og musikere. Børnene optræder sammen med musikerne, hvilket gør, at de bidrager med noget - de bliver synlige og får en stemme. Derudover repræsenterer flere af de optrædende kunstnere og grupper, fritidstilbud som børnene efterfølgende kan tilmelde sig – herunder Goldschmidts Musikakademi og Global Kidz. Gennem dette får børnene et konkret indblik i hvilke fritidsaktiviteter, der eksisterer i lokalområdet.

For DPA giver 2200 Børn & Musik muligheden for at præsentere musik der er skrevet og komponeret til målgrupperne i nye rammer og derved sprede kendskabet til dansk komponeret børnemusik. Det er sangskriverne og komponisterne, der formidler, spiller og samarbejder med børnene, hvilket understøtter og forstærker børnenes møde med den professionelle musik.

Med visionen om, at alle børn skal opleve kunst og kultur af høj kvalitet gennem deres barndom, er det afgørende, at festivalen er lokalt forankret. Her spiller det tværfaglige samarbejde en væsentlig rolle. Festivalen foregår i nærområdet, hvor børn bor og leger, fordi det øger chancen for, at lokale beboere deltager. Da de boligsociale enheder og den bemandede legeplads til hverdag har direkte kontakt med beboerne og brugerne, og dermed kan sprede ordet om festivalen, bidrager de til festivalens legitimitet og lokale forankring. Festivalen opnår derigennem et større tilhørsforhold til lokalområdet.

Anbefaling 4: Forventningsafstemning og gør det du er bedst til

Hvordan findes det fælles fodslag i et tværfagligt samarbejde? De involverede aktører kommer med forskellige kompetencer og netværk. Et tværfagligt samarbejde giver mening, når man varetager de opgaver, som man har kompetencer og netværk til at varetage – alle kan noget forskelligt og er forskellige steder, derfor giver det mening, at alle gør noget forskelligt. Det er ligeledes helt afgørende, at man har styr på de opgaver, man påtager sig, samt at der er centrale personer til at holde overblikket og samle trådene.
I 2200 Børn & Musik er der to centrale koordinatorer. Den ene fra Osramhuset står for fundraising, PR samt de overordnede ting omkring afviklingen. Den anden fra DPA står for alt det tekniske samt sikre at det musikprogram der præsenteres, passer til publikum, indholdet og rammen.

Der sker en forventningsafstemning ved de løbende møder i projektgruppen. Her er det afgørende, at der meldes klart ud, hvad man forventer af hinanden. Forventningsafstemningen skaber tryghed og tillid til, at samarbejdspartnerne kan regne med, at man hver især udfører det arbejde, der er forventet af en. I et stort arrangement som 2200 Børn & Musik er det vigtigt, at samarbejdspartnerne er stabile og har styr på sine opgaver. En velkoordineret planlægning og en tydelig ansvarsfordeling, gør det også mere overskueligt for nye aktører at indgå i projektgruppen.
Trods de faste rammer er det vigtigt, at der er plads til at diskutere nye idéer til festivalen, så den kan udvikle sig. Dette sker bl.a. til evalueringsmøder i projektgruppen, efter festivalen har fundet sted.

Opsamling: Fire anbefalinger der spiller sammen

Rapporten undersøger hvorledes erfaringer fra det tværfaglige samarbejde i 2200 Børn & Musik, kan danne grundlag for anbefalinger til andre, der ønsker at arbejde tværfagligt og med samskabelse.
2200 Børn & Musik bygger på et stærkt fællesskab, hvor de involverede brænder for og kan se en mening med at deltage i festivalen. Aktørerne realiserer hver især deres eget formål/vision gennem samarbejdet, og oplever at festivalen bidrager med noget, som de ikke selv ville kunne løfte. Fokus i arrangørgruppen er på det fælles og at skabe noget for de besøgende – børnene! Engagementet og interessen i at deltage eksisterer i alle led - fra arrangørgruppen over musikerne og til lærerne fra skolesamarbejdet. En engageret gruppe er med til at gøre 2200 Børn & Musik til en velfungerende festival. Det professionelle netværk, der skabes gennem det tværfaglige samarbejde omkring festivalen, bruges flittigt i andre arbejdssammenhænge, fordi arrangørerne lærer hinanden at kende og erfarer, at det fungerer.
Fælles mål, Fokus på ligheder frem for forskelle, En forståelse af, at vi kan nå længere sammen, samt Centrale tovholdere og tydelig ansvarsfordeling er fire anbefalinger, der hænger sammen og gensidigt betinger hinanden.

Se mere: https://www.facebook.com/2200boernogmusik/

Video fra 2019: https://www.facebook.com/2200boernogmusik/videos/2461401787421328/

For yderligere information kontakt Marie Blædel Larsen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., / Jan Irhøj: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Fotos: Marie Blædel Larsen og Anna Hald Wilbour Rasmussen

Ovenstående tekst kan også downloades som pdf herunder 

Hvert år i maj afholder foreningen Kulturhusene i Danmark hustræf for foreningsmedlemmer og andre med interesse for kulturhusfeltet. Et arrangement, der også inkluderer foreningens generalforsamling. Hustræffet løber over to dage og består af en række aktiviteter, som alle er centreret om årets tema. I år blev arrangementet afholdt i kulturhuset Galaksen i Værløse med 'stærke fællesskaber' som omdrejningspunkt for løjerne. Dagene bød på diverse oplæg om kulturelle fællesskabspraksisser fra både forskningsverdenen og fra sportens og musikkens verden samt aktiv deltagelse i worshops om at etablere og styrke fællesskaber gennem madlavning eller bevægelse. Dertil kom det sociale grillarrangement om aftenen, hvor deltagerne havde mulighed for at udveksle viden og erfaring. 

Fællesskabsdannelse på tværs

Underordnet om man kender de andre, der istemmer ved fællessang, er følelsen af nærvær og samhørighed til at tage og føle på. Det mærkede vi på egen krop, da dirigenten John Høybye – ja, det er Krummes far – bød på stående fællessang til hustræffet. En strofe fra en af Høybyes egne kreationer lød:

’Vidunderlige lille land, mit barske land, mit milde land

at lukke verden ind,

er at få sig selv i tale,

at finde den mangfoldighed,

der rusker ud af dvale’

Mødet med forskellighed gøder organismen og får til at gro. Lidt højtravende kan man sige, at dét at stifte bekendtskab med noget anderledes er en forudsætning for, at både individ og samfund udvikler sig og ikke går i stå. Men som Tommy Krabbe, cand. mag i interpersonel kommunikation, fremhævede, så opstår der i mødet også risiko for, at fordomme og identitets-markører optegnes og skaber splid frem for samhørighed. At skabe fællesskaber på tværs er derfor på mange måder en grænseoverskridende handling. En satsning, der kræver både mod til at give noget af sig selv og nysgerrighed til prøve at forstå, hvad man ikke på forhånd kender til. Lykkes det, har vi til gengæld skabt både individuel og samfundsmæssig værdi. Her træder kulturhusenes kvalitet frem; i deres lokale egenhed, åbenhed og spændevide er de netop arenaer for fællesskabsdannende brobyggende aktiviteter.

Hvordan griber man det så an, det her med at skabe, udvikle og styrke forskellige og tværgående fællesskaber i kulturhusene? Én ide, som vi kan tage med fra hustræffet, lyder på aktiviteter, der aktiverer krop, sanser og følelser. Bevægelse, madlavning eller musiske aktiviteter som musical eller netop fællessangen. Hvad enten det er længerevarende, forpligtende musicalforberedelser eller kortvarig, spontan fællessang, vi indgår i, er det individuelle fysiske udfoldelser, der tilsammen producerer lyd, men som også giver fornemmelsen af at høre til og høre sammen. Ved at blotte kroppens unikke udtryk gennem den individuelle stemme eller bevægelsesform sætter man sig selv på spil. Men når man aktiverer kroppen samtidigt, måske ligefrem synkront som i fællessangen, komplementerer man hinandens personlige udtryk. Det fantastisk givende ved de her aktiviteter er derfor, at de afstedkommer umiddelbar samhørighed og sammenhold, forskellighed til trods. Dertil kommer så den rent musiske kvalitet, der selvfølgelig varierer i kvalitet.

Egenaktivitet er også kultur

Til hustræffet blev vi af Louise Ejegod, der er seniorforsker på institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, præsenteret for en forskningsundersøgelse af danskernes kulturvaner og syn på kulturens værd. Undersøgelsen viser, at vi har en ganske bred kulturpraksis, og at vi ligeledes værdisætter kultur som både ’underholdning’, ’refleksion’ og ’fællesskab’. Når vi skal formulere, hvad kultur er, er der imidlertid tendens til at indskrænke til den klassisk dannende oplevelseskultur. Den, der ofte formidles af – større, professionelle – kulturinstitutioner, og som ikke nødvendigvis favner den egenaktivitet som mange af os praktiserer i husene. På den måde er der dissonans mellem en ganske snæver definition og en langt bredere praksis.

Efter at havde præsenteret forskningsresultaterne indledte Ejegod en refleksionsrunde over husenes fællesskabspraksisser, og over hvordan de lokalt arbejder med at skabe møder på tværs. Erfaringerne og strategierne var mange og meget forskellige, men særligt dét at kunne repræsentere lokalsamfundet og dets mangfoldighed fremgik som en overordnet husambition. En af de anvendte fremgangsmåder til det er at være observant og opsøgende på nye interesser og bevægelser i området, så huset evner at facilitere aktiviteter for diverse målgrupper og kan agere lokal kulturel iværksætter. Også evnen til at facilitere møder mellem husets forskellige grupper, blev fremhævet. Til det formål bliver fælles arrangementer såsom husmøder og fester, såvel som lavpraktiske tiltag som opslagstavler brugt som metode til at gøre opmærksom på andre aktiviteter og husbrugere. At skabe rum for kulturelle aktiviteter, der afspejler lokalområdets mangfoldighed, og bygger bro heri, er tydeligvis noget, de fleste huse prioriterer. Og formår, ikke mindst.

Når nu husene netop faciliterer lokale egenaktiviteter, også på tværs af forskellighed, og på den måde udgør vigtige rum for den brede kulturpraksis, som vi ifølge undersøgelsen værdisætter højt, hvorfor i alverden indgår denne kulturhuspraksis så ikke i vores kulturforståelse? Efter refleksionsrunden var det særligt denne frustrerende undren, og ønsket om at udvide den smalle kulturforståelse, man sad tilbage med. Hvis husenes eksistensberettigelse og bedre vilkår skal blive mere selvfølgeligt, må vi tilsyneladende arbejde videre for at synliggøre den særlige kvalitet ved huspraksisser. Her synes Deltager-projektet at være et kærkomment tiltag, der forhåbentlig kan medvirke til at ruske lidt op i vores almene kulturforståelse.

Nyt ”Research and Action” projekt støttet af Nordea-fonden undersøger og udvikler danskernes kulturelle deltagelse.

"DELTAG - om deltagerkultur i Danmark" er et nytænkende projekt, hvor kulturhusfolk og andre med stærke tilknytninger til det lokale kulturliv samarbejder med forskere om at undersøge, hvordan borgerne praktiserer kulturel deltagelse i kulturhuse og tilsvarende steder.

Peter Ørting, der er formand for landsforeningen Kulturhusene i Danmark, er stærkt begejstret for de muligheder, projektet repræsenterer: ”I foreningen er vi bare så super glade for Nordea-fondens støtte på hele 3.3 mio. Kr. til DELTAG projektet. Projektet kommer til at strække sig over de næste 4 år og vil skabe masser af udviklingsmuligheder for vores medlemmer og andre med interesse for kulturel deltagelse. Det bliver spændende at få sat fokus på dét at deltage - og ikke mindst på effekterne af dét der sker, når vi tager del. For så handler det jo om dig og mig; men også om hvad det betyder for det fælles - for samfundet - at vi er aktive, engagerede og tager ansvar - stort eller lille. Projektet bliver samtidig den første videnskabelige kortlægning og undersøgelse af kulturhuse i Danmark og rummer både kvalitative og kvantitative undersøgelser. Derfor drejer det sig her i foråret, i første fase af projektet bl.a. om, at der tilknyttes en Ph.d. stipendiat til projektet via Aarhus universitet, og allerede i efteråret 2019 forventer vi at kunne åbne for ansøgninger fra kulturhuse rundt omkring i landet til aktiv deltagelse i projektet”.

Projektet er blevet til i samarbejde med Birgit Eriksson og Louise Ejgod, der begge er forskere fra Institut for Kultur og Kommunikation v. Aarhus Universitet. Birgit Eriksson siger: "Aktuelt er der et stort fokus på at få borgerne til at deltage aktivt i både kultur- og samfundsliv. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi får mere viden om, hvordan deltagelse egentlig praktiseres i forskellige sammenhænge, og hvilken betydning den har for både borgere og institutioner”.
Og Louise Ejgod fortsætter: ”Ja, for hvad er det egentlig, der menes, når der tales om ”deltagelse”? Det er jo fx oplagt, at det ikke er det samme at være publikum til en koncert, som det er selv at arrangere koncerten eller måske endda selv stå på scenen. Om borgerne deltager foran, bag eller på scenen har stor betydning for, hvordan det opleves og dermed effekten af deltagelsen, og det er noget af det, vi rigtig gerne vil undersøge meget nærmere”.

Viden om deltagelse - med deltagelse som metode
DELTAG projektet er det første af sin art i Danmark, ikke kun fordi det kortlægger denne vigtige del af kulturområdet med både kvantitative og kvalitative undersøgelser, men også fordi det anvender aktiv deltagelse som metode til lokal udvikling og indsamling af informationer til forskerne. Projektet kommer til at involvere op til 35 kulturhusfolk i hele landet der - i en rolle som ’borgerforskere’ - får værktøjer til at afdække og udvikle ny viden om deres egne og hinandens kulturhuse og institutioner. Udover deltagelse i to seminarer med alle udgifter betalt, vil de 35 aktive også få økonomisk støtte fra projektet til udvikling af 5 regionale faglige netværk, der kan beskæftige sig med alle de sider af kulturel deltagelse, som de selv finder relevante og udbytterige. I løbet af projektet vil de aktive derved få væsentlig indflydelse på forskningsprocessen og den afsluttende konference i foråret 2021, hvor både deres egne erfaringer og de første forskningsresultater præsenteres.

Yderligere info
Projektet realiseres med støtte fra Nordea-fonden på godt 3.3 mio. kr. Se pressemeddelelse på dette link
For generel information om projektet kontakt projektleder Søren Søeborg Ohlsen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller +45 33141207
For information om seniorforsker Louise Ejgod Hansen v. Aarhus Universitet benyt dette link
For information om seniorforsker Birgit Eriksson v. Aarhus Universitet benyt dette link
For information om Phd.d. stipendiat stillingsopslag benyt dette link

Kulturhusenes hustræf afholdes i år d. 9. og 10. maj i kulturhuset Galaksen i Værløse med 'fællesskaber' som tematisk omdrejningspunkt. Kulturhusenes eksistens er nemlig afhængig af fællesskaber. Det er så at sige den praksis, der er kulturhusene.

Til hustræffet er aktiviteterne derfor i høj grad spændt op på, hvordan vi kan styrke og udvikle fællesskaber gennem forskellige perspektiver. Vi får besøg af eksperter på omådet, der giver os forskningsbaseret viden om fællesskaber. Hvad kan vi eksempelvis lære af fankulturen i sportens verden, når vi ønsker at motivere til stærke fællesskaber? Hvordan opbygger man et socialt ansvarligt fællesskab, der forener høj og lav?

Foruden faglige oplæg vil der være workshops, der kan inspirere til forskellige vinkler på fællesskaber. Hvordan kan man motivere ud fra madlavning eller kropslig bevægelse? Hvad kan kulturhusenes lokalt forankrede fællesskaber bidrage med hver især, og hvordan kan vi samtidig indgå i samarbejde på tværs, så vi kan styrke vores fælles kultur(hus)politiske position? Er det utvetydigt et problem, når fællesskabet ikke favner alle, men udelukker nogle? Disse spørgesmål er blot et udsnit af de områder, vi sammen vil berøre.

Der vil løbende være rig mulighed for at udveksle konkret huserfaring, og ikke mindst for at få reflekteret over egen husforståelse, så vi i fællesskab forhåbentlig kan få gentænkt og måske endda nytænkt vores forståelser af, hvad fællesskaber er og kan.
Tilmelding via https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=hzkm0tu63d 

Det fulde program er vedhæftet nederst på siden.

Vel mødt!

Fredag 21. sept. blev det første netværksmøde i projektet ”På kanten af kulturen” afholdt i kulturhuset KU:BE på Frederiksberg i Kbh. På mødet blev repræsentanter fra 9 kulturhuse i hele landet introduceret til projektet, der jo har som mål at udvikle metoder til inddragelse af unge i kulturhusene. Deltagernes meget forskellige erfaringer og baggrunde blev præsenteret, de aktiviteter der allerede er afholdt blev præsenteret og forventningerne til projektet blev fornuftigt afstemt. Det særlige ved projektet er måske især det ”iterative” projektdesign, der kort beskrevet giver rigtig meget plads til selve processen og derfor forholder sig åbent til de konkrete resultater.

Projektledelsen (Det Antropologiske Foretagende) præsenterede også et par konkrete cases om hvordan unge helt konkret modtages og inddrages i projektet, og som netværket relaterede til erfaringer fra egne huse. Det var også en øjenåbner, da netværksdeltagerne senere på en rundtur kortlagde alle rum og etager i KU.BE og med farvede klistermærkermarkeringer på en plantegning af, hvor unge f.eks kunne forvente at få plads og rum, uden at der var sandsynlighed for konflikter med de øvrige brugere. På trods af den meget åbne arkitektur, viste huset sig måske i virkeligheden at være mindre åbent for unge, end man umiddelbart forestiller sig. Afsluttende fik netværket til opgave forsøge sig med kortlægnings-værktøjet på egne huse og i den proces også forsøge at forbedre selve værktøjet til gavn for andre kulturhuse i Danmark.

Læs mere om projektet her

Kulturhusenes årlige "visionsseminar" består af fem mindre debatarrangementer, arrangeret lokalt i regionerne, som sætter fokus på samarbejdet mellem biblioteker og kulturhuse.

Kulturhuse og biblioteker har gennem en årrække etableret levende samarbejder, der mange steder fungerer rigtig godt - måske fordi de to institutioner deler mange vigtige demokratiske og folkeoplysende værdier.
Samtidig er de dog også meget forskellige, hvad angår organisationsformer, formål, lovgivning, økonomi og i deres tilgange til borgernes deltagelse.

Det giver rum for erfaringsudveksling og debat - og vi lægger ud i Sønderborg den 27. februar, hvor både Sønderborghus, v. daglig leder Lars Ole Hansen, og Multikulturhuset, v. stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen, byder inden for.

Den 4. marts går turen videre til det kombinerede bibliotek og kulturhus Trekanten i Aalborg, hvor leder Michael Mansdotter vil vise rundt og invitere til samtale.

Den 14. marts er turen kommet til Sjælland, hvor KulturCosmos og Viby Bibliotek vil give et indblik i det spirende samarbejde imellem de to institutioner, der i 2021 skal flytte sammen i et fælles nybygget hus.

4. april besøger vi Kulturmaskinen i Odense og får et fynsk perspektiv på samarbejedet imellem biblioteker og kulturhuse.

Og 9. april rykker vi videre til BIBLIOTEKET på Rentemestervej, hvor bibliotek og kulturhus er bygget sammen i et spændende hus, der blev indviet i 2011.

Til alle arrangementer er der GRATIS adgang, og der bydes på både frokost og kaffe. Af hensyn til planlægningen skal man dog tilmelde sig de enkelte arrangementer. Klik her for at gå til tilmelding
Alle er velkomne, både kulturhus- og biblioteksfolk og andre med interesse for området. Du finder invitationerne til download nederst på siden her.

Den tredje weekend i august sker der altid noget særligt i Nødebo. Allerede fra fredag aften er der livlig aktivitet, og hele lørdagen kan man stå på første sal i Forsamlingshuset Nødebo Kro og betragte det hektiske mylder af folk, der bærer ting rundt mellem de opstillede borde i gården. Der gøres klar til et af årets største events: Søndagens loppemarked.

Loppemarkedet er husets hjerte i mere end én forstand. For det første har det rigtig stor lokal opbakning. Mere end hundrede frivillige hjælper til med afviklingen hvert år, og året igennem donerer de lokale deres aflagte ting og sager, der opbevares i laden til venstre for hovedbygningen, indtil det igen bliver den tid på året. Men loppemarkedet er også husets økonomiske hjerte, for her sælges hvert år for ca. en kvart million, der tikker direkte ind i husets økonomi og bruges til at holde stedet levende og aktivt.

Men måske er det forkert at tale om et enkelt hjerte. I så fald hører der også lunger og andre livsvigtige organer til. Fx er der bankospillet, der foregår hver tirsdag aften året rundt. Uden afbrydelser. Og så er der nytårsballet, fredagscafeen, koncerterne, spiseklubberne, vævestuen, stavgængerne og modeltogsentusiasterne i FUT – for ikke at tale om husets kage, nøddetærten, der altid har været en fast del af repertoiret i husets cafe. Aktiviteterne er mange og brogede – ja faktisk så omfattende, at det kan være svært at forstå, at de kan holdes i gang alene ved hjælp af frivillige kræfter. Men det kan de og gør de – nu på 41-tyvende år.

Ingen ligusterfascisme
Forsamlingshuset fik liv i 1977, da en gruppe borgere besluttede at købe byens økonomisk trængte kro og gøre den til et kulturelt samlingssted. Et åbent hus, hvor folk kunne putte det ind, som de havde lyst til. Man valgte bevidst at kalde det ”forsamlingshus” og ikke ”kulturhus”. Det klang lidt for kommunalt, syntes man dengang.

Men hvordan holder man liv i et frivilligt drevet hus i mere end 40 år? Hvordan organiserer man sig, så både økonomi og engagement bliver ved at vokse og ikke går i stå?
Det har ægteparret Knud og Grete Ebbesen lovet at svare på en solskinsformiddag i november over en kop kaffe i ”Driverhuset” – et lokale med udestue-feel og den smukkeste udsigt over Esrum Sø. De har begge været med fra start, og de er stadig aktive både i kulturudvalget og i et af de ”buffisthold”, der bemander cafeen.

Men hvad er det præcis, der er nerven – eller hjertet, igen, om man vil? For det første er det et ønske om, at der skal ske noget. Man fornemmer, at huset er et centrum for byen og skaber sammenhold. 620 af byens 2000 indbyggere (inklusive børn), er medlemmer af huset. ”Vi har fået skabt en fælles holdning her i byen”, siger Grete. ”Vi ved, at vi kan skabe noget, hvis vi går sammen. Det er ikke ligusterfascismen, der hersker i Nødebo.” Og hun tilføjer, at forsamlingshuset faktisk er gået hen og blevet et salgsargument, når der udbydes huse i byen.

Derudover er der en stor hittepåsomhed, både når det gælder aktiviteter og den finansiering, der skal til. Alle aktiviteterne styres af udvalg med egne budgetter, hvis formænd vælges direkte på den årlige generalforsamling. Så der er mange kokke med til at skabe den store kulturbuffet. Og ansvaret er man selv nødt til at tage, for der er kun en vicevært ansat og ingen stor kommune i ryggen. ”Beslutningskompetencen skal ud til folk i udvalgene, så de frivillige selv er med til at bestemme. Ellers gider de ikke,” fremhæver Knud.

Økonomiske løsninger
En del af husets succes ligger også i evnen til at se de økonomiske løsninger, der måske ikke ligger lige for og at turde tænke lidt alternativt. Med kun begrænset kommunal driftstøtte skal huset selv generere de midler, der skal til for at skabe aktivitet. Det kræver kreativitet og vedholdenhed.

Driftsmæssigt har man fundet en lidt utraditionel form, hvor huset er skilt ad i to dele, nemlig en selvejende institution, der står for drift af selve bygningen, inklusive udlejning af lokaler og cafedrift – og en støtteforening, der primært står for aktiviteter, og som lejer sig ind i lokalerne. Det giver mulighed for at fordele de økonomiske dispositioner alt efter, hvad der er smartest. Fx kan støtteforeningen afholde bankospil uden at skulle betale moms, mens diverse inventar indkøbes af den selvejende institution, hvorved momsen kan trækkes fra.

Derudover har man det princip, at alle betaler. Selvom man er frivillig, betaler man entre til koncerter. På den måde sørger man for at opretholde en stabil og nogenlunde forudsigelig billetindtægt.
Og ved at operere med et medlemsprincip, hvor adgang til brug af husets lokaler er betinget af et medlemskab, så driver man ikke konkurrenceforvridende virksomhed. Medlemskaberne giver selvfølgelig også en kontingentindtægt – og samtidig udløser det også Hillerød Kommunes største tilskud til et forsamlingshus.

Et sejlivet hus
Men det har ikke været lige ud af landevejen i alle de mange år. Slet ikke. Ganske får år efter etableringen, i 1985, brændte kroen ulykkeligvis ned i en pyromanbrand. Det var dog op på hesten igen, og alt blev heldigvis genopbygget af forsikringen. Der er blevet samlet både underskrifter og penge ind af flere omgange. Der har i tidens løb både været svind i kassen og underskud på driften med en deraf følgende gæld. Men indtil nu har man knoklet på og fundet løsninger. Som fx den gang tilbage i 1979, hvor man gik fra hus til hus for at skaffe 300.000 kr. ved hjælp af den samme type fradragsberettigede ”forsørgelseskontrakter”, som de daværende gæstearbejdere benyttede til at sende penge til familien i hjemlandet.

Men det var dengang. Hvilke udfordringer står huset med i dag? Heldigvis er der ikke nogen store, sorte skyer på himlen. Man er i gang med et generationsskifte, hvor børnefamilierne kommer ind og begynder at være aktive i huset. Det sætter ind i mellem gang i nogle værdimæssige diskussioner, fx om betydningen af medlemsfordele og foreningsformalia, hvor Knud og Grete Ebbesen mærker, at tiderne har ændret sig.
Men den omstilling er huset godt i gang med. Nødebo Kro anno 2018 rummer både de gamle traditioner og de nye strømninger – og virker parat til at tage mindst 40 år mere som frivilligt drevet forsamlings-(kultur)-hus.