Viser artikler med tag: kulturhus

Med sin artikel ’Kulturhuse i Danmark – fra forsamlingshus til kommunale flagskibe’ giver Dorte Skot-Hansen et historisk overblik over et broget billede af kulturhuse i Danmark - huse udsprunget af forskellige rationaler og med forskellig forankring, ledelse og økonomi.

Hvor forsamlingshusene udsprang af lokale religiøse og politiske bevægelser i folkeoplysningens ånd, opstod beboer- og medborgerhuse i slipstrømmen af ungdomsoprøret og forskellige grupperingers behov for rammer om samvær og egenaktiviteter - en tendens der kulturpolitisk kom til udtryk i støtten til kulturelt demokrati. Og sidst men ikke mindst udspringer de mange nye, prestigefyldte kulturhuse af byernes behov for at positionere sig i en mere og mere konkurrencepræget globalisering.

Læs mere om den historiske baggrund for de forskellige typer af kulturhuse i vedhæftede artikel. Måske er jeres hus nævnt :-) 

Hvem er forskeren?
Dorte Skot-Hansen. Lektor emerita og tidligere leder af Center for Kulturpolitiske Studier, Københavns Universitet.

Coronarestriktionerne har fået sit tag i kultursektoren i hele Europa. Med rapporten ’Invisible Damage’ sætter ENCC (European Network of Cultural Centres) fokus på de store udfordringer kulturhuse står overfor i dag, som stigende økonomisk usikkerhed, omskiftelige arbejdsforhold, og politikere der negligerer de positive effekter ved kulturhusenes sociokulturelle arbejde. Udfordringer som i sidste ende vil få langsigtede negative konsekvenser for den stærke relation mellem kulturhus og lokalsamfund.

Læs mere om de negative effekter ved corona og hvordan politikere kan støtte kulturhuse i rapporten vedhæftet herunder.

Læs mere om ENCC på deres hjemmeside her. 

Pap, stoppenål og garn i flotte farver. Det er alt hvad du skal bruge i BIBLIOTEKET på Rentemestervejs nye, kreative og coronavenlige projekt. Og så en bog selvfølgelig. Der skal nemlig væves bogforsider.

Ved hjælp af de fire trin-for-trin videoer på bibliotekets hjemmeside, ligger der nu en hjemmelavet væv foran mig, klar til at jeg glemmer den kedelige corona-hverdag og i stedet fordyber mig i kunsten at væve. Væv-en-bog er et landsdækkende væveprojekt for alle, og med de lettilgængelige online videoer guider Dorte Kampp fra BIBLIOTEKET folk til at lave deres egen minivæv af genbrugsmateriale og væve fortolkninger af litteraturen.

Landsdækkende samarbejde mellem biblioteker og kulturhuse
Ideen til projektet udsprang af den årlige design- og håndværksdag, hvor fem elever fra tekstilformidleruddannelsen lavede projektet VÆV-DIG-GLAD på BIBLIOTEKET. Pga. forsamlingsforbuddet måtte deltagerne hente et væve-kit og sidde og væve i en krog på biblioteket eller tage det med hjem. Den ide ville Dorte gerne genbruge, bare med bøger som omdrejningspunkt. Efter de første 14 dage var der allerede udleveret 90 væve-kits fra biblioteket, men så kom nedlukningen i december og projektet måtte gentænkes.

”Efter nedlukningen tænkte vi, at konceptet måtte gøres digitalt. Med video- og pdf-vejledning. I det nye koncept gik det ud på at finde, hvad man selv havde derhjemme, her fik man ikke et kit”.
Dorte Kampp, værkstedskoordinator BIBLIOTEKET

Ved at opfordre deltagerne til at bruge papstykker fra gamle pakker og garnrester fra sidste nedluknings masse-strikning, støtter projektet op om FN’s 12. verdensmål, der handler om genbrug og affaldsreducering. Og alle har mulighed for at være med, hjemmefra.

Projektet har mødt medvind og spredt sig til flere steder i Danmark. Da nedlukningen ramte, tog Dorte kontakt til andre kulturhuse og biblioteker for at høre om de ville være med i projektet. Gina Hedegaard Nielsen fra Dansk Tekstillaug synes det var en god ide, og deltagerne på hendes online-vævekurser har nu til første opgave at væve en bog. Derudover deltager også Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus, Nørrebro Bibliotek, Trekanten i Aalborg, Kultur Cosmos i Viby Sjælland og Flensborg Bibliotek. Alle på hver sin måde. På Nørrebro Bibliotek delte de væve-kits ud, på Flensborg Bibliotek kan man vinde en bog og i Kultur Cosmos lavede man et online kickoff arrangement.

”Jeg kontaktede nogen fra bestyrelsen i Kulturhusene og mit netværk, og har lagt op til, at der er forskellige måder, man kan være med på, derfor er det meget low-key”.
Dorte Kampp, værkstedskoordinator BIBLIOTEKET

Rullende udstilling
Og hvor skal alle de flotte vævede værker så ende? De vævede bogforsider skal indgå i en udstilling til foråret, som i første omgang kan opleves på BIBLIOTEKET på Rentemestervej og på Nørrebro Bibliotek. Efterfølgende skal udstillingen turnere mellem de andre samarbejdspartnere rundt om i Danmark.

Dorte kan se, at der er gang i vævningen hjemme hos folk. På Instagram kan man nemlig finde flotte færdiggjorte og igangværende værker under #vævenbog eller #weaveyourbook.

”Det får sit eget liv, og folk tager det ind, som de vil. Projektet har vist sig at komme meget bredt ud, fordi du kan finde tingene hos dig selv. Og det er en fordel når bibliotekerne er lukket”.
Dorte Kampp, værkstedskoordinator BIBLIOTEKET

Vil jeres kulturhus gerne være en del af projektet, så læs mere om det på hjemmesiden , eller kontakt Dorte Kampp på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. 
Deadline for indsendelse af værker er d. 6. april.

Nu er der endelig godt nyt til de kulturhuse, der er organiseret som foreningsejede eller selvejende institutioner, og som ikke har kunnet få del i Kulturministeriets aktivitetspulje, fordi de ikke har levet op til kravet om 1 million kr. i årlig omsætning.

Der er afsat 3 millioner kr. til en pulje til de kulturelle foreninger - herunder de mindre kulturhuse - og puljen vil være åben for ansøgninger.frem til den 16. november.

Det foreningsbaserede og frivilligt drevne kulturliv med mindre økonomier er hidtil blevet overset og forbigået i de nationale corona-hjælpepakker - det til trods for, at vi ved, at mange af de kulturelle foreninger har et højt aktivitetsniveau og derfor har mistet væsentlige indtægter siden nedlukningen i marts 2020.

Kulturpuljen i DFS er derfor en støttepulje, der skal hjælpe de foreninger, der har lidt de største tab og har det største behov for støtte for at kunne komme helskindet igennem coronakrisen.

I finder mere information om støttepuljen, ansøgningsprocessen og andre praktiske informationer på DFS' hjemmeside her: https://www.dfs.dk/medlem/puljer/covid-19-kulturpulje

Trods massive corona-restriktioner lykkedes det at holde Hustræf og fejre Huset KBH's fødselsdag den 3. september. Temaet "kulturel aktivisme" var rundet af Husets fødsel i 1970 og de efterfølgende turbulente kampe om retten til huset og de aktiviteter, der fyldte huset dengang. I paneldebatter med både kulturhusfolk fra medlemskredsen og unge aktivister blev der lyst på aktivismebegrebet, som det ser ud i dag, Og som en særlig vinkel på emnet var hele fire tidligere kulturministre og den nuværende mødt op for at tale om deres syn på kulturel aktivisme, og hvordan aktivismen havde indflydelse på deres egen ministertid.

Kulturministeren bød også officielt velkommen og åbnede Husets fødseldag med en tale. Se eller gense den her

Udover paneldebatter fik vi den første præsentation af den kvantitative undersøgelsesdel af KHiD's udviklings- og forskningsprojekt DELTAG. Det er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og første gang at der kan præsenteres tal specifikt for kulturhuse bredt i hele landet. Præsentationen var dog et eksklusivt sneak peak ind i resultaterne, da den endelige rapport stadig er under udarbejdelse. Den forventes at være klar om ca. en måned og vil selvfølgelig blive offentliggjort her på siden.

Efter endt konference var der middag i restauranten og overrækkelse af foreningens vandretrofæ Den Gyldne Skovl. Og den gik selvfølgelig til...HUSET KBH!

– om hvordan københavnske børn fik deres dukketeaterfestival på trods af corona

 Af Mette Bøgelund Lerstrup Larsen, Helle Marianne Pørksen, Katrine Wallevik, Conni Humeniuk Christensen, Vibeke Nathalia Nielsen og Marie Blædel Larsen

”We are so happy to see that you have managed to still bring culture
and arts and fun to the children and families, well done! 
Culture and the arts are so essential to humanity!”

Den prisvindende dukkefører Rhoda Lopez, Di Filippo Marionette, Italien
(som var booket til at spille på Puppet Junior 2020) 

Puppet Junior – en byrumsfestival for børn med dukketeater

København har en dukketeaterfestival for børn hvert andet år i juni måned. Den hedder Puppet Junior, og afholdes i fire bydele: Amager, Nørrebro, Bispebjerg og Brønshøj. Den foregår som en slags omrejsende markedsdag én dag i hver bydel, over fire dage i juni. På ”Markedsdagen” bydes der på danske og udenlandske forestillinger og masser af værksteder hele dagen. Festivalen er gratis og uden tilmelding, og alle er velkomne.

Puppet Junior har eksisteret siden 2009 og udspringer af Puppet Festival, en nu nedlagt festival med dukketeater for voksne. Bag Puppet Junior står fire kulturhuse under Københavns Kommune – Børnekulturhus Ama´r, Osramhuset, Børnekulturhuset Sokkelundlille og Kulturhuset Pilegården. Medarbejdere fra de fire huse udgør arrangørgruppen der fundraiser, planlægger og afvikler festivalen. Festivalen er i 2020 støttet af Festivalpuljen i København, Scenekunstudvalget i København, Statens Kunstfond, Nordea-Fondet, Åben Dagtilbud samt Lokaludvalg i de fire bydele.

Hvad gør man så som festival når Corona krisen lukker landet ned – alt aflyses og afstandtagen, afspritning, og forsamlingsforbud rammer os alle?

Holder festival alligevel! For Puppet Junior lykkes det at afholde en festival i corona-udgave. Som nogle af de første efter nedlukningen præsenterede festivalen børn for scenekunst af høj kvalitet og involverede dem i værksteder med professionelle kunstnere. I stedet for fire markedsdage blev festivalen delt op i bidder og spredt ud over flere dage, bag hække, i dagtilbud og på skoler. Med afmærkede publikumspladser og sprit. Alt tilpasset de lokale forhold i de fire bydele og myndighedernes retningslinjer.

Der blev gennemført fem forskellige teaterforestillinger med 34 visninger i alt og fire forskellige kunstnere afholdt tilsammen 28 værksteder.
Festivalen var centeret omkring dagene 9-12. juni med arrangementer spredt ud i perioden 27. maj-3. juli.
Et samlet deltagerantal for Puppet Junior 2020 lander på ca. 2000 børn.  

Arrangørgruppen bag Puppet Junior fortæller her om at fastholde at afvikle en festival på helt ukendt land og med stor uvished. Det er en fortælling om en ukuelig vilje til at bringe kulturen ud til børnene, utallige videomøder, is i maven og en fuldstændig gentænkning af festival-konceptet.

DK april 2020 – alt er lukket og slukket!

Gennem coronaforåret 2020 var det på intet tidspunkt en selvfølge, at der i juni måned var en masse Københavnske børn, der ville grine og undre sig igennem Puppet Junior’s teaterprogram. Det var heller ikke en selvfølge, at et stort antal børn skulle kreere egne dukker på kunstnerens dukkeværksteder. Tværtimod var usikkerheden omkring, hvorvidt det kunne lade sig gøre at afholde den planlagte festival til stede nærmest en uge op til at festivalen skulle afvikles. Her var der stadig usikkerhed om regler og retningslinjer kunne tillade det.

Den første tid under corona-krisen var præget af stor forvirring og usikkerhed. Jeg svingede mellem den ene dag at være sikker på, at vi var nødt til at aflyse til den næste dag at insistere på, at vi måtte kunne gennemføre om end bare en lille del af festivalen. I denne proces var det uvurderligt at være en del af en gruppe, så man kunne vende sine tanker med andre og på den måde kvalificere dem. At vi endte med at beslutte at gennemføre, er jeg SÅ glad for i dag.

Mette Bøgelund Lerstrup Larsen, Kulturhuset Pilegården

Hvad var det der gjorde at Puppet Junior, modsat så meget andet, kunne afholdes til glæde for de Københavnske børn?

Festivalens DNA, det gode samarbejde og det økonomiske bagland

Festivalen blev fastholdt ud fra et brændende ønske om hellere at ville præsentere dukketeaterkunst for få børn end for ingen. I de underlige uger omkring påsken var det pejlemærket for arrangørgruppen. Det stod klart, at for at det skulle lykkes at gennemføre, var det en nødvendighed at gentænke festivalens form og tilpasse den de enkelte kulturhuses netværk og lokalkendskab. Tre overordnede faktorer var gældende for, at det overhoved kunne lade sig gøre:

Festivalens DNA: Puppet Junior er en udendørsfestival, som spiller for alle der kommer forbi på byens pladser. På den måde ligger der en ihærdighed og åbenhed i festivalens DNA, som har gjort det nemmere at omstille festivalen. Puppet Junior arbejder med den opsøgende scenekunst og et publikum som ikke er trænede kulturforbrugere. Den energi, det kræver at lave en sådan festival, har arrangørgruppen kunne omstille til en kreativ proces omkring, hvordan de løste corona-situationen. Heri ligger også et stærkt fælles mål, om at bringe kunsten ud til børnene, som en drivende kraft.

Det gode samarbejde: Det har været helt afgørende med samarbejdet i arrangørgruppen bag festivalen, som er særdeles velfungerende. Den gode dialog imellem aktørerne i de fire bydele, kombineret med en vis grad af risikovillighed hos alle, gav en fleksibilitet som gjorde det muligt. Samarbejdet er kun blevet yderligere styrket gennem en studietur til Festival Mondial des Theatres de Marionenettes i Frankring i september 2019. Her lærte arrangørgruppen hinanden bedre at kende og styrkede deres fælles faglige indblik i kunstarten. Det var fuldstændig fantastisk at se den respekt og kærlighed som franskmændene har til dukketeater, og det har kun givet festivalen endnu mere blod på tanden til at holde fanen højt i Danmark.

Det økonomiske bagland: En tredje væsentlig faktor er fonde og puljers risikovillighed i forhold til at fastholde støtten til festivalen. Fra alles side var der forståelse for, at kunstnerne skulle have løn, hvis der blev aflyst pga. Corona samt åbenhed for de nye planer. Uden den økonomiske fleksibilitet var det ikke lykkes.

Håndholdt, bag hække og i klasselokaler

Da Puppet Junior sprang ud på dybt vand og holdt fast i troen på, at festivalen kunne lykkes, var det op til det enkelte kulturhus at finde en model der gav mening lokalt og som var til at løfte indenfor retningslinjerne. Festivalens værkstedskunstnere blev fordelt anderledes, så de blev primære på én bydel, hvor forestillingerne turnerede rundt i alle fire bydele. De udenlandske forestillinger blev aflyst på grund af indrejseforbud, de danske teatre blev booket til en ekstra visning. Generelt var publikum særligt inviterede og intet blev annonceret offentligt for at undgå at publikum dukkede uanmeldt op.

I Børnekulturhuset Sokkelundlille på Utterslev Torv fik de glæde af deres hæk, da de bag den kunne afholde aktiviteter udendørs og samtidig være skjult for nysgerrige blikke. Beliggenheden ved kulturhuset gav også adgang til håndvask og toilet. Det indebar et større opmålings- og afmærkningsarbejde for at sikre sig, at børnene sad med afstand og stadig kunne opleve forestillingerne og deltage i værkstederne.

I Brønshøj var Kulturhuset Pilegården også glad for deres have der ligger afskærmet, og her blev forestillingerne afviklet bag opsat hegn og med god plads mellem børnene. Værksteder blev afviklet senere, og som de eneste indendørs.  

I Børnekulturhus Ama´r på Øresundsvej blev Puppet Junior gennemført i en udgave, der henvendte sig mere direkte til skolerne. Dels blev der spillet forestillinger på en plads ved kulturhuset for indbudte skoleklasser og med afmærkninger. Samtidig blev en lokal kunstner sendt ud i 20 skoleklasser og lave dukker.

På Nørrebro rykkede Osramhuset aktiviteterne fra Den Røde Plads ud på 7 forskellige lokaliteter – fritidshjem, børnehaver, skoler og bemandede legepladser og afviklede dem i samarbejde med medarbejdere der.

Fordelen ved at være i skole- og institutionsregi, var at på skolerne gjaldt andre retningslinjer, og det sikrede at rigtige mange børn fik mulighed for at deltage i festivalen. Det var eksempelvis muligt at spille for flere børn end det gældende forsamlingsforbud på 50 i det offentlige rum.

Begejstring og magiske øjeblikke

Så Puppet Junior blev alt andet end spektakulære markedsdage. Det blev et tæppe af aktiviteter spredt udover byen. For publikum var det måske ikke så synligt, at de var en del af festivalen, men blandt kunstnere og arrangører var det en kampgejst, glæde og samhørighedsfølelse omkring at løfte denne særlige opgave.

Det gik nemlig over al forventning! Selvfølgelig blev det noget helt andet end først tænkt, men i bund og grund handlede det om at give børn nogle magiske, kulturelle øjeblikke og det kom festivalen i mål med. Corona kom ikke til at fylde for meget, da festivalen først var i gang. Alle var mere garvede da det blev juni måned, end da beslutningen om at gennemføre blev taget, og det gjaldt også lærere og pædagoger, så alle var trygge ved retningslinjerne med afstand, sprit og rigtig god håndhygiejne.

Vi er ikke i tvivl om at det var det allerbedste at afholde festivalen. Det var både rørende og meget hjertevarmt at opleve den glæde og faktisk også taknemmelighed der både kom fra publikum og spillere. Det cementerede vores opfattelse af at det er svært at undvære teater og samværet om dette. Kort sagt – det var det hele værd!

Conni Humeniuk Christensen, Børnekulturstedet Sokkelundlille

Festivalen oplever desuden at den nye form førte noget andet med sig - ved at bringe kunsten helt ud til børnene i deres hverdag på skoler og institutioner. Her var både børn og voksne på hjemmebane og især de voksne fik ekstra overskud til at være med, og blive inspireret af værkstederne. De var heller ikke på samme måde afhængige af at skulle hjem til frokost og frikvarter, det var en befrielse for alle og gav ekstra ro til fordybelse.

Festivalen blev afviklet, og det er arrangørerne meget lykkelige for. At se børnene blive optaget og indfanget af de fantastiske dukkeforestillinger, og at høre dem grine fra hjertet, at høre begejstrede beretninger fra lærere om, hvordan de har lavet egne dukker i værkstederne i de københavnske bydele, var simpelthen alle spekulationer og corona-relaterede besværligheder værd.

Det har været så tydeligt at mærke den særlige begejstring hos både os (arrangører), skolerne og kunstnerne over at komme i gang. Ja vi vil næsten beskrive det som et unikt glædeskabende gensyn efter en mærkelig tid med isolation. Det har lært os noget om, at det er SÅ vigtigt at komme i gang, at ´the show must go on´, hvis der overhovedet er en lille sprække af mulighed for at gøre det.

Katrine Wallevik, Børnekulturhus Ama´r

Eftertanke – spor efter en mærkelig tid

Så nu er Puppet Junior 2020 veloverstået og alle tankerne og uvisheden begynder at blive glemt som hverdagen melder sig. I arrangørgruppen opsummerer de erfaringerne fra denne helt særlige periode med blik på både indholdsmæssige og samarbejdesmæssige aspekter.

Indholdsmæssige: Dét at festivalen rykkede ud på skoler og institutioner med så stor succes, giver overvejelserne om, at festivalen fremadrettet kan have en længere optaktsperiode med værksteder mv. på skole, fritidshjem og børnehaver. Det kan udvide og fordybe den værdi festivalen skaber og give flere muligheder for at inddrage børnene og understøtte deres kreativitet gennem møder med kunstnere på deres hjemmebane.

Der er også gjort gode erfaringer med udendørsværksteder, hvor der var en fordybelse og koncentration som var helt særlig. At sidde med hver sin pakke med materialer og kunne fokusere udelukkende på sin egen proces uden at behøve at forholde sig til, hvad de andre gør kunne noget ganske særligt.

Samarbejde: For alle arrangørerne har det været afgørende med den fælles vilje til at få tingene til at ske, og det fælles mål om mødet mellem børnene og kunsten. Det har givet en tro på, at rigtig meget kan lade sig gøre. Det har vist hvor langt gruppen bag festivalen kan nå sammen og hvor vigtigt det er at stå sammen.

Der var meget livsbekræftende at vi trodsede corona og holdt fast i at bringe kunsten ud til børnene. At det kunne lade sig gøre, og at vi bakkede hinanden op og fandt løsninger og fik ting til at ske. Jeg kunne ikke have gjort det alene, så det har bekræftet mig i, hvor vigtigt Puppet Junior-samarbejdet er. På samme måde er jeg blevet bekræftet i betydningen af mit arbejde og netværk på Nørrebro.

Corona bliver en tid vi aldrig glemmer, og jeg tror oplevelser fra denne tid har sat ekstra dybe spor fordi tiden har været så speciel. Ud fra det er jeg meget taknemmelig for at tage dette med mig.

Marie Blædel Larsen, Osramhuset

Nu er kulturhusene godt i gang igen med børnekulturarbejdet i København, et arbejde som coronoaudgaven af Puppet Junior 2020 kun har bekræftet dem i hvor særdeles vigtigt er.

Se mere: http://puppetjunior.dk/ og https://www.facebook.com/PuppetJunior/

Kulturmaskinen i Odense summede af liv, da 35 forventningsfulde deltagere mødte op til to dages intesnsivt introduktionsseminar den 4.-5. december. Her blev det store projekt DELTAG for alvor sat i søen, og der blev arbejdet grundigt med, hvordan de 35 såkaldte AD'ere - aktive deltagere - i de næste 10 måneder skal arbejde med at undersøge deltagelsesformer- og effekter i eget hus og sparre med hinanden.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Kulturhusene i Danmark og Aarhus Universitet og er støttet af Nordea-fonden med 3,3 mio. kr. over fire år.

Forskerholdet fra Aarhus Universitet, der skal kortlægge og undersøge de danske kulturhuse og andre borgerinvolverende institutioner, består af den tilkyttede Ph.d. Stipendiat Karen Nordentoft, seniorforsker Louise Ejgod og professor Birgit Eriksson.
På baggrund af data fra de 35 deltagere vil de sammen arbejde på at undersøge, præcis hvordan og hvorfor borgernes aktive deltagelse i kulturlivet er så vigtig for samfundet, og hvad der er kulturhusenes særlige bidrag i den forbindelse.
De nye resultater bygger videre på det europæiske projekt RECcORD, som afsluttedes i kulturbyåret 2017, og som Birgit Eriksson også var en del af: Hun siger:

”Selvom vi selvfølgelig ikke kender forskningsresultatet fra DELTAG projektet endnu, ved vi fra tidligere forskning, at kulturhusene er gode til at møde borgernes mange og meget forskellige ønsker om deltagelse. Derfor taler vi ikke om én måde at deltage på, men om flere forskellige deltagelsesformer, ja, faktisk seks i øjeblikket. På forskellig vis understøtter deltagelsesformerne etableringen af nye samtaler og fællesskaber og er dermed af stor betydning for den demokratiske dannelse. En dybere forståelse af processerne og et fælles sprog, vi kan beskrive dem med, kan derfor også være af stor betydning for den demokratiske udvikling i samfundet som helhed.”

Et fællestræk ved kulturhusene er, at de faciliterer borgernes kunstneriske og kulturelle deltagelse. Men den lokale forankring og borgernes direkte indflydelse på aktiviteterne betyder også, at de er særdeles forskellige både i fysisk udformning og resursemæssigt, men også i deres tilgang til involveringen af borgerne. Derfor er det særdeles forskellige huse, der er med i DELTAG, eksempelvis HUSET i KBH i øst, TOBAKKEN i Esbjerg i vest, Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse i syd og det Nordatlantiske Fyr i Hirtshals i nord. At projektet også har skabt bred interesse blandt etablerede kulturinstitutioner ses ved at bl.a. Kunstmuseet ARoS i Aarhus, Odin Teatret i Holstebro og kulturhuset Katuaq i Grønland også er blandt de aktive deltagere i projektet.

I første omgang drog de aktive deltagere afsted fra Odense med hovederne fulde af nye input og værktøjskasserne fulde af forskningsmæssige redskaber, som de nu skal ud og prøve af i deres huse og i deres netværksgrupper.
Hvordan det spænder af, vil du kunne læse meget mere om ved at følge med her på siden.
Klik her for at se en tre minutters reportage fra seminaret i Odense.

Hvis du vil læse mere om projektet, kan du gøre det her.

Kulturmaskinen i Odense summede af liv, da 35 forventningsfulde deltagere mødte op til to dages intesnsivt introduktionsseminar den 4.-5. december. Her blev det store projekt DELTAG for alvor sat i søen, og der blev arbejdet grundigt med, hvordan de 35 såkaldte AD'ere - aktive deltagere - i de næste 10 måneder skal arbejde med at undersøge deltagelsesformer- og effekter i eget hus og sparre med hinanden.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Kulturhusene i Danmark og Aarhus Universitet og er støttet af Nordea-fonden med 3,3 mio. kr. over fire år.

Forskerholdet fra Aarhus Universitet, der skal kortlægge og undersøge de danske kulturhuse og andre borgerinvolverende institutioner, består af den tilkyttede Ph.d. Stipendiat Karen Nordentoft, seniorforsker Louise Ejgod og professor Birgit Eriksson.
På baggrund af data fra de 35 deltagere vil de sammen arbejde på at undersøge, præcis hvordan og hvorfor borgernes aktive deltagelse i kulturlivet er så vigtig for samfundet, og hvad der er kulturhusenes særlige bidrag i den forbindelse.
De nye resultater bygger videre på det europæiske projekt RECcORD, som afsluttedes i kulturbyåret 2017, og som Birgit Eriksson også var en del af: Hun siger:

”Selvom vi selvfølgelig ikke kender forskningsresultatet fra DELTAG projektet endnu, ved vi fra tidligere forskning, at kulturhusene er gode til at møde borgernes mange og meget forskellige ønsker om deltagelse. Derfor taler vi ikke om én måde at deltage på, men om flere forskellige deltagelsesformer, ja, faktisk seks i øjeblikket. På forskellig vis understøtter deltagelsesformerne etableringen af nye samtaler og fællesskaber og er dermed af stor betydning for den demokratiske dannelse. En dybere forståelse af processerne og et fælles sprog, vi kan beskrive dem med, kan derfor også være af stor betydning for den demokratiske udvikling i samfundet som helhed.”

Et fællestræk ved kulturhusene er, at de faciliterer borgernes kunstneriske og kulturelle deltagelse. Men den lokale forankring og borgernes direkte indflydelse på aktiviteterne betyder også, at de er særdeles forskellige både i fysisk udformning og resursemæssigt, men også i deres tilgang til involveringen af borgerne. Derfor er det særdeles forskellige huse, der er med i DELTAG, eksempelvis HUSET i KBH i øst, TOBAKKEN i Esbjerg i vest, Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse i syd og det Nordatlantiske Fyr i Hirtshals i nord. At projektet også har skabt bred interesse blandt etablerede kulturinstitutioner ses ved at bl.a. Kunstmuseet ARoS i Aarhus, Odin Teatret i Holstebro og kulturhuset Katuaq i Grønland også er blandt de aktive deltagere i projektet.

I første omgang drog de aktive deltagere afsted fra Odense med hovederne fulde af nye input og værktøjskasserne fulde af forskningsmæssige redskaber, som de nu skal ud og prøve af i deres huse og i deres netværksgrupper.
Hvordan det spænder af, vil du kunne læse meget mere om ved at følge med her på siden.
Klik her for at se en tre minutters reportage fra seminaret i Odense.

Hvis du vil læse mere om projektet, kan du gøre det her.

At etablere netværk og skabe mulighed for sparring kulturhusfolk imellem, er en væsentlig del af det, KHiD står for. Muligheden for at vende både gode ideer og aktuelle problemstillinger er noget af det, der trækker, når vi mødes til vores to årlige arrangementer; hustræf og visionsseminar.

Men måske hører du til dem, der gerne vil mødes lidt oftere – måske i en mindre ERFA-gruppe, hvor man lærer hinanden endnu bedre at kende og kan drøfte helt specifikke emner.
Så læs med her!

Fra bestyrelsens og sekretariatets side vil vi gerne bakke op om at få etableret flere netværksaktiviteter, og håbet er selvfølgelig, at kulturhusfolk med tiden vil mødes på kryds og tværs og få etableret stærke bånd – også udenom de to årlige arrangementer, som KHID står for.

I første omgang lancerer vi her en ”pilot-ERFA-gruppe” med start 2. december 2019. Det er Caroline Stokholm Clemmensen, leder af KulturCosmos i Viby Sj, der inviterer (se vedhæftede), og man tilmelder sig direkte til Caroline.

Er du ikke en del af målgruppen til lige netop denne ERFA-gruppe, men har du lyst til at være tovholder på en tilsvarende gruppe, så hjælper vi gerne! Det kan være, at du er frivillig og gerne vil mødes med andre frivillige, arbejder med PR og kommunikation og gerne vil mødes med andre kommunikationsmedarbejdere - eller det kan være, at du har et specifikt emne, du gerne vil drøfte. Om det er bookingsystemer, koncertprogrammer, cafedrift, fundraising, børnekultur eller noget helt andet er op til dig og dit behov.
Hvor mange I skal være, og hvor ofte skal mødes – er også op til dig. Men tag et kig på invitationen fra Caroline og se, om den kunne danne skabelon for den ERFA-gruppe, du drømmer om at være en del af.

Skriv så gerne ind til sekretariatet på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så formidler vi din ERFA-gruppe invitation videre i netværket, og hjælper med at sætte dig i forbindelse med andre med samme interesse.

I foråret 2019 tog Landsforeningen Kulturhusene i Danmark initiativ til afholdelsen af fem lokale seminarer i hhv. Sønderborg, Kolding, Aalborg, Viby Sj og København, som bragte kulturhus- og biblioteksfolk sammen til en snak om berøringsflader, fælles værdier og strukturelle forskelle.

Tilsammen tegnede debatten og de mange synspunkter, der kom frem, et mangefacetteret men dog tydeligt billede af to slags kulturinstitutioner, der på mange måder har meget til fælles, men som også har hver sin egenart. Det følgende er nogle af hovedlinjerne fra disse drøftelser.

I den lokale kulturpolitiske dagsorden i kommunerne, er der meget på spil, når budgetterne lægges, og de sparsomme midler fordeles til de lokale kulturinstitutioner, organisationer og foreninger. Det er en fordelingspolitik, der gør alle kulturinstitutioner til konkurrenter – men måske i særlig grad kulturhuse og biblioteker. For hvad er forskellen egentlig? Kan de det samme? Eller sagt med andre ord: er kulturhuse blot biblioteker uden materialesamlinger?

Svaret er nej – mener vi i Kulturhusene i Danmark – for kulturhuse og biblioteker kan og skal noget forskelligt, og begge institutioner bidrager hver især med noget væsentligt til det lokale kulturliv.
Lokalsamfund er tilsvarende forskellige, og der kan derfor ikke findes en one size fits all på dette område. Men man kan læne sig op ad de gode erfaringer og prøve at undgå at gentage de dårlige.

Kerneopgaver og værdier
Biblioteker og kulturhuse deler en lang række værdier med rod i folkeoplysningen om dannelse og demokratisk medborgerskab. Som kulturhusleder, Michael Marino fra Huset i Aalborg, så fint formulerer det: ”Kulturhuse, biblioteker og folkeoplysningen kan skabe fællesskaber og en kulturelt bevidst befolkning, som et modtræk til en eventkultur, hvor borgerne står med hænderne ned langs siderne”.

I den kulturelle arbejdsdeling mellem kulturhuse og biblioteker, er der en fællesmængde af aktiviteter som kan finde sted både det ene sted og det andet sted. Og det kan se ud som om, at denne fællesmængde vokser og at forskellene imellem biblioteker og kulturhuse udviskes.

For mange biblioteker er litteraturformidling og læsning stadig i fokus, men praksis omkring udbuddet af øvrige kulturaktiviteter er under forandring. Man flytter sig fra at have materialesamlingerne som det primære omdrejningspunkt. ”Vi formidler ikke materialer – vi formidler indhold,” siger en biblioteksleder. I begyndelsen var der skepsis over for, om et event om fx healing lå inden for bibliotekets ramme. Men det blev budt velkommen med den argumentation, at biblioteket også formidlede bøger om healing.

Kigger man på de enkelte institutioners formulerede visioner, kan de ofte byttes ud, fordi indholdet reelt er det samme. Eksempelvis: ”Huset varetager rollen som et moderne forsamlingshus. I XX-huset mødes mennesker om fælles interesser på tværs af samfundslag, aldersgrupper, kulturer og religioner. XX-huset understøtter, at ting kan ske.”

Når det er sagt, så er der i praksis fortsat en lang række områder, hvor kulturhuse og biblioteker adskiller sig fra – men dermed også komplementerer – hinanden.

Frivillighed og brugerdreven aktivitet
Blandt både kulturhus- og biblioteksfolk er der bred enighed om, at der er stor forskel i måden man ”skaber og tænker” kultur på. Forskellen ligger både i form og indhold. Groft stillet op, arbejder biblioteker ofte med ”det smalle”, mens kulturhusene arbejder med det ”det skæve”.

Kulturhusene er indbyrdes meget forskellige, men har typisk en dobbeltrolle som formidler af professionel kunst og kulturelle events, samtidig med at der er et særligt fokus på deltagelse og på at involvere de lokale borgere aktivt i kulturproduktion- og formidling – eller med andre ord:  ”borgernes hverdagskulturproduktion”. Aktiviteter opstår ofte på borgerinitiativ og planlægges og gennemføres af borgerne selv, mens medarbejderen indtager en understøttende rolle. Frivilligheden er central og opleves som et positivt træk. Borgernes engagement – det at drive noget sammen og tage ansvar – er et bærende element. Det brugerdrevne udspringer af en efterspørgsel.

Bibliotekerne indtager i højere grad en værtsrolle og fokus er på at ”facilitere kulturen” i form af kultur-tilbud, som er tilrettelagt af bibliotekets medarbejdere. Adspurgt, svarer en biblioteksleder på spørgsmålet om man praktiserer samskabelse med frivillige: Helst ikke – det tager alt for meget tid.
Generelt kan bibliotekerne bedst håndtere frivillige, der er forankret i foreninger – ”den organiserede frivillighed” – mens de har sværere ved at inddrage de selvorganiserede ”solo-frivillige”.
En anden biblioteksleder udtaler, at de frivillige primært er samarbejdspartnere eller kontaktpersoner i eksempelvis læsekredse. Frivilligheden og det borgerdrevne engagement er ikke fundamentet men betegnes som noget ekstra: ”De frivillige er dem, der producerer ’flødeskum’ – men kagen er der stadigvæk”.

Mentalitetsforskellige imellem kulturhuse og biblioteker
Der er en fælles forståelse af, at kulturhuse vokser nedefra og op, mens biblioteker vokser oppefra og ned, og at det giver forskellige udgangspunkter.

Kulturhusene har et stærkere element af do-it-yourself kultur, der ikke alene slår igennem på deltagersiden, men også gælder for arbejdskulturen blandt de ansatte.  ”Anarkister” – er det ord nogle af de deltagende biblioteksfolk sætter på kulturhusfolket, mens de betegner bibliotekernes arbejde som ”ordnet og struktureret”. ”På biblioteket ringer man efter en pedel, hvis man skal have flyttet nogle papkasser – i kulturhuset flytter man dem selv”, bliver der sagt den anden vej.

Biblioteket har været præget af en mono-faglighed (bibliotekaren), mens kulturhusmedarbejderne ofte har været autodidakte eller med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde – ”mesterlære uden mester” er der en der kalder det. Der ansættes dog i stigende grad akademikere begge steder, og med fremkomsten af eventkoordinator og performancedesign-uddannelserne er fagligheden under forandring i begge institutioner.

Det giver i nogle biblioteker anledning til en frygt for, at man helt skal miste bibliotekaren. Her er følelsen af værtskab alfa og omega, og det rent borgerdrevne kulturhus-bibliotek er ikke en attraktiv model. Traditionelt har hver enkelt medarbejder på biblioteket sin specifikke rolle og sit særlige arbejdsområde med tydeligt afgrænsede og definerede arbejdsopgaver.
De ansatte ønsker generelt at opretholde en eller anden afgrænsning af fagligheder, så alt ikke ”flyder sammen”, men at man i stedet respekterer de forskellige kvaliteter og kompetencer og bruger dem bedst muligt.

Traditionelt er arbejdsopgaverne og vilkårene for kulturhusmedarbejderen mindre klart definerede og fastlagte, end de er for bibliotekaren. Det kræver villighed og evne til at være blæksprutte, og til at være fleksibel når det gælder både opgaver og arbejdstider. Det stærke fokus på borgerinvolverende aktiviteter i kulturhusene stiller større krav til ”relationskompetencerne” hos kulturhusmedarbejderen end hos bibliotekaren.

Samtidig opereres der med forskellige organisatoriske mind-set, der også udspringer af tradition.
I et foreningsdrevet kulturhus som KulturCosmos i Viby Sj. deler man aktivitetsmidler ud til frivillige grupper, der administrerer pengene selv. Ifølge kulturhusleder Caroline Stokholm Clemmensen er det en af grundpillerne i KulturCosmos, som også kalder det borgerdrevet, at borgerne på den måde kan deltage i driften med egne budgetansvar. ”Det giver samtidigt mulighed for, at vi kan stille krav om, at deres aktiviteter lever op til vores vision og målsætninger. Det skaber balance og sammenhæng i vores organisation, som ellers kun beror på et enmandssekretariat og 50 frivillige”.  I flere biblioteker – og også i nogle af de kommunale kulturhuse – er der ofte en frygt for at åbne huset for borgerne og overlade ansvar. Man er bekymret for, om de vil kunne forvalte det og behandle stedet på en tilstrækkeligt ansvarlig måde.

Rammevilkår og økonomisk fundament
Også strukturelt er der forskel på biblioteker og kulturhuse.
Folkebibliotekerne er kommunalt drevne og underlagt biblioteksloven, hvori formålet beskrives således:
 ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.”

På kulturhusområdet findes der tre hovedorganisationsformer. Der er de (ofte mindre) foreningsdrevne kulturhus, de selvejende institutioner og de kommunalt drevne kulturhuse. En del af de sidstnævnte er administrativt sammenlagt med områdets biblioteker.
Der er ingen lovgivning på kulturhusområdet.

Både biblioteker og kulturhuse oplever nedskæringer i disse år. I nogle kommuner er det gået særligt hårdt ud over bibliotekerne, der har oplevet massive besparelser.
På kulturhusområdet har pengene altid været små, og udfordringerne ligger ikke kun i aktuelle besparelser, men i den generelle usikkerhed, der kommer af ikke at være sikret basisdrift fra år til år igennem en lovgivning.
”Økonomi er magt. Det er helt afgørende om man har sin financiering på plads eller ej,” siger en kulturhusleder.

”Det er gratis-princippet, der skiller os ad”, siger Michael Mansdotter fra Trekanten, ”for Trekanten skal tjene penge.” Det gælder både via billetsalg og via lokaleudlejning.  Bibliotekerne har muligheder for at tilbyde gratisarrangementer og stille lokaler gratis til rådighed. Det kan kulturhusene ikke og i den forstand er de to aktører derfor ikke spillere på den samme bane.

Kulturhusene skal typisk skaffe en egenfinanciering på 40-50%. Indtægtsdækket virksomhed er en stor del af kulturhusenes eksistensgrundlag – noget man i bibliotekerne har arbejdet med tidligere, men er gået væk fra. Generelt oplever man i kulturhuset, at man skal lave kultur for langt færre penge end bibliotekerne.

På den positive side kan nævnes, at denne financieringsmodel giver kulturhuset mulighed for at øge sin indtjening og på den måde skabe mere aktivitet, ansætte flere medarbejdere osv. På denne måde er kulturhuset ikke fastlåst, som man er, hvis der er nedskæringer i fx en børnehave. Fraværet af lovgivning gør også, at kulturhusene ikke på samme måde som bibliotekerne skal levere en fast defineret service, og at de ikke har ”skal-opgaver”, hvilket giver frihed, men også medfører en konstant kamp for at bevise sin berettigelse.

Men som en anden kulturhusleder fremhæver, så er de bløde opgaver svære at værdisætte. Hvordan prissætter man værdien af et værested for unge, når man er i konkurrence med store formidlende kulturinstitutioner, som producerer rapporter, der dokumenterer, hvor vigtig den pågældende institution er for kommunens samlede økonomi. Det kan give kulturhusene baghjul i kampen om den politiske bevågenhed.

Sammenlægninger – et kapitel for sig
Over hele landet har vi i en årrække set, at biblioteker og kulturhuse tænkes sammen. Særligt i København, men også i andre dele af landet, er mange tidligere selvstændige institutioner lagt sammen. Det giver administrative fordele og ender også ofte som en spareøvelse.

I Viby Sj. arbejdes der lige nu på en anden model, hvor et foreningsdrevet kulturhus og et kommunalt bibliotek skal flytte sammen på en ny matrikel i et nybygget hus uden at afgive suverænitet. I den proces tales der netop meget om, hvordan man får kombineret forskellige fagligheder, forskellige organisationsformer, forskellige størrelsesforhold og forskelligt økonomisk grundlag i et ”fælles tredje” ud fra en ambition om ligeværdighed. Værdifællesskabet til trods er man enige om, at man som institutioner stadig skal være skarpe på, hvad man god til hver især og fortsætte med det.

Det nuværende billede der tegner sig ved sammenlægninger er, at kulturhusene ofte bliver de små.
Det grelleste eksempel var den politiske beslutning om at nedlægge Vollsmose Kulturhus. I forbindelse med den manøvre fik biblioteket (som kulturhuset delte matrikel med) tilført 200.000 kr. (ud af et oprindeligt tilskud til kulturhuset på 1,4 mil) til afvikling af koncerter. Modellen kørte i et år. I dag bliver Vollsmose kulturhus’ tidligere lokaler brugt til teater, så forsamlingshuspotentialet reelt er nærmest forsvundet.

”Kannibalisme”, ”Imperialisme” – eller samarbejde?
Fornemmelsen af kulturområder, der flyder sammen og institutioner, hvis aktiviteter lapper ind over hinanden – en øget fællesmængde – er ikke begrænset til biblioteker og kulturhuse. Et teater kan sagtens invitere til et debatarrangement og et musikhus kan afholde et fastelavnsarrangement, mens et museum også både kan tilbyde koncertoplevelser og litterære arrangementer. Oplysningsforbundene er også spillere på dette område, og det samme er kirkerne i stigende grad. Sundhedsområdet er den nye fælles arena for samarbejde omkring kultur. Man oplever, at der fra politisk side bliver sagt ”I må skære I hinanden”.

Der ligger en udfordring i, at flere kulturformidlende institutioner vælger det samme fokus for arrangementer. Fx laver flere institutioner børnearrangementer. Det kan skabe en konkurrence om brugerne, hvor de økonomisk stærkeste ofte vil stå tilbage som vindere. Særligt galt går det, hvis der ikke finder løbende samarbejde og koordinering sted, da institutioner ofte vil planlægge de samme arrangementer og events – men på helt forskellige vilkår. Det opleves som dumt og uheldigt, når flere institutioner får samme opdrag og laver det samme. Men det er ofte en politisk beslutning – ikke institutionernes egen.

Kulturhusene er, som nævnt, i mindre grad end bibliotekerne underlagt ”skal”-opgaver. Det giver på den positive side en større frihed. I kulturhusene tager man derfor den opgave på sig, der ligger i at være nytænkende, ”finde sprækkerne”, spotte nye behov hos brugerne og udvikle nye koncepter. Uheldigvis er der ikke altid så meget prestige i disse små opstartsprojekter, og der er en oplevelse af, at de gode ideer ofte bliver stjålet af en kulturel ”storebror”, når projektet opnår succes.

Dialog virker nødvendig for at undgå overlap og uhensigtsmæssig konkurrence. I Nicolai Kultur i Kolding oplever man eksempelvis et godt samarbejde, fordi biblioteket har valgt at definere sig selv som en ”velfærdsinstitution” frem for en ”kulturinstitution”, og det betyder i praksis, at biblioteket i høj grad henviser til andre aktører i byen frem for selv at udbyde arrangementer. Et godt samarbejde kan også bestå i at man går sammen om etableringen af et event og byder ind med de særlige kompetencer man har. Kulturhuset har måske det bedst egnede lokale og de mindst snærende arbejdstidsregler, mens biblioteket har resurser til at stå for den fælles markedsføring.

Fra kulturhusenes side er der et stærkt ønske om øget samarbejde og mere lokal koordinering af aktiviteter, hvor man ”spiller hinanden gode” i stedet for at konkurrere med de samme virkemidler om den samme målgruppe, og fra landsforeningens side kan vi kun bakke op om den tilgang.