Aktiv deltagelse
Kulturhusene i Danmark arbejder for at styrke det aktivt involverende kulturliv i Danmark. Borgernes aktive deltagelse, både som frivillige arrangører og som medvirkende i kunstneriske og kulturelle projekter, tilfører samfundet ny energi, innovative løsninger og en mangfoldighed af kulturoplevelser.
Samarbejde
Kulturhusene i Danmark er en kulturpolitisk arbejdende forening, hvis mål er at styrke det aktivt involverende kulturliv. Foreningen søger samarbejde med en bred flade af samarbejdspartnere ud fra den overbevisning, at samarbejde og brobygning er det, der bedst styrker både kulturen og demokratiet i samfundet. Aktiv dialog med både medlemmer og andre interessenter er forudsætningen for dette samarbejde.
Mangfoldighed
De danske kulturhuse afspejler samfundets mangfoldighed og ser det som værdifuldt at kunne rumme alle. For Kulturhusene i Danmark er det tilsvarende vigtigt, at foreningen afspejler den kulturelle diversitet og rummelighed, der findes i husene, så alle kulturhuse – uanset størrelse, organisationsform og geografisk placering – føler sig tilgodeset i og repræsenteret af Kulturhusene i Danmark.
Demokrati
De mangfoldige aktiviteter i kulturhusene bringer mennesker sammen på tværs af køn, alder, etnicitet og sociale skel, og bidrager dermed til at skabe demokratisk dannelse og sammenhængskraft i samfundet. Frivillighed, inddragelse og fællesskab er det, der skaber det aktive medborgerskab.
I lighed hermed er det et vigtigt element i foreningens værdigrundlag, at organisationen er til for alle niveauer i medlemshusene, det være sig brugerne og de frivillige, såvel som de ansatte og lederne.
Nytænkning
Kulturlivet er i konstant forandring, og Kulturhusene i Danmark ønsker at bidrage til kulturel nytænkning. Foreningen bestræber sig på at give medlemmerne inspiration til deres lokale arbejde med at udfordre deres brugere og udvikle kulturelle og folkeoplysende aktiviteter og samarbejder.
Faglighed
Kulturhusenes mange forskellige opgaver og aktiviteter som både formidlere og facilitatorer af kunst og kultur stiller store krav til både de ansattes og de frivillige organisatorers faglighed, og Kulturhusene i Danmark ønsker at være en stærk sparringspartner i forhold til de faglige udfordringer medlemmerne møder.
Globalt udsyn
De danske kulturhuse har en stærk lokal forankring og orienterer sig imod udviklingen af det lokalsamfund, de er en del af. Landsforeningen ser det derfor som sin opgave både at bringe inspiration fra Europa og resten af verden ud til medlemmerne samt ikke mindst at formidle de danske kulturhuses positive erfaringer og praksisser videre i både national og international sammenhæng.
Den 30. januar 2016 var en særlig dato i Glumsø. Mellem 150 og 200 mennesker var mødt op for at fejre indvielsen af ”Loftværket” – det åbne, brugerdrevne værksted på 1. sal i Medborger- og aktivitetshuset ”Kroen”, den gamle Glumsø Kro, lige oven over Café Rejseladen.
Åbningsceremonier er altid særlige, og åbningen af en ny kulturfacilitet er heller ikke noget, der finder sted hver dag. Alligevel var åbningen af det nye værksted i Glumsø særligt særligt. Særligt, fordi der er gået mange års forberedelser, møder, arbejde, benspænd og forventninger forud for denne åbningsdag.
Særligt for foreningen Loftværkets bestyrelsesformand, Elisabeth Tramm, som vi fanger på en telefon for at få hendes beskrivelse af værkstedets lange og svære fødsel.
Drømmen om et åbent værksted
Det hele begyndte i virkeligheden helt tilbage i 2004. Her købte Suså Kommune (nu Næstved kommune) den gamle Glumsø Kro, der blev omdannet til Medborger- og aktivitetshus. Den lille by Glumsø, der tæller godt 2000 hoveder, havde fået endnu et kulturhus (Udover Glumsø Biograf & kulturhus, som er frivilligt drevet på 30 år). Medborger- og aktivitetshuset er egentlig en foreningsfacilitering med et brugerråd som kobler brugerne og kulturforvaltningen i kommunen. Foreningen Café Rejseladen driver frivillig café på 9. år i huset.
Men drømmene sluttede ikke her. Kroens øverste etage var indrettet med gamle kroværelser, og i dem holdt to foreninger til; billardklubben og et musik-øvelokale. 1. sal var hverken brandsikret eller isoleret..Og Elisabeth Tramm fik derfor den ide, at huset kunne udvides med et åbent kreativt værksted, der kunne supplere alle de andre kulturhus-aktiviteter, der allerede fandt sted i underetagen.
Foreningen Kreativt Værksted blev stiftet i 2008, og her begyndte det lange møjsommelige arbejde med at skaffe midler til at få renoveret kroens øverste etage. Elisabeth Tramm blev fast gæst på Rådhuset, hvor hun forsøgte at skabe interesse for projektet. Trods sympati for idéen var det på det tidspunkt ikke nogen smal sag at få Næstved Kommune til at sende flere penge i retning af den lille by på Midtsjælland.
Tidligt i processen meldte Elisabeth Tramm sig til Kulturhusene i Danmarks – der dengang hed Huse i Danmark – projektmagerforløb Projektstationerne, hvor hun arbejdede intensivt med at realisere planerne og blandt andet fik gode input til, hvordan man fundraiser. ”Hvorfor snakker du med embedsmændene og ikke politikerne?” var der en, der sagde til hende undervejs.
Og det hjalp faktisk at gå direkte til politikerne. Efter mange henvendelser, møder og indsendte ansøgninger lykkedes det at rejse den første million. De fleste af støttemidlerne kom fra kommunen, via LAG Næstved (Lokale Aktionsgrupper), men også Lokale- og Anlægsfonden og Næstvedegnens Landbrugsfond var med til at spæde til. Selv KHiD kunne skrive sig på bidragstavlen med et mindre beløb. Glæden var til at tage og føle på i Glumsø.
Den ånd som kulturhuse skabes af
I 2009 fik Elisabeth Tramm Kulturhusene i Danmarks hædersbevisning Den Gyldne Skovl. I sin tale sagde den daværende formand, Jan Mols Poulsen fra Tobakken: ”Denne skovl gives til personer der - som det er formuleret i statutter og annaler - har gjort noget særligt til gavn for husene eller handlet i ”foreningens ånd ”. Kære Elisabeth, HiD’s bestyrelse mener ikke, du har handlet i ”foreningens ånd”. Vi mener ganske enkelt, at det er mennesker som dig, der ER foreningens ånd, og det er netop den ånd som kulturhuse skabes af!!”
Men forsøget på at sparke døre ind tog på kræfterne, og på et tidspunkt gik projektet i stå. ”Jeg gik simpelthen træt,” siger Elisabeth Tramm. Det var lykkedes at skaffe halvdelen af de midler, der skulle få det kreative værksted til at leve, men der var ikke overskud til at skaffe den sidste million.
Kommunen i aktion
Ved indgangen til året 2013 kom der dog pludselig en henvendelse fra Næstved Kommune selv: Måtte de have lov til at overtage projektet? Ja tak, blev der sagt. Efter et par års sagsbehandling med ministeriet for Fødevare-erhverv (som administrerer LAG-midlerne) blev det til en fifty-fifty finansiering. Og derfra gik det rigtig stærkt. De midler, som projektet tidligere var blevet bevilget, men ikke havde fået brugt, stod til at udløbe, og derfor skulle hele renoveringen af loftet påbegyndes marts 2015 og være afsluttet og afrapporteret inden udgangen af juni 2015. Det lykkedes, og den 30. januar 2016, blev der altså foretaget en helt officiel åbning af Loftværket.
Glumsø har nu sit eget kreative værksted, hvor man allerede kan deltage i arrangementer som VVV (Vi Vender Vinyl), Strik & Drik, Tegnetræning og DIY. Aktiviteter, der gerne skulle vokse og gro og blive flere med tiden. ”Glumsø er jo gået hen og blevet et eksempel på alt det gode, der foregår i Udkants -Danmark,” griner Elisabeth Tramm. Her kommer ingen og gør det for os – vi gør det selv!
Hele vejen igennem har det været en grundsten i projektet, at værkstedet skulle være åbent for alle, og sådan er det også blevet. Bestyrelsen opfordrer gerne folk til at blive medlemmer af foreningen Loftværket for den beskedne sum af 50 kr. om året. Men det er ikke nogen betingelse, og det er op til folk selv, om de vil, betoner Elisabeth Tramm, ”Økonomi skal ikke være en hindring, især ikke for de børn og unge som nu har en helt ny mulighed for at komme ind i huset, uden at være hooket op på et medlemskab af en forening, som ellers er et krav for at opholde sig i huset.”
Nye drømme venter
Om planerne for fremtiden siger hun: ”Det er et stort ønske at få gjort værkstedet mere brugerdrevet. Vi får masser af anerkendelse, men folk skal også lige forstå, at det altså ikke er en servicecentral. De skal selv skabe indholdet og gøre Loftværket til et fedt sted at være”.
Derudover er der selvfølgelig en masse konkrete ønsker og planer. Loftværket har indgået et samarbejde med skolen via den nye skolereform, hvilket betyder, at skolen kan benytte faciliteterne om formiddagen. Forhåbentlig vil de børn som bliver for gamle til SFO-ordningen også have lyst til at bruge stedet om eftermiddagen, hvor der vil være åbent og en enkelt ”loftvært” der holder øje med, at ingen kommer noget til.
Også byens 20-25 flygtninge fra Myanmar, Syrien og Eritrea er tænkt ind i planerne. Man samarbejder med kommunen og inviterer dem indenfor, så de kan se faciliteterne og måske få lyst til selv at benytte dem. Det samme bliver formændene for det lokale foreningsliv, og håbet er, at både nye og gamle Glumsø-borgere kan mødes og lære hinanden bedre at kende, så flygtningene afmystificeres, og man undgår konflikter: ”Foreningerne skriger på flere frivillige, og måske kunne de invitere nogle af flygtningene indenfor. ”
”Netop fordi du stadig, stædigt og ufortrødent arbejder videre fortjener du i den grad at blive kåret til Husenes ridder af Den Gyldne Skovl” blev der også sagt i talen ved prisoverrækkelsen tilbage i 2009. Der var nok ikke nogen, der havde forventet, at der skulle så megen tålmodighed til, før tid og timing gik op i en højere enhed. I tilfældet Loftværket skulle der 7 år og masser og masser af hårdt arbejde til, fra den spæde ide fødtes, til det rette momentum opstod, og planerne endelig kunne føres ud i livet. Men nu er det det her, det åbne, kreative værksted i Glumsø.
Besøg Loftsværkets hjemmeside på http://www.loftvaerket.dk/ og find dem på Facebook.
Man er også altid velkommen til at kigge forbi (transporttiden fra København er kun en time) til en kop kaffe, en rundvisning og erfaringsudveksling.
Du kan også læse hele talen fra overrækkelsen af Den Gyldne Skovl til Elisabeth Tramm her nederst på siden.
VSL
Kulturhusene i Danmark er nu med blandt godt 60 organisationer, kommuner og virksomheder, der er gået sammen om at forebygge og bekæmpe ensomhed. Undersøgelser viser at 212.000 voksne danskere er ensomme, og Folkebevægelsen har sat sig det helt konkrete mål, at dette tal skal være halveret i 2020.
Folkebevægelsen mod Ensomhed vil blandt andet sætte ord på ensomheden, og dermed være med til at bryde de tabuer, der er forbundet med at føle sig uden for fællesskabet. Samtidig vil de mange samarbejdspartnere, via en række forskellige initiativer, hjælpe folk med at mødes og få nye netværk og venskaber til at opstå.
Der sættes særligt fokus på at bekæmpe ensomheden i uge 17, som er ugen, hvor "Danmark spiser sammen". Her vil der blive arrangeret et væld af større og mindre fællesspisnings-arrangementer, og målet er, at de fælles måltider skal udvikle sig til en mad-stafet, der kan leve videre lokalt. Stafetterne skal udfordre os til at tage ansvar og initiativ til at invitere nogle, der ellers ville spise alene. Initiativet har netop fået 9,6 mil. kr. i støtte over tre år fra Nordea Fonden, og fondens direktør, siger:
”Måltidet er en oplagt mulighed for at møde nye mennesker og knytte bånd til andre. Vi håber, at mange vil være med til at invitere til fællesspisning, og at rigtig mange har mod på at træde ind i nye fællesskaber”.
De danske kulturhuse er i forvejen kendt som lokale, inkluderende mødesteder, og fællesspisning og folkekøkken er ofte allerede på plakaten i både større og mindre huse. Det er derfor oplagt, at Kulturhusene indgår som en aktiv part i arbejdet for at bryde ensomheden sammen med de andre engagerede organisationer, og vi glæder os til både det landsdækkende og det lokale samarbejde.
Hvis du og dit kulturhus har lyst til at være en del af Danmark Spiser Sammen er du velkommen til at kontakte Vibeke på KHiD's sekretariat på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Så vil du få en mere detaljeret vejledning i, hvordan netop dit arrangement kommer med - det gælder også, hvis dit hus i forvejen laver fællesspisningsarrangementer, og du er interesseret i, at det bliver en del af det landsdækkende initiativ.
Læs mere om Folkebevægelsen mod Ensomhed her
Kulturhusene i Danmarks medlemmer spænder vidt - fra de mindste frivilligt drevne huse i landdistrikterne til de største, kommunale enheder i storbyerne. Fælles for dem er, at de både formidler kunst og kultur på højt niveau og samtidig faciliterer lokale igangsættere med fysiske rammer og nødvendig viden.
Kulturhusene danner dermed en tryg og inspirerende ramme om det lokale foreningsliv, de frivillige ildsjæle og de upcoming kunstnere samtidig med, at de fungerer som scener for de etablerede kunstnere.
De danske kulturhuse er kulturelle og sociale mødesteder. De er kendetegnet ved deres stærke lokale forankring og deres tætte kontakt til borgerne, hvilket gør dem enestående i dansk kulturliv.
Kulturhusene arbejder lokalt for at styrke et inkluderende og mangfoldigt kulturliv, og gennem deres medlemskab af landsforeningen Kulturhusene i Danmark støtter de den nationale udvikling på området.
Skal dit kulturhus være medlem? Klik her for at gå til indmeldelse eller klik her, hvis du vil læse om de mange medlemsfordele.
Af Bente Schindel, formand for Det Frivillige Kulturelle Samråd - DFKS
Paraplyorganisationen Det Frivillige Kulturelle Samråd - DFKS - er blevet en realitet. Samrådet blev stiftet på et repræsentantskabsmøde den 2. maj 2015 og har på det første bestyrelsesmøde den 20. maj konstitueret sig.
Det Frivillige Kulturelle Samråd består af 9 organisationer, der er landsforeninger for lokale foreninger og selskaber, hvor frivillige formidler, organiserer, koordinerer, arrangerer, skaber rammer m.v. for kunst, kultur og kulturarv i teaterforeninger, kunstforeninger, filmklubber, forfatterforeninger, kulturhuse, museumsforeninger, lokalhistoriske foreninger og kulturelle samråd. Ud over at være en stor del af livsindholdet for mange
betyder det også et mylder af kulturaktiviteter og kulturtilbud rundt om i landet til glæde for store dele af befolkningen - og måske til ekstra glæde i de tyndt befolkede områder, hvor der ellers ikke ville være mange muligheder for at have oplevelser med kunst og kultur.
Med stiftelsen af Det Frivillige Kulturelle Samråd ønsker området at styrke sin udbredelse, så alle borgere får lige muligheder for adgang til kunst og kultur. Samrådet mener, at et hensigtsmæssigt middel vil være at fremme kulturel bæredygtighed ved i højere grad at bruge ideen " borgere hjælper borgere" - også på det kulturelle område. Og det ønsker at udvikle området og styrke dets synlighed over for politikerne - lokale som nationale - ligesom det ønsker en øgning af forskningen på området samt tilvejebringelse af viden, dokumentation og statistikker, der viser, hvem de kulturelt frivillige er, samt hvilken rolle de spiller for kunsten og kulturen i samfundet.
De ni landsforeninger i samrådet er:
Danmarks Teaterforeninger
Dansk Lokalhistorisk Forening
Kulturelle Samråd i Danmark
Kulturhusene i Danmark
Sammenslutningen af Børne- og Ungdomsfilmklubber
Sammenslutningen af Danske Filmklubber
Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger
Sammenslutningen af Museumsforeninger I Danmark
Samrådet for de litterære selskaber i Danmark
Samrådet nåede inden udskrivning af valget på opfordring af Kulturminister Marianne Jelved at aflevere et visionsoplæg i Kulturministeriet. Nu er håbet naturligvis, at den kommende kulturminister vil gå videre i behandlingen af det.
Kulturhusene i Danmark består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l. Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Landsforeningen har eksisteret siden 1987.
We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of this site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy. | |
I accept cookies from this site. Agree |