Viser artikler med tag: kulturpolitik

Med sin artikel ’Kulturhuse i Danmark – fra forsamlingshus til kommunale flagskibe’ giver Dorte Skot-Hansen et historisk overblik over et broget billede af kulturhuse i Danmark - huse udsprunget af forskellige rationaler og med forskellig forankring, ledelse og økonomi.

Hvor forsamlingshusene udsprang af lokale religiøse og politiske bevægelser i folkeoplysningens ånd, opstod beboer- og medborgerhuse i slipstrømmen af ungdomsoprøret og forskellige grupperingers behov for rammer om samvær og egenaktiviteter - en tendens der kulturpolitisk kom til udtryk i støtten til kulturelt demokrati. Og sidst men ikke mindst udspringer de mange nye, prestigefyldte kulturhuse af byernes behov for at positionere sig i en mere og mere konkurrencepræget globalisering.

Læs mere om den historiske baggrund for de forskellige typer af kulturhuse i vedhæftede artikel. Måske er jeres hus nævnt :-) 

Hvem er forskeren?
Dorte Skot-Hansen. Lektor emerita og tidligere leder af Center for Kulturpolitiske Studier, Københavns Universitet.

Med sin artikel ’Kulturhuse i Danmark – fra forsamlingshus til kommunale flagskibe’ giver Dorte Skot-Hansen et historisk overblik over et broget billede af kulturhuse i Danmark - huse udsprunget af forskellige rationaler og med forskellig forankring, ledelse og økonomi.

Hvor forsamlingshusene udsprang af lokale religiøse og politiske bevægelser i folkeoplysningens ånd, opstod beboer- og medborgerhuse i slipstrømmen af ungdomsoprøret og forskellige grupperingers behov for rammer om samvær og egenaktiviteter - en tendens der kulturpolitisk kom til udtryk i støtten til kulturelt demokrati. Og sidst men ikke mindst udspringer de mange nye, prestigefyldte kulturhuse af byernes behov for at positionere sig i en mere og mere konkurrencepræget globalisering.

Læs mere om den historiske baggrund for de forskellige typer af kulturhuse i vedhæftede artikel. Måske er jeres hus nævnt :-) 

Hvem er forskeren?
Dorte Skot-Hansen. Lektor emerita og tidligere leder af Center for Kulturpolitiske Studier, Københavns Universitet.

Nu er der endelig godt nyt til de kulturhuse, der er organiseret som foreningsejede eller selvejende institutioner, og som ikke har kunnet få del i Kulturministeriets aktivitetspulje, fordi de ikke har levet op til kravet om 1 million kr. i årlig omsætning.

Der er afsat 3 millioner kr. til en pulje til de kulturelle foreninger - herunder de mindre kulturhuse - og puljen vil være åben for ansøgninger.frem til den 16. november.

Det foreningsbaserede og frivilligt drevne kulturliv med mindre økonomier er hidtil blevet overset og forbigået i de nationale corona-hjælpepakker - det til trods for, at vi ved, at mange af de kulturelle foreninger har et højt aktivitetsniveau og derfor har mistet væsentlige indtægter siden nedlukningen i marts 2020.

Kulturpuljen i DFS er derfor en støttepulje, der skal hjælpe de foreninger, der har lidt de største tab og har det største behov for støtte for at kunne komme helskindet igennem coronakrisen.

I finder mere information om støttepuljen, ansøgningsprocessen og andre praktiske informationer på DFS' hjemmeside her: https://www.dfs.dk/medlem/puljer/covid-19-kulturpulje

Trods massive corona-restriktioner lykkedes det at holde Hustræf og fejre Huset KBH's fødselsdag den 3. september. Temaet "kulturel aktivisme" var rundet af Husets fødsel i 1970 og de efterfølgende turbulente kampe om retten til huset og de aktiviteter, der fyldte huset dengang. I paneldebatter med både kulturhusfolk fra medlemskredsen og unge aktivister blev der lyst på aktivismebegrebet, som det ser ud i dag, Og som en særlig vinkel på emnet var hele fire tidligere kulturministre og den nuværende mødt op for at tale om deres syn på kulturel aktivisme, og hvordan aktivismen havde indflydelse på deres egen ministertid.

Kulturministeren bød også officielt velkommen og åbnede Husets fødseldag med en tale. Se eller gense den her

Udover paneldebatter fik vi den første præsentation af den kvantitative undersøgelsesdel af KHiD's udviklings- og forskningsprojekt DELTAG. Det er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og første gang at der kan præsenteres tal specifikt for kulturhuse bredt i hele landet. Præsentationen var dog et eksklusivt sneak peak ind i resultaterne, da den endelige rapport stadig er under udarbejdelse. Den forventes at være klar om ca. en måned og vil selvfølgelig blive offentliggjort her på siden.

Efter endt konference var der middag i restauranten og overrækkelse af foreningens vandretrofæ Den Gyldne Skovl. Og den gik selvfølgelig til...HUSET KBH!

I foråret 2019 tog Landsforeningen Kulturhusene i Danmark initiativ til afholdelsen af fem lokale seminarer i hhv. Sønderborg, Kolding, Aalborg, Viby Sj og København, som bragte kulturhus- og biblioteksfolk sammen til en snak om berøringsflader, fælles værdier og strukturelle forskelle.

Tilsammen tegnede debatten og de mange synspunkter, der kom frem, et mangefacetteret men dog tydeligt billede af to slags kulturinstitutioner, der på mange måder har meget til fælles, men som også har hver sin egenart. Det følgende er nogle af hovedlinjerne fra disse drøftelser.

I den lokale kulturpolitiske dagsorden i kommunerne, er der meget på spil, når budgetterne lægges, og de sparsomme midler fordeles til de lokale kulturinstitutioner, organisationer og foreninger. Det er en fordelingspolitik, der gør alle kulturinstitutioner til konkurrenter – men måske i særlig grad kulturhuse og biblioteker. For hvad er forskellen egentlig? Kan de det samme? Eller sagt med andre ord: er kulturhuse blot biblioteker uden materialesamlinger?

Svaret er nej – mener vi i Kulturhusene i Danmark – for kulturhuse og biblioteker kan og skal noget forskelligt, og begge institutioner bidrager hver især med noget væsentligt til det lokale kulturliv.
Lokalsamfund er tilsvarende forskellige, og der kan derfor ikke findes en one size fits all på dette område. Men man kan læne sig op ad de gode erfaringer og prøve at undgå at gentage de dårlige.

Kerneopgaver og værdier
Biblioteker og kulturhuse deler en lang række værdier med rod i folkeoplysningen om dannelse og demokratisk medborgerskab. Som kulturhusleder, Michael Marino fra Huset i Aalborg, så fint formulerer det: ”Kulturhuse, biblioteker og folkeoplysningen kan skabe fællesskaber og en kulturelt bevidst befolkning, som et modtræk til en eventkultur, hvor borgerne står med hænderne ned langs siderne”.

I den kulturelle arbejdsdeling mellem kulturhuse og biblioteker, er der en fællesmængde af aktiviteter som kan finde sted både det ene sted og det andet sted. Og det kan se ud som om, at denne fællesmængde vokser og at forskellene imellem biblioteker og kulturhuse udviskes.

For mange biblioteker er litteraturformidling og læsning stadig i fokus, men praksis omkring udbuddet af øvrige kulturaktiviteter er under forandring. Man flytter sig fra at have materialesamlingerne som det primære omdrejningspunkt. ”Vi formidler ikke materialer – vi formidler indhold,” siger en biblioteksleder. I begyndelsen var der skepsis over for, om et event om fx healing lå inden for bibliotekets ramme. Men det blev budt velkommen med den argumentation, at biblioteket også formidlede bøger om healing.

Kigger man på de enkelte institutioners formulerede visioner, kan de ofte byttes ud, fordi indholdet reelt er det samme. Eksempelvis: ”Huset varetager rollen som et moderne forsamlingshus. I XX-huset mødes mennesker om fælles interesser på tværs af samfundslag, aldersgrupper, kulturer og religioner. XX-huset understøtter, at ting kan ske.”

Når det er sagt, så er der i praksis fortsat en lang række områder, hvor kulturhuse og biblioteker adskiller sig fra – men dermed også komplementerer – hinanden.

Frivillighed og brugerdreven aktivitet
Blandt både kulturhus- og biblioteksfolk er der bred enighed om, at der er stor forskel i måden man ”skaber og tænker” kultur på. Forskellen ligger både i form og indhold. Groft stillet op, arbejder biblioteker ofte med ”det smalle”, mens kulturhusene arbejder med det ”det skæve”.

Kulturhusene er indbyrdes meget forskellige, men har typisk en dobbeltrolle som formidler af professionel kunst og kulturelle events, samtidig med at der er et særligt fokus på deltagelse og på at involvere de lokale borgere aktivt i kulturproduktion- og formidling – eller med andre ord:  ”borgernes hverdagskulturproduktion”. Aktiviteter opstår ofte på borgerinitiativ og planlægges og gennemføres af borgerne selv, mens medarbejderen indtager en understøttende rolle. Frivilligheden er central og opleves som et positivt træk. Borgernes engagement – det at drive noget sammen og tage ansvar – er et bærende element. Det brugerdrevne udspringer af en efterspørgsel.

Bibliotekerne indtager i højere grad en værtsrolle og fokus er på at ”facilitere kulturen” i form af kultur-tilbud, som er tilrettelagt af bibliotekets medarbejdere. Adspurgt, svarer en biblioteksleder på spørgsmålet om man praktiserer samskabelse med frivillige: Helst ikke – det tager alt for meget tid.
Generelt kan bibliotekerne bedst håndtere frivillige, der er forankret i foreninger – ”den organiserede frivillighed” – mens de har sværere ved at inddrage de selvorganiserede ”solo-frivillige”.
En anden biblioteksleder udtaler, at de frivillige primært er samarbejdspartnere eller kontaktpersoner i eksempelvis læsekredse. Frivilligheden og det borgerdrevne engagement er ikke fundamentet men betegnes som noget ekstra: ”De frivillige er dem, der producerer ’flødeskum’ – men kagen er der stadigvæk”.

Mentalitetsforskellige imellem kulturhuse og biblioteker
Der er en fælles forståelse af, at kulturhuse vokser nedefra og op, mens biblioteker vokser oppefra og ned, og at det giver forskellige udgangspunkter.

Kulturhusene har et stærkere element af do-it-yourself kultur, der ikke alene slår igennem på deltagersiden, men også gælder for arbejdskulturen blandt de ansatte.  ”Anarkister” – er det ord nogle af de deltagende biblioteksfolk sætter på kulturhusfolket, mens de betegner bibliotekernes arbejde som ”ordnet og struktureret”. ”På biblioteket ringer man efter en pedel, hvis man skal have flyttet nogle papkasser – i kulturhuset flytter man dem selv”, bliver der sagt den anden vej.

Biblioteket har været præget af en mono-faglighed (bibliotekaren), mens kulturhusmedarbejderne ofte har været autodidakte eller med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde – ”mesterlære uden mester” er der en der kalder det. Der ansættes dog i stigende grad akademikere begge steder, og med fremkomsten af eventkoordinator og performancedesign-uddannelserne er fagligheden under forandring i begge institutioner.

Det giver i nogle biblioteker anledning til en frygt for, at man helt skal miste bibliotekaren. Her er følelsen af værtskab alfa og omega, og det rent borgerdrevne kulturhus-bibliotek er ikke en attraktiv model. Traditionelt har hver enkelt medarbejder på biblioteket sin specifikke rolle og sit særlige arbejdsområde med tydeligt afgrænsede og definerede arbejdsopgaver.
De ansatte ønsker generelt at opretholde en eller anden afgrænsning af fagligheder, så alt ikke ”flyder sammen”, men at man i stedet respekterer de forskellige kvaliteter og kompetencer og bruger dem bedst muligt.

Traditionelt er arbejdsopgaverne og vilkårene for kulturhusmedarbejderen mindre klart definerede og fastlagte, end de er for bibliotekaren. Det kræver villighed og evne til at være blæksprutte, og til at være fleksibel når det gælder både opgaver og arbejdstider. Det stærke fokus på borgerinvolverende aktiviteter i kulturhusene stiller større krav til ”relationskompetencerne” hos kulturhusmedarbejderen end hos bibliotekaren.

Samtidig opereres der med forskellige organisatoriske mind-set, der også udspringer af tradition.
I et foreningsdrevet kulturhus som KulturCosmos i Viby Sj. deler man aktivitetsmidler ud til frivillige grupper, der administrerer pengene selv. Ifølge kulturhusleder Caroline Stokholm Clemmensen er det en af grundpillerne i KulturCosmos, som også kalder det borgerdrevet, at borgerne på den måde kan deltage i driften med egne budgetansvar. ”Det giver samtidigt mulighed for, at vi kan stille krav om, at deres aktiviteter lever op til vores vision og målsætninger. Det skaber balance og sammenhæng i vores organisation, som ellers kun beror på et enmandssekretariat og 50 frivillige”.  I flere biblioteker – og også i nogle af de kommunale kulturhuse – er der ofte en frygt for at åbne huset for borgerne og overlade ansvar. Man er bekymret for, om de vil kunne forvalte det og behandle stedet på en tilstrækkeligt ansvarlig måde.

Rammevilkår og økonomisk fundament
Også strukturelt er der forskel på biblioteker og kulturhuse.
Folkebibliotekerne er kommunalt drevne og underlagt biblioteksloven, hvori formålet beskrives således:
 ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.”

På kulturhusområdet findes der tre hovedorganisationsformer. Der er de (ofte mindre) foreningsdrevne kulturhus, de selvejende institutioner og de kommunalt drevne kulturhuse. En del af de sidstnævnte er administrativt sammenlagt med områdets biblioteker.
Der er ingen lovgivning på kulturhusområdet.

Både biblioteker og kulturhuse oplever nedskæringer i disse år. I nogle kommuner er det gået særligt hårdt ud over bibliotekerne, der har oplevet massive besparelser.
På kulturhusområdet har pengene altid været små, og udfordringerne ligger ikke kun i aktuelle besparelser, men i den generelle usikkerhed, der kommer af ikke at være sikret basisdrift fra år til år igennem en lovgivning.
”Økonomi er magt. Det er helt afgørende om man har sin financiering på plads eller ej,” siger en kulturhusleder.

”Det er gratis-princippet, der skiller os ad”, siger Michael Mansdotter fra Trekanten, ”for Trekanten skal tjene penge.” Det gælder både via billetsalg og via lokaleudlejning.  Bibliotekerne har muligheder for at tilbyde gratisarrangementer og stille lokaler gratis til rådighed. Det kan kulturhusene ikke og i den forstand er de to aktører derfor ikke spillere på den samme bane.

Kulturhusene skal typisk skaffe en egenfinanciering på 40-50%. Indtægtsdækket virksomhed er en stor del af kulturhusenes eksistensgrundlag – noget man i bibliotekerne har arbejdet med tidligere, men er gået væk fra. Generelt oplever man i kulturhuset, at man skal lave kultur for langt færre penge end bibliotekerne.

På den positive side kan nævnes, at denne financieringsmodel giver kulturhuset mulighed for at øge sin indtjening og på den måde skabe mere aktivitet, ansætte flere medarbejdere osv. På denne måde er kulturhuset ikke fastlåst, som man er, hvis der er nedskæringer i fx en børnehave. Fraværet af lovgivning gør også, at kulturhusene ikke på samme måde som bibliotekerne skal levere en fast defineret service, og at de ikke har ”skal-opgaver”, hvilket giver frihed, men også medfører en konstant kamp for at bevise sin berettigelse.

Men som en anden kulturhusleder fremhæver, så er de bløde opgaver svære at værdisætte. Hvordan prissætter man værdien af et værested for unge, når man er i konkurrence med store formidlende kulturinstitutioner, som producerer rapporter, der dokumenterer, hvor vigtig den pågældende institution er for kommunens samlede økonomi. Det kan give kulturhusene baghjul i kampen om den politiske bevågenhed.

Sammenlægninger – et kapitel for sig
Over hele landet har vi i en årrække set, at biblioteker og kulturhuse tænkes sammen. Særligt i København, men også i andre dele af landet, er mange tidligere selvstændige institutioner lagt sammen. Det giver administrative fordele og ender også ofte som en spareøvelse.

I Viby Sj. arbejdes der lige nu på en anden model, hvor et foreningsdrevet kulturhus og et kommunalt bibliotek skal flytte sammen på en ny matrikel i et nybygget hus uden at afgive suverænitet. I den proces tales der netop meget om, hvordan man får kombineret forskellige fagligheder, forskellige organisationsformer, forskellige størrelsesforhold og forskelligt økonomisk grundlag i et ”fælles tredje” ud fra en ambition om ligeværdighed. Værdifællesskabet til trods er man enige om, at man som institutioner stadig skal være skarpe på, hvad man god til hver især og fortsætte med det.

Det nuværende billede der tegner sig ved sammenlægninger er, at kulturhusene ofte bliver de små.
Det grelleste eksempel var den politiske beslutning om at nedlægge Vollsmose Kulturhus. I forbindelse med den manøvre fik biblioteket (som kulturhuset delte matrikel med) tilført 200.000 kr. (ud af et oprindeligt tilskud til kulturhuset på 1,4 mil) til afvikling af koncerter. Modellen kørte i et år. I dag bliver Vollsmose kulturhus’ tidligere lokaler brugt til teater, så forsamlingshuspotentialet reelt er nærmest forsvundet.

”Kannibalisme”, ”Imperialisme” – eller samarbejde?
Fornemmelsen af kulturområder, der flyder sammen og institutioner, hvis aktiviteter lapper ind over hinanden – en øget fællesmængde – er ikke begrænset til biblioteker og kulturhuse. Et teater kan sagtens invitere til et debatarrangement og et musikhus kan afholde et fastelavnsarrangement, mens et museum også både kan tilbyde koncertoplevelser og litterære arrangementer. Oplysningsforbundene er også spillere på dette område, og det samme er kirkerne i stigende grad. Sundhedsområdet er den nye fælles arena for samarbejde omkring kultur. Man oplever, at der fra politisk side bliver sagt ”I må skære I hinanden”.

Der ligger en udfordring i, at flere kulturformidlende institutioner vælger det samme fokus for arrangementer. Fx laver flere institutioner børnearrangementer. Det kan skabe en konkurrence om brugerne, hvor de økonomisk stærkeste ofte vil stå tilbage som vindere. Særligt galt går det, hvis der ikke finder løbende samarbejde og koordinering sted, da institutioner ofte vil planlægge de samme arrangementer og events – men på helt forskellige vilkår. Det opleves som dumt og uheldigt, når flere institutioner får samme opdrag og laver det samme. Men det er ofte en politisk beslutning – ikke institutionernes egen.

Kulturhusene er, som nævnt, i mindre grad end bibliotekerne underlagt ”skal”-opgaver. Det giver på den positive side en større frihed. I kulturhusene tager man derfor den opgave på sig, der ligger i at være nytænkende, ”finde sprækkerne”, spotte nye behov hos brugerne og udvikle nye koncepter. Uheldigvis er der ikke altid så meget prestige i disse små opstartsprojekter, og der er en oplevelse af, at de gode ideer ofte bliver stjålet af en kulturel ”storebror”, når projektet opnår succes.

Dialog virker nødvendig for at undgå overlap og uhensigtsmæssig konkurrence. I Nicolai Kultur i Kolding oplever man eksempelvis et godt samarbejde, fordi biblioteket har valgt at definere sig selv som en ”velfærdsinstitution” frem for en ”kulturinstitution”, og det betyder i praksis, at biblioteket i høj grad henviser til andre aktører i byen frem for selv at udbyde arrangementer. Et godt samarbejde kan også bestå i at man går sammen om etableringen af et event og byder ind med de særlige kompetencer man har. Kulturhuset har måske det bedst egnede lokale og de mindst snærende arbejdstidsregler, mens biblioteket har resurser til at stå for den fælles markedsføring.

Fra kulturhusenes side er der et stærkt ønske om øget samarbejde og mere lokal koordinering af aktiviteter, hvor man ”spiller hinanden gode” i stedet for at konkurrere med de samme virkemidler om den samme målgruppe, og fra landsforeningens side kan vi kun bakke op om den tilgang.

• der vil og evner at passe på fællesskaberne og udfoldelsesmulighederne i de huse rundt omkring, hvor kulturen bobler og lever og borgerne mødes på tværs af hinandens forskelligheder.
• der aktivt støtter andre aktiviteter, end de rent kommercielle. Steder hvor det er muligt at udfolde andre roller i tilværelsen end rollen som forbruger, tal i en statistik og passiv tilskuer.
• der forstår, at værdien af kulturhusene aldrig har været højere og vigtigere. I et samfund hvor skellene fortsat bliver mere markante er det vigtigt at bakke op om kulturhusene, hvor vi fortsat kan mødes i øjenhøjde. Det ER sammenhængskraft.

• der vil og evner at passe på fællesskaberne og udfoldelsesmulighederne i de huse rundt omkring, hvor kulturen bobler og lever og borgerne mødes på tværs af hinandens forskelligheder.
• der aktivt støtter andre aktiviteter, end de rent kommercielle. Steder hvor det er muligt at udfolde andre roller i tilværelsen end rollen som forbruger, tal i en statistik og passiv tilskuer.
• der forstår, at værdien af kulturhusene aldrig har været højere og vigtigere. I et samfund hvor skellene fortsat bliver mere markante er det vigtigt at bakke op om kulturhusene, hvor vi fortsat kan mødes i øjenhøjde. Det ER sammenhængskraft.

• der vil og evner at passe på fællesskaberne og udfoldelsesmulighederne i de huse rundt omkring, hvor kulturen bobler og lever og borgerne mødes på tværs af hinandens forskelligheder.
• der aktivt støtter andre aktiviteter, end de rent kommercielle. Steder hvor det er muligt at udfolde andre roller i tilværelsen end rollen som forbruger, tal i en statistik og passiv tilskuer.
• der forstår, at værdien af kulturhusene aldrig har været højere og vigtigere. I et samfund hvor skellene fortsat bliver mere markante er det vigtigt at bakke op om kulturhusene, hvor vi fortsat kan mødes i øjenhøjde. Det ER sammenhængskraft.

Jeg sidder ved skrivebordet i familiens sommerhus mens kæmpestore høstmaskiner buldrer op og ned ad områdets kuperede marker lige på den anden side af vores tjørnehæk.

Charmerende? Nej, ikke rigtigt...
Effektivt? Helt bestemt...
Efterstræbelsesværdigt??? Tjah - Ved ikke rigtigt.

Men knoklet bliver der, og når mørket falder på kommer der fuldt blus på lamperne, for det haster med at få bjerget høsten – Inden regnen (igen – igen) kommer.

I mange år har sommerferien været den vigtigste ferie for mig – og sikkert også for en masse af Jer andre. For det var jo tidspunktet for det længste stræk væk fra hamrende jobrutiner og arbejdets krævende pres. Så sommertid er også potentielt OMTANKE-tid:

Årets største chance for at få rystet det hele lidt, få hvirvlet op i egen vanetænkning og fastlåst plejeradfærd. Simpelthen få udfordret sig selv: Er dét virkelig det liv jeg drømte om? Er det sådan det skal være? Prioriterer jeg rigtigt? Eller kan det gøres bedre og har jeg orden nok i eget hus?... og i eget KULTURHUS?
Så med inspiration fra det overordnede tema for Aarhus 2017, årets europæiske kulturby: RETHINK, er der/har der været masser af kulturelle OMTANKER at ta´ fat på. Hvad er kulturhusenes situation og muligheder? Hvor skal foreningen udvise ”rettidig omhu” og hvor skal vi satse?

Op til og kort tid efter ferieperioden har der de seneste somre udviklet sig en tradition, hvor en hel masse mennesker løber sammen og kloger sig med hinanden, blive begejstrede, uenige, oplyste og tændte.
Jeg tænker s´føli´på Folkemødet i juni og på Kulturmødet sidst i august. Fyldt med demokratiske debatter med fuld skrue. I år kommer det også til at virke som opvarmning til kommunalvalget i november.

Kulturen med i stemmeboksene
Der er nu mindre end 100 dage til at vi skal til stemmeboksene. Et vigtigt valg også for den kommunale kulturpolitik. Mange af foreningens medlemshuse er meget afhængige af de prioriteringer, satsninger og fravalg som de kommende byråd og kommunalbestyrelser vil komme til at træffe de næste 4 år, og for nogle af vores huse kan det ligefrem være eksistensen, der står på spil.

Det fynske kulturhus, jeg selv har knoklet i de seneste år, har f.eks. allerede fået et ordentligt slag som en følge af kommunale beslutninger for kommunens budget for 2018. Personalet er opsagt til årsskiftet og organisatorisk lægges det hele ind under det lokale bibliotek. På den korte bane er det er ærgerlig prioritering. Men er det godt eller skidt på den længere bane? Kulturhuse og biblioteker?

Det bliver noget af dét, som resultatet af kommunalvalget også kan komme til at præge. Landspolitisk er der desuden meldinger om, at Biblioteksloven kan blive underkastet et skarpt eftersyn med ønsker om justeringer, og hvilke konsekvenser vil det få? Mange af foreningens kulturhuse er/har biblioteker lige indenfor dørene, eller som nærmeste nabo, så hvordan får vi sikret at vi ikke bliver konkurrenter, men gode samarbejds- og alliancepartnere med hver sine stærke kompetencer?

RETHINK – gentænk DELTAGELSE
KHiD har også sit eget høst-projekt. Vi er begyndt at høste, og udbyttet at alle de ”frø” der er kastet, vandet og plejet, skal nu bringes sikkert i hus. Hvad kan vi bruge den store europæiske kulturcenter-undersøgelse ”RECcORD” til ude i de danske kulturhuse? Hvordan sikrer vi maksimalt udbytte af forskningsprojektet fra kulturcentre rundt om i 17 europæiske lande med gennemgående fokus på Deltagelse/Participation?

Vi præsenterede nogle hovedlinjer fra undersøgelsen i maj ved Hustræffet på Godsbanen i Aarhus, og nu skal vi ud og formidle, så det kommer flest mulige af vore medlemshuse til gavn. Men også så vi får styrket husenes fundamenter og leveret nogle velunderbyggede argumenter til resten af nationen for det livlige fællesskab og de mange former for aktiviteter og deltagelse, som binder folk og fæ sammen i kulturhusene. Det handler så meget om kulturhusenes eksistensberettigelse og kulturelt DNA, så vi skal have det spredt – uanset om det bliver i silende regn og sjask eller det bliver med vinden i ryggen.

God høst!

Peter Ørting
Formand

Nogle folk synes man lægger tiden bag sig og at tiden går og går. Selv synes jeg mest at TIDEN kommer og kommer. Den kommer buldrende/væltende/snigende/listende/osv. (indsæt selv efter eget gemyt) imod os. Selvom min egen Nytårsaften blot blev til et lille hop ind i det nye år, så forventer jeg i øvrigt ikke at 2017 bliver et år i langsomt, tilbagelænet tempo. For det nye kulturhusår giver masser af udfordringer, men også nye muligheder og spændende tilbud. Kulturhusforeningen er med, og sammen vil vi skubbe på.

Om mindre end 14 dage, den 25. januar er der trommet sammen til vores årlige ”Visionsseminar” – denne gang i Nyborg, hvor vi sætter fokus på rammer og regler for kulturhuslivet. Sammen vil vi endevende, afsøge og udfordre hele juristeriet omkring driftsaftaler, forsikringer og snitfladerne mellem frivillige og faste. Lyder det tørt? Frygt ikke, for der bliver rig lejlighed til at udveksle med spændende konsekvenseksperter fra egne rækker, og sammen med sekretariat og den øvrige bestyrelse ser jeg frem til at møde repræsentanter fra rigtig mange kulturhuse.  

Det er netop på sådanne områder, at det tydeligst giver mening og handlemuligheder at vi gør noget sammen og blander os som landsforening. For det batter, så snart vi i fællesskab løfter røsterne og får samlet stemmerne – Og især når vores analyser og argumenter er ordentligt underbyggede og kan holde vand.

Bare de sidste 2-3 ugers tid har medierne bragt aktuelle eksempler på, hvordan og hvor meget det kan betyde, at kulturfolk ikke står alene på hver sin matrikel eller pløjemark og vifter med fantastiske kulturidéer- og projektforslag (når de selv skal sige det); men at vi læner os op af hinanden og skaber støtte og alliancer alle de steder, hvor vi overhovedet kan gøre det.

Et par hurtige nedslag:

Kulturministeriet – hvor vi lige før Jul fik både en Danmarkskanon og en ny minister - meddelte i sidste uge at de havde fordelt 4 mio. kr. til 31 projekter (ud af 111 ansøgninger) rundt om i landet: Kontakt Mellem Mennesker; Rytmisk musik; Forumteater, Integration af flygtninge, udvikling af aftenskolerne og fokus på Sundhed og trivsel – hvor myndige borgere tager vare på eget liv - er blot nogle af mange nye projekter, som det kommende års tid vil få tilskud fra Kulturministeriets to puljer for folkeoplysning og højskoler.Måske er der et kulturhus eller to, der allerede er ved at blive involveret i et af de støttede projekter – det kunne jeg håbe; men under alle omstændigheder er det super vigtigt at alle kulturhusene kender deres besøgelsestid.

En anden af ugens mediehistorier handler om sportsorganisationerne, der nu går på banen med E-sport, der de seneste år har buldret frem rundt omkring med et megastort udviklingspotentiale. Det er dygtigt set og skal man køre med på bølgen kræver det stærke og velhavende organisationer, og det har den professionelle sportsverden. Men det behøver nødvendigvis ikke kun at være i sportsklubber at en omgang numsebaseret, fingerstrækkende computerspilleri ved skærmene fremover skal finde sted. Denne sportsgren kræver slet ikke idrætshallernes mange kvadratmeter, og jeg er ikke den eneste, der har oplevet adskillige (rolle)spil- og spilleforeninger i fuldt vigør rundt om i kulturhusene. Med og uden pc´ere.

En tredje melding er om den ny-udpegede bestyrelse for Lokale & Anlægsfonden, der årligt uddeler cirka 80 mio. kr. til byggeprojekter inden for idræt, fritidsliv og kultur. Det er helt sikkert gode folk alle sammen; men det illustrerer meget godt kulturlivets organisations-power (eller mangel på samme) at hele 3 af den 7 personer store bestyrelse kommer direkte fra Idrætsorganisationerne, 2 andre er kommunale chefer, men ingen er direkte fra kulturlivets egne organisationer.
Ku´ vi og sku´ vi have blandet os mere? Det var i hvert fald en opfordring i den retning, vi kulturhusfolk fik på sidste års visionsseminar, hvor Lokale & Anlægsfondens direktør svingede pisken - eller var det løfterige gulerødder - over forsamlingens hoveder.

Læs ikke de her eksempler som en omskrivning af at ”rønnebærrene er sure”, blot fordi det er andre der løber med dem; men skal der ændres noget, så er vi selv de nærmeste til at komme i gang og op på tæerne. Har I ikke kræfter lokalt til så meget, selvom Jeres idéer er brandgode og intentionerne i top, så prøv at kontakte os i landsforeningen og i sekretariatet.

Er det viden, dokumentation og akademiske analyser I/vi savner, så bliver der også gjort noget ved det i 2017.

Hele vores Hustræf over 3 skønne majdage i den europæiske kulturhovedstad Aarhus kommer til at handle om hvad det er vi laver i kulturhusene, hvordan vi gør det og hvordan det virker – oveni købet i en europæisk dimension med en massiv overskrift om Deltagelse og Brugerinvolvering: Rethinking Cultural Centers in a European Dimension.

Endelig bliver 2017 året, hvor vi skal have valgt nye kommunalbestyrelser. Rundt omkring er der ved at blive taget hul på den kommunale valgkamp, og om 11 måneder ved vi hvilke kommunalpolitikere, der skal være med at bestemme rammer og økonomi for de mange af kulturhusforeningens medlemmer, der er afhængige af kommunale driftsaftaler.

Jeg selv er godt nok fra årsskiftet af egen lyst stoppet med fast arbejde i ”mit eget” kulturhus i Vollsmose; men i kulturhusverdenen er der jo altid brug for entusiastiske frivillige, så jeg bliver på banen på den ene eller anden måde.