Jeg sidder ved skrivebordet i familiens sommerhus mens kæmpestore høstmaskiner buldrer op og ned ad områdets kuperede marker lige på den anden side af vores tjørnehæk.
Charmerende? Nej, ikke rigtigt...
Effektivt? Helt bestemt...
Efterstræbelsesværdigt??? Tjah - Ved ikke rigtigt.
Men knoklet bliver der, og når mørket falder på kommer der fuldt blus på lamperne, for det haster med at få bjerget høsten – Inden regnen (igen – igen) kommer.
I mange år har sommerferien været den vigtigste ferie for mig – og sikkert også for en masse af Jer andre. For det var jo tidspunktet for det længste stræk væk fra hamrende jobrutiner og arbejdets krævende pres. Så sommertid er også potentielt OMTANKE-tid:
Årets største chance for at få rystet det hele lidt, få hvirvlet op i egen vanetænkning og fastlåst plejeradfærd. Simpelthen få udfordret sig selv: Er dét virkelig det liv jeg drømte om? Er det sådan det skal være? Prioriterer jeg rigtigt? Eller kan det gøres bedre og har jeg orden nok i eget hus?... og i eget KULTURHUS?
Så med inspiration fra det overordnede tema for Aarhus 2017, årets europæiske kulturby: RETHINK, er der/har der været masser af kulturelle OMTANKER at ta´ fat på. Hvad er kulturhusenes situation og muligheder? Hvor skal foreningen udvise ”rettidig omhu” og hvor skal vi satse?
Op til og kort tid efter ferieperioden har der de seneste somre udviklet sig en tradition, hvor en hel masse mennesker løber sammen og kloger sig med hinanden, blive begejstrede, uenige, oplyste og tændte.
Jeg tænker s´føli´på Folkemødet i juni og på Kulturmødet sidst i august. Fyldt med demokratiske debatter med fuld skrue. I år kommer det også til at virke som opvarmning til kommunalvalget i november.
Kulturen med i stemmeboksene
Der er nu mindre end 100 dage til at vi skal til stemmeboksene. Et vigtigt valg også for den kommunale kulturpolitik. Mange af foreningens medlemshuse er meget afhængige af de prioriteringer, satsninger og fravalg som de kommende byråd og kommunalbestyrelser vil komme til at træffe de næste 4 år, og for nogle af vores huse kan det ligefrem være eksistensen, der står på spil.
Det fynske kulturhus, jeg selv har knoklet i de seneste år, har f.eks. allerede fået et ordentligt slag som en følge af kommunale beslutninger for kommunens budget for 2018. Personalet er opsagt til årsskiftet og organisatorisk lægges det hele ind under det lokale bibliotek. På den korte bane er det er ærgerlig prioritering. Men er det godt eller skidt på den længere bane? Kulturhuse og biblioteker?
Det bliver noget af dét, som resultatet af kommunalvalget også kan komme til at præge. Landspolitisk er der desuden meldinger om, at Biblioteksloven kan blive underkastet et skarpt eftersyn med ønsker om justeringer, og hvilke konsekvenser vil det få? Mange af foreningens kulturhuse er/har biblioteker lige indenfor dørene, eller som nærmeste nabo, så hvordan får vi sikret at vi ikke bliver konkurrenter, men gode samarbejds- og alliancepartnere med hver sine stærke kompetencer?
RETHINK – gentænk DELTAGELSE
KHiD har også sit eget høst-projekt. Vi er begyndt at høste, og udbyttet at alle de ”frø” der er kastet, vandet og plejet, skal nu bringes sikkert i hus. Hvad kan vi bruge den store europæiske kulturcenter-undersøgelse ”RECcORD” til ude i de danske kulturhuse? Hvordan sikrer vi maksimalt udbytte af forskningsprojektet fra kulturcentre rundt om i 17 europæiske lande med gennemgående fokus på Deltagelse/Participation?
Vi præsenterede nogle hovedlinjer fra undersøgelsen i maj ved Hustræffet på Godsbanen i Aarhus, og nu skal vi ud og formidle, så det kommer flest mulige af vore medlemshuse til gavn. Men også så vi får styrket husenes fundamenter og leveret nogle velunderbyggede argumenter til resten af nationen for det livlige fællesskab og de mange former for aktiviteter og deltagelse, som binder folk og fæ sammen i kulturhusene. Det handler så meget om kulturhusenes eksistensberettigelse og kulturelt DNA, så vi skal have det spredt – uanset om det bliver i silende regn og sjask eller det bliver med vinden i ryggen.
God høst!
Peter Ørting
Formand
Nogle folk synes man lægger tiden bag sig og at tiden går og går. Selv synes jeg mest at TIDEN kommer og kommer. Den kommer buldrende/væltende/snigende/listende/osv. (indsæt selv efter eget gemyt) imod os. Selvom min egen Nytårsaften blot blev til et lille hop ind i det nye år, så forventer jeg i øvrigt ikke at 2017 bliver et år i langsomt, tilbagelænet tempo. For det nye kulturhusår giver masser af udfordringer, men også nye muligheder og spændende tilbud. Kulturhusforeningen er med, og sammen vil vi skubbe på.
Om mindre end 14 dage, den 25. januar er der trommet sammen til vores årlige ”Visionsseminar” – denne gang i Nyborg, hvor vi sætter fokus på rammer og regler for kulturhuslivet. Sammen vil vi endevende, afsøge og udfordre hele juristeriet omkring driftsaftaler, forsikringer og snitfladerne mellem frivillige og faste. Lyder det tørt? Frygt ikke, for der bliver rig lejlighed til at udveksle med spændende konsekvenseksperter fra egne rækker, og sammen med sekretariat og den øvrige bestyrelse ser jeg frem til at møde repræsentanter fra rigtig mange kulturhuse.
Det er netop på sådanne områder, at det tydeligst giver mening og handlemuligheder at vi gør noget sammen og blander os som landsforening. For det batter, så snart vi i fællesskab løfter røsterne og får samlet stemmerne – Og især når vores analyser og argumenter er ordentligt underbyggede og kan holde vand.
Bare de sidste 2-3 ugers tid har medierne bragt aktuelle eksempler på, hvordan og hvor meget det kan betyde, at kulturfolk ikke står alene på hver sin matrikel eller pløjemark og vifter med fantastiske kulturidéer- og projektforslag (når de selv skal sige det); men at vi læner os op af hinanden og skaber støtte og alliancer alle de steder, hvor vi overhovedet kan gøre det.
Kulturministeriet – hvor vi lige før Jul fik både en Danmarkskanon og en ny minister - meddelte i sidste uge at de havde fordelt 4 mio. kr. til 31 projekter (ud af 111 ansøgninger) rundt om i landet: Kontakt Mellem Mennesker; Rytmisk musik; Forumteater, Integration af flygtninge, udvikling af aftenskolerne og fokus på Sundhed og trivsel – hvor myndige borgere tager vare på eget liv - er blot nogle af mange nye projekter, som det kommende års tid vil få tilskud fra Kulturministeriets to puljer for folkeoplysning og højskoler.Måske er der et kulturhus eller to, der allerede er ved at blive involveret i et af de støttede projekter – det kunne jeg håbe; men under alle omstændigheder er det super vigtigt at alle kulturhusene kender deres besøgelsestid.
En anden af ugens mediehistorier handler om sportsorganisationerne, der nu går på banen med E-sport, der de seneste år har buldret frem rundt omkring med et megastort udviklingspotentiale. Det er dygtigt set og skal man køre med på bølgen kræver det stærke og velhavende organisationer, og det har den professionelle sportsverden. Men det behøver nødvendigvis ikke kun at være i sportsklubber at en omgang numsebaseret, fingerstrækkende computerspilleri ved skærmene fremover skal finde sted. Denne sportsgren kræver slet ikke idrætshallernes mange kvadratmeter, og jeg er ikke den eneste, der har oplevet adskillige (rolle)spil- og spilleforeninger i fuldt vigør rundt om i kulturhusene. Med og uden pc´ere.
En tredje melding er om den ny-udpegede bestyrelse for Lokale & Anlægsfonden, der årligt uddeler cirka 80 mio. kr. til byggeprojekter inden for idræt, fritidsliv og kultur. Det er helt sikkert gode folk alle sammen; men det illustrerer meget godt kulturlivets organisations-power (eller mangel på samme) at hele 3 af den 7 personer store bestyrelse kommer direkte fra Idrætsorganisationerne, 2 andre er kommunale chefer, men ingen er direkte fra kulturlivets egne organisationer.
Ku´ vi og sku´ vi have blandet os mere? Det var i hvert fald en opfordring i den retning, vi kulturhusfolk fik på sidste års visionsseminar, hvor Lokale & Anlægsfondens direktør svingede pisken - eller var det løfterige gulerødder - over forsamlingens hoveder.
Læs ikke de her eksempler som en omskrivning af at ”rønnebærrene er sure”, blot fordi det er andre der løber med dem; men skal der ændres noget, så er vi selv de nærmeste til at komme i gang og op på tæerne. Har I ikke kræfter lokalt til så meget, selvom Jeres idéer er brandgode og intentionerne i top, så prøv at kontakte os i landsforeningen og i sekretariatet.
Er det viden, dokumentation og akademiske analyser I/vi savner, så bliver der også gjort noget ved det i 2017.
Hele vores Hustræf over 3 skønne majdage i den europæiske kulturhovedstad Aarhus kommer til at handle om hvad det er vi laver i kulturhusene, hvordan vi gør det og hvordan det virker – oveni købet i en europæisk dimension med en massiv overskrift om Deltagelse og Brugerinvolvering: Rethinking Cultural Centers in a European Dimension.
Endelig bliver 2017 året, hvor vi skal have valgt nye kommunalbestyrelser. Rundt omkring er der ved at blive taget hul på den kommunale valgkamp, og om 11 måneder ved vi hvilke kommunalpolitikere, der skal være med at bestemme rammer og økonomi for de mange af kulturhusforeningens medlemmer, der er afhængige af kommunale driftsaftaler.
Jeg selv er godt nok fra årsskiftet af egen lyst stoppet med fast arbejde i ”mit eget” kulturhus i Vollsmose; men i kulturhusverdenen er der jo altid brug for entusiastiske frivillige, så jeg bliver på banen på den ene eller anden måde.
Vi skyder året 2017 i gang med et visionsseminar den 25. januar i Bastionen i Nyborg. Denne gang har vi valgt at kigge på den mere administrative - men ikke desto mindre livsnødvendige - side af det at drive kulturhus: de regler og rammer der regulerer aktiviteterne, og den juridiske praksis, der følger med.
En af de rammer, som kulturhuse ofte er i berøring med, er kommunalfuldmagten, der blandt andet sætter grænser for, hvilke aktiviteter der kan modtage kommunal støtte. Det er særligt i forbindelse med cafédrift, at kulturhusene oplever kommunalfuldmagten som en forhindring, men også andre aktiviteter kan være berørt. Samtidig kan man opleve store lokale forskelle, da kommunalfuldmagten ikke er en lov men netop en praksis. Vi har derfor bedt advokat Line Barfod fra Foldschack, Forchhammer og Dahlager, om at give os juristens blik på de problemstillinger, som kulturhuse og andre civilsamfundsaktører oplever.
Men også på andre områder kan kulturhus-folk have glæde af at udveksle erfaringer om, hvilke regler og rammer, der gælder, og hvordan man håndterer dem. Vi har derfor valgt tre emner af fælles relevans, som vi behandler i tre sideløbende workshops: Forsikring af frivillige, kommunale driftsaftaler og ekstraordinære ansættelser.
Vi håber, at emnerne vil give anledning til masser af vidensdeling og debat, og vi runder dagen af med i fællesskab og i grupper at forsøge at definere en række fælles problemstillinger og udviklingsmuligheder, som Kulturhusene i Danmark som landsorganisation kan arbejde videre med.
Du kan læse mere i programmet, som er vedhæftet denne artikel.
For dem, der gerne vil se Bastionen, har vi arrangeret en rundvisning forud for det egentlige program. Derudover håber vi selvfølgelig, at rigtig mange vil have lyst til at deltage i den fælles middag kl. 18, inden de sætter kursen hjemover. Vær obs på, at deltagelse i middagen kræver særskilt tilmelding og betaling.
Klik her for at tilmelde dig visionsseminar 2017.
Kulturhusene i Danmark ønsker den nyudnævnte kulturminister, Mette Bock fra Liberal Alliance, tillykke med det nye hverv. Vi glæder os over, at der i det nye regeringsgrundlag står, at "Der skal være gode muligheder for, at danskerne aktivt kan deltage i kulturlivet – både gennem kulturelle oplevelser og som udøvende. Det danske kulturliv skal have frie og gode rammer, der fremmer kreativitet, mangfoldighed og kvalitet. Der skal være et rigt og varieret kulturudbud til befolkningen i hele landet."
"Vi håber, at ministeren vil have fokus ikke kun på eliten, men også på bredden, og på hvor vigtigt det er, at der findes kulturtilbud i hele landet, der ikke kun tilgodeser mennesker som kulturforbrugere, men også deres muligheder for selv at være aktive - det gælder hvad enten det er som udøvende amatører, engagerede projektudviklere, frivillige arrangører eller noget helt andet," siger KHiD's formand Peter Ørting, og fortsætter: "I foreningen håber vi også, at hun som afgående formand for Grænseforeningen vil føre sine erfaringer fra den moderne folkeoplysning med over i ministeriet og huske på, at traditioner og kulturarv kan vinkles på mange måder, og at nytænkning, mangfoldighed og globalt udsyn er væsentlige værdier på det kulturelle område".
Kulturhusene i Danmark ser frem til samarbejdet og står selvfølgelig til rådighed med viden om alt det, der sker i Danmarks mange kultur-, aktivitets-, medborger-, multi-, kvarter- og beboerhuse.
Aktiv deltagelse
Kulturhusene i Danmark arbejder for at styrke det aktivt involverende kulturliv i Danmark. Borgernes aktive deltagelse, både som frivillige arrangører og som medvirkende i kunstneriske og kulturelle projekter, tilfører samfundet ny energi, innovative løsninger og en mangfoldighed af kulturoplevelser.
Samarbejde
Kulturhusene i Danmark er en kulturpolitisk arbejdende forening, hvis mål er at styrke det aktivt involverende kulturliv. Foreningen søger samarbejde med en bred flade af samarbejdspartnere ud fra den overbevisning, at samarbejde og brobygning er det, der bedst styrker både kulturen og demokratiet i samfundet. Aktiv dialog med både medlemmer og andre interessenter er forudsætningen for dette samarbejde.
Mangfoldighed
De danske kulturhuse afspejler samfundets mangfoldighed og ser det som værdifuldt at kunne rumme alle. For Kulturhusene i Danmark er det tilsvarende vigtigt, at foreningen afspejler den kulturelle diversitet og rummelighed, der findes i husene, så alle kulturhuse – uanset størrelse, organisationsform og geografisk placering – føler sig tilgodeset i og repræsenteret af Kulturhusene i Danmark.
Demokrati
De mangfoldige aktiviteter i kulturhusene bringer mennesker sammen på tværs af køn, alder, etnicitet og sociale skel, og bidrager dermed til at skabe demokratisk dannelse og sammenhængskraft i samfundet. Frivillighed, inddragelse og fællesskab er det, der skaber det aktive medborgerskab.
I lighed hermed er det et vigtigt element i foreningens værdigrundlag, at organisationen er til for alle niveauer i medlemshusene, det være sig brugerne og de frivillige, såvel som de ansatte og lederne.
Nytænkning
Kulturlivet er i konstant forandring, og Kulturhusene i Danmark ønsker at bidrage til kulturel nytænkning. Foreningen bestræber sig på at give medlemmerne inspiration til deres lokale arbejde med at udfordre deres brugere og udvikle kulturelle og folkeoplysende aktiviteter og samarbejder.
Faglighed
Kulturhusenes mange forskellige opgaver og aktiviteter som både formidlere og facilitatorer af kunst og kultur stiller store krav til både de ansattes og de frivillige organisatorers faglighed, og Kulturhusene i Danmark ønsker at være en stærk sparringspartner i forhold til de faglige udfordringer medlemmerne møder.
Globalt udsyn
De danske kulturhuse har en stærk lokal forankring og orienterer sig imod udviklingen af det lokalsamfund, de er en del af. Landsforeningen ser det derfor som sin opgave både at bringe inspiration fra Europa og resten af verden ud til medlemmerne samt ikke mindst at formidle de danske kulturhuses positive erfaringer og praksisser videre i både national og international sammenhæng.
Onsdag den 27. januar 2016 holder Kulturhusene i Danmark visionsseminar under overskriften "Nye mål - indspark og udfald". Det er femte gang, vi afholder et visionsseminar, og vi har tradition for at benytte seminaret til at gå i dybden med særligt kulturhus-relaterede temaer. I år har vi valgt at kigge helt i foreningens maskinrum og bede medlemmer og andre interesserede om at bidrage med viden og input til, hvordan vi udvikler KHiD's mål og aktiviteter fremover.
Derfor har vi sammensat et arrangement, der er bygget op omkring workshops, og som bringer alle deltagere rundt om de hovedområder, som foreningen arbejder med. Man vil derfor både kunne blive - og gøre andre - klogere på så forskellige emner som videndeling- og netværksdannelse, projektudvikling samt kulturpolitisk arbejde og interessevaretagelse. Vi glæder os til at høre din mening!
Derudover har vi bedt to spændende oplægsholdere komme med deres indspark til debatten. Du vil kunne høre Lokale- og anlægsfondens direktør, Esben Danielsen, fortælle om, hvordan man i fonden arbejder med at formidle og dele viden om, hvad der er godt kulturhusbyggeri. Fra Karlsruhe Institute of Technology kommer Dr. Christoph Mager og giver os et indblik i, hvordan man indsamler data om kulturhuse i Tyskland - og hvad man bruger dem til.
Seminaret er et eftermiddags- og aftenarrangement, som begynder kl. 14.30 og slutter med en middag kl. 18.45. Årets værter er KW3, der er en del af Kraftwerket og har til huse i en spændende, gammel villa på Østerbro i København. Hvis man vil med på en rundvisning i husets mange skæve gange og rum, bliver der mulighed for dette kl. 13.30.
Programmet finder du i pdf-format nederst på siden. Tilmelding skal ske via dette link senest fredag den 22. januar.
Vel mødt - vi glæder os til at se dig!
Kulturhusene i Danmark siger tillykke med udnævnelsen og byder Bertel Haarder velkommen som ny minister for kulturen. Vi glæder os samtidig over, at man i regeringsgrundlaget har øje for det frivillige foreningsliv, og at den nye kulturminister, ifølge Politiken, vil »sikre spredningen af kendskabet til al den kultur, som ildsjæle skaber rundtomkring i landet«. Den frivillige og folkelige kultur, der blandt andet foregår i kulturhuse i hele landet, har brug for den opmærksomhed, og for at politikerne kender til og anerkender den store indsats, der gøres hver eneste dag!
Kulturhusene i Danmark består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l. Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Landsforeningen har eksisteret siden 1987.
We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of this site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy. | |
I accept cookies from this site. Agree |