Kulturhuset Skanderborg går et spændende år i møde, efter at Lokale- og Anlægsfonden har valgt at skyde 7,5 mio. kr. i etableringen af et nyt Søtorv foran kulturhuset. Projektet omfatter både et torv og et søbad, og kulturhuset vil blive ansvarlig for driften i samarbejde med kommunen. Tanken er at kæde kultur, natur og idræt sammen på en ny måde. Der etableres også et "Kulturtov", der skal give nye muligheder for at lave kulturaktiviteter udendørs.
I forbindelse med anlæggelsen af torvet, er der også bevilget midler til, at selve kulturhuset kan få et tiltrængt løft med bl.a. etablering af sidescene og depot.
"Det har i mange år været et ønske fra kulturhusets side at få skabt nogle bedre faciliteter for kunstnerne, så vi glæder os rigtig meget til, at det nu bliver en realitet", siger kulturhusets leder, Linda Taanquist.
Kulturhuset selv og Skanderborg kommune har også bidraget økonomisk til det store projekt, der samlet set løber op i 27,6 mio. kr.
Første spadestik til det ny anlæg tages den 16. april - samme måned som kulturhuset kan fejre sit 20 års jubilæum.
Allerede den 16. januar lægger Kulturhuset Skanderborg også hus til Lokale- og Anlægsfondens store årlige nytårskur, hvor temaet denne gang er treds og tendenser i fritidslivets faciliteter.
Hvis du vil vide mere om projektet kan du besøge Lokale- og Anlægsfonden
Drumklub er et eksempel på en brugerdrevet og deltagelsesbaseret aktivitet fra kulturhuset Waschhaus uden for Berlin, hvor deltagerne ikke bare er publikum ved en koncert, men aktivt trommer sammen med musikere på scenen. Drumklub afholdt deres første event udenfor Tyskland i forbindelse med offentliggørelsen af RECcORD forskningsresultaterne i spillestedet Radar på Godsbanen i Århus
Ny forskning fra Aarhus Universitet i deltagelsesprocesser viser, at kulturhusene i Europa i al deres mangfoldighed og diversitet er kulturinstitutioner med en helt særlig evne til at facilitere borgernes engagement og deltagelse.
Resultaterne af forskningsprojektet RECcORD viser, at kulturhusene i Danmark og Europa er særligt dygtige til at kombinere kunst og kreativitet med et fokus på diversitet, civilt engagement og involvering af frivillige, og de gør det endda med en særlig åbenhed i forhold til ’bottom-up’ initiativer. Det sker alt sammen ved, at kulturhusene giver borgerne adgang til rum og tekniske faciliteter, til udstillinger, prøver, performances, koncerter, workshops m.m., hvilket igen er grundlaget for en stor variation af aktiviteter for mange forskellige slags brugere og brugergrupper. Faktisk er selve det, at danne fællesskaber og fungere som facilitator for borgernes initiativer og aktiviteter ifølge forskerne det helt centrale fællestræk i kulturhusene, og det skiller dem ud fra mange andre kulturinstitutioner.
Da kulturhusene også selv ser det som deres formål og eksistensberettigelse at skabe rum for at styrke, forbedre eller skabe positiv forandring i et samfundsmæssigt perspektiv, bliver de til vigtige arenaer for borgernes mulighed for at udøve medbestemmelse, hvilket der er hårdt brug for i en tid med svigtende engagement, tillid og opbakning til demokratiske processer og institutioner.
”På mange måder er vi, der arbejder i de danske kulturhuse, godt klar over, at det er sådan det forholder sig, for vi oplever det hver dag ude i virkeligheden. Men i arbejdet med at skabe bedre forståelse for kulturhusenes særlige engagerende og samfundsgavnlige kvaliteter, har vi i den grad brug for den dokumentation, som forskningen nu giver os”, siger Peter Ørting, der er formand for landsforeningen Kulturhusene i Danmark.
Deltagelse også som forskningsmetode
Forskningsprojektet har ikke bare undersøgt, hvordan deltagelse finder sted, men har også anvendt deltagelse direkte som metode i projektet, og derved udviklet en ny definition af deltagelsesbegrebet, nye værktøjer og helt nye metoder til forståelse af ikke bare udviklingen men også effekten af deltagelses-processerne.
”Vi kan selv i kulturhusene lære rigtig meget af de nye metoder og værktøjer, der er blevet udviklet, men vi er overbeviste om, at andre aktører også med fordel kan gøre brug af denne nye indsigt. I princippet kan de nye metoder nemlig anvendes af alle, der interesserer sig for at skabe ægte deltagelse og engagement, og derfor arbejder vi på at sprede information om den nye viden, tilføjer Peter Ørting.
Man kan læse mere om forskningsresultaterne i den artikel, der er vedhæftet nedenfor.
Vedhæftet findes også forskningsrapporten i sin fulde længde (på engelsk) samt en forkortet udgave (også engelsk).
Man kan desuden høre forskerne fortælle om projektet i en ti minutter lang video produceret af Aarhus Universitet: https://youtu.be/MVKkaI6psdk
Yderligere information fås ved henvendelse til projektleder Søren Søeborg Ohlsen (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)
Jeg sidder ved skrivebordet i familiens sommerhus mens kæmpestore høstmaskiner buldrer op og ned ad områdets kuperede marker lige på den anden side af vores tjørnehæk.
Charmerende? Nej, ikke rigtigt...
Effektivt? Helt bestemt...
Efterstræbelsesværdigt??? Tjah - Ved ikke rigtigt.
Men knoklet bliver der, og når mørket falder på kommer der fuldt blus på lamperne, for det haster med at få bjerget høsten – Inden regnen (igen – igen) kommer.
I mange år har sommerferien været den vigtigste ferie for mig – og sikkert også for en masse af Jer andre. For det var jo tidspunktet for det længste stræk væk fra hamrende jobrutiner og arbejdets krævende pres. Så sommertid er også potentielt OMTANKE-tid:
Årets største chance for at få rystet det hele lidt, få hvirvlet op i egen vanetænkning og fastlåst plejeradfærd. Simpelthen få udfordret sig selv: Er dét virkelig det liv jeg drømte om? Er det sådan det skal være? Prioriterer jeg rigtigt? Eller kan det gøres bedre og har jeg orden nok i eget hus?... og i eget KULTURHUS?
Så med inspiration fra det overordnede tema for Aarhus 2017, årets europæiske kulturby: RETHINK, er der/har der været masser af kulturelle OMTANKER at ta´ fat på. Hvad er kulturhusenes situation og muligheder? Hvor skal foreningen udvise ”rettidig omhu” og hvor skal vi satse?
Op til og kort tid efter ferieperioden har der de seneste somre udviklet sig en tradition, hvor en hel masse mennesker løber sammen og kloger sig med hinanden, blive begejstrede, uenige, oplyste og tændte.
Jeg tænker s´føli´på Folkemødet i juni og på Kulturmødet sidst i august. Fyldt med demokratiske debatter med fuld skrue. I år kommer det også til at virke som opvarmning til kommunalvalget i november.
Kulturen med i stemmeboksene
Der er nu mindre end 100 dage til at vi skal til stemmeboksene. Et vigtigt valg også for den kommunale kulturpolitik. Mange af foreningens medlemshuse er meget afhængige af de prioriteringer, satsninger og fravalg som de kommende byråd og kommunalbestyrelser vil komme til at træffe de næste 4 år, og for nogle af vores huse kan det ligefrem være eksistensen, der står på spil.
Det fynske kulturhus, jeg selv har knoklet i de seneste år, har f.eks. allerede fået et ordentligt slag som en følge af kommunale beslutninger for kommunens budget for 2018. Personalet er opsagt til årsskiftet og organisatorisk lægges det hele ind under det lokale bibliotek. På den korte bane er det er ærgerlig prioritering. Men er det godt eller skidt på den længere bane? Kulturhuse og biblioteker?
Det bliver noget af dét, som resultatet af kommunalvalget også kan komme til at præge. Landspolitisk er der desuden meldinger om, at Biblioteksloven kan blive underkastet et skarpt eftersyn med ønsker om justeringer, og hvilke konsekvenser vil det få? Mange af foreningens kulturhuse er/har biblioteker lige indenfor dørene, eller som nærmeste nabo, så hvordan får vi sikret at vi ikke bliver konkurrenter, men gode samarbejds- og alliancepartnere med hver sine stærke kompetencer?
RETHINK – gentænk DELTAGELSE
KHiD har også sit eget høst-projekt. Vi er begyndt at høste, og udbyttet at alle de ”frø” der er kastet, vandet og plejet, skal nu bringes sikkert i hus. Hvad kan vi bruge den store europæiske kulturcenter-undersøgelse ”RECcORD” til ude i de danske kulturhuse? Hvordan sikrer vi maksimalt udbytte af forskningsprojektet fra kulturcentre rundt om i 17 europæiske lande med gennemgående fokus på Deltagelse/Participation?
Vi præsenterede nogle hovedlinjer fra undersøgelsen i maj ved Hustræffet på Godsbanen i Aarhus, og nu skal vi ud og formidle, så det kommer flest mulige af vore medlemshuse til gavn. Men også så vi får styrket husenes fundamenter og leveret nogle velunderbyggede argumenter til resten af nationen for det livlige fællesskab og de mange former for aktiviteter og deltagelse, som binder folk og fæ sammen i kulturhusene. Det handler så meget om kulturhusenes eksistensberettigelse og kulturelt DNA, så vi skal have det spredt – uanset om det bliver i silende regn og sjask eller det bliver med vinden i ryggen.
God høst!
Peter Ørting
Formand
Nogle folk synes man lægger tiden bag sig og at tiden går og går. Selv synes jeg mest at TIDEN kommer og kommer. Den kommer buldrende/væltende/snigende/listende/osv. (indsæt selv efter eget gemyt) imod os. Selvom min egen Nytårsaften blot blev til et lille hop ind i det nye år, så forventer jeg i øvrigt ikke at 2017 bliver et år i langsomt, tilbagelænet tempo. For det nye kulturhusår giver masser af udfordringer, men også nye muligheder og spændende tilbud. Kulturhusforeningen er med, og sammen vil vi skubbe på.
Om mindre end 14 dage, den 25. januar er der trommet sammen til vores årlige ”Visionsseminar” – denne gang i Nyborg, hvor vi sætter fokus på rammer og regler for kulturhuslivet. Sammen vil vi endevende, afsøge og udfordre hele juristeriet omkring driftsaftaler, forsikringer og snitfladerne mellem frivillige og faste. Lyder det tørt? Frygt ikke, for der bliver rig lejlighed til at udveksle med spændende konsekvenseksperter fra egne rækker, og sammen med sekretariat og den øvrige bestyrelse ser jeg frem til at møde repræsentanter fra rigtig mange kulturhuse.
Det er netop på sådanne områder, at det tydeligst giver mening og handlemuligheder at vi gør noget sammen og blander os som landsforening. For det batter, så snart vi i fællesskab løfter røsterne og får samlet stemmerne – Og især når vores analyser og argumenter er ordentligt underbyggede og kan holde vand.
Bare de sidste 2-3 ugers tid har medierne bragt aktuelle eksempler på, hvordan og hvor meget det kan betyde, at kulturfolk ikke står alene på hver sin matrikel eller pløjemark og vifter med fantastiske kulturidéer- og projektforslag (når de selv skal sige det); men at vi læner os op af hinanden og skaber støtte og alliancer alle de steder, hvor vi overhovedet kan gøre det.
Kulturministeriet – hvor vi lige før Jul fik både en Danmarkskanon og en ny minister - meddelte i sidste uge at de havde fordelt 4 mio. kr. til 31 projekter (ud af 111 ansøgninger) rundt om i landet: Kontakt Mellem Mennesker; Rytmisk musik; Forumteater, Integration af flygtninge, udvikling af aftenskolerne og fokus på Sundhed og trivsel – hvor myndige borgere tager vare på eget liv - er blot nogle af mange nye projekter, som det kommende års tid vil få tilskud fra Kulturministeriets to puljer for folkeoplysning og højskoler.Måske er der et kulturhus eller to, der allerede er ved at blive involveret i et af de støttede projekter – det kunne jeg håbe; men under alle omstændigheder er det super vigtigt at alle kulturhusene kender deres besøgelsestid.
En anden af ugens mediehistorier handler om sportsorganisationerne, der nu går på banen med E-sport, der de seneste år har buldret frem rundt omkring med et megastort udviklingspotentiale. Det er dygtigt set og skal man køre med på bølgen kræver det stærke og velhavende organisationer, og det har den professionelle sportsverden. Men det behøver nødvendigvis ikke kun at være i sportsklubber at en omgang numsebaseret, fingerstrækkende computerspilleri ved skærmene fremover skal finde sted. Denne sportsgren kræver slet ikke idrætshallernes mange kvadratmeter, og jeg er ikke den eneste, der har oplevet adskillige (rolle)spil- og spilleforeninger i fuldt vigør rundt om i kulturhusene. Med og uden pc´ere.
En tredje melding er om den ny-udpegede bestyrelse for Lokale & Anlægsfonden, der årligt uddeler cirka 80 mio. kr. til byggeprojekter inden for idræt, fritidsliv og kultur. Det er helt sikkert gode folk alle sammen; men det illustrerer meget godt kulturlivets organisations-power (eller mangel på samme) at hele 3 af den 7 personer store bestyrelse kommer direkte fra Idrætsorganisationerne, 2 andre er kommunale chefer, men ingen er direkte fra kulturlivets egne organisationer.
Ku´ vi og sku´ vi have blandet os mere? Det var i hvert fald en opfordring i den retning, vi kulturhusfolk fik på sidste års visionsseminar, hvor Lokale & Anlægsfondens direktør svingede pisken - eller var det løfterige gulerødder - over forsamlingens hoveder.
Læs ikke de her eksempler som en omskrivning af at ”rønnebærrene er sure”, blot fordi det er andre der løber med dem; men skal der ændres noget, så er vi selv de nærmeste til at komme i gang og op på tæerne. Har I ikke kræfter lokalt til så meget, selvom Jeres idéer er brandgode og intentionerne i top, så prøv at kontakte os i landsforeningen og i sekretariatet.
Er det viden, dokumentation og akademiske analyser I/vi savner, så bliver der også gjort noget ved det i 2017.
Hele vores Hustræf over 3 skønne majdage i den europæiske kulturhovedstad Aarhus kommer til at handle om hvad det er vi laver i kulturhusene, hvordan vi gør det og hvordan det virker – oveni købet i en europæisk dimension med en massiv overskrift om Deltagelse og Brugerinvolvering: Rethinking Cultural Centers in a European Dimension.
Endelig bliver 2017 året, hvor vi skal have valgt nye kommunalbestyrelser. Rundt omkring er der ved at blive taget hul på den kommunale valgkamp, og om 11 måneder ved vi hvilke kommunalpolitikere, der skal være med at bestemme rammer og økonomi for de mange af kulturhusforeningens medlemmer, der er afhængige af kommunale driftsaftaler.
Jeg selv er godt nok fra årsskiftet af egen lyst stoppet med fast arbejde i ”mit eget” kulturhus i Vollsmose; men i kulturhusverdenen er der jo altid brug for entusiastiske frivillige, så jeg bliver på banen på den ene eller anden måde.
Vi skyder året 2017 i gang med et visionsseminar den 25. januar i Bastionen i Nyborg. Denne gang har vi valgt at kigge på den mere administrative - men ikke desto mindre livsnødvendige - side af det at drive kulturhus: de regler og rammer der regulerer aktiviteterne, og den juridiske praksis, der følger med.
En af de rammer, som kulturhuse ofte er i berøring med, er kommunalfuldmagten, der blandt andet sætter grænser for, hvilke aktiviteter der kan modtage kommunal støtte. Det er særligt i forbindelse med cafédrift, at kulturhusene oplever kommunalfuldmagten som en forhindring, men også andre aktiviteter kan være berørt. Samtidig kan man opleve store lokale forskelle, da kommunalfuldmagten ikke er en lov men netop en praksis. Vi har derfor bedt advokat Line Barfod fra Foldschack, Forchhammer og Dahlager, om at give os juristens blik på de problemstillinger, som kulturhuse og andre civilsamfundsaktører oplever.
Men også på andre områder kan kulturhus-folk have glæde af at udveksle erfaringer om, hvilke regler og rammer, der gælder, og hvordan man håndterer dem. Vi har derfor valgt tre emner af fælles relevans, som vi behandler i tre sideløbende workshops: Forsikring af frivillige, kommunale driftsaftaler og ekstraordinære ansættelser.
Vi håber, at emnerne vil give anledning til masser af vidensdeling og debat, og vi runder dagen af med i fællesskab og i grupper at forsøge at definere en række fælles problemstillinger og udviklingsmuligheder, som Kulturhusene i Danmark som landsorganisation kan arbejde videre med.
Du kan læse mere i programmet, som er vedhæftet denne artikel.
For dem, der gerne vil se Bastionen, har vi arrangeret en rundvisning forud for det egentlige program. Derudover håber vi selvfølgelig, at rigtig mange vil have lyst til at deltage i den fælles middag kl. 18, inden de sætter kursen hjemover. Vær obs på, at deltagelse i middagen kræver særskilt tilmelding og betaling.
Klik her for at tilmelde dig visionsseminar 2017.
Kulturhusene i Danmark ønsker den nyudnævnte kulturminister, Mette Bock fra Liberal Alliance, tillykke med det nye hverv. Vi glæder os over, at der i det nye regeringsgrundlag står, at "Der skal være gode muligheder for, at danskerne aktivt kan deltage i kulturlivet – både gennem kulturelle oplevelser og som udøvende. Det danske kulturliv skal have frie og gode rammer, der fremmer kreativitet, mangfoldighed og kvalitet. Der skal være et rigt og varieret kulturudbud til befolkningen i hele landet."
"Vi håber, at ministeren vil have fokus ikke kun på eliten, men også på bredden, og på hvor vigtigt det er, at der findes kulturtilbud i hele landet, der ikke kun tilgodeser mennesker som kulturforbrugere, men også deres muligheder for selv at være aktive - det gælder hvad enten det er som udøvende amatører, engagerede projektudviklere, frivillige arrangører eller noget helt andet," siger KHiD's formand Peter Ørting, og fortsætter: "I foreningen håber vi også, at hun som afgående formand for Grænseforeningen vil føre sine erfaringer fra den moderne folkeoplysning med over i ministeriet og huske på, at traditioner og kulturarv kan vinkles på mange måder, og at nytænkning, mangfoldighed og globalt udsyn er væsentlige værdier på det kulturelle område".
Kulturhusene i Danmark ser frem til samarbejdet og står selvfølgelig til rådighed med viden om alt det, der sker i Danmarks mange kultur-, aktivitets-, medborger-, multi-, kvarter- og beboerhuse.
Kender du en person, som måske bare lige gør det ekstra, der får det lokale kulturhus til at fungere?
Kort sagt, kender du en eller flere frivillige, der fortjener at blive hyldet for deres ulønnede og frivillige engagement?
Så nominér vedkommende på www.fantastiskefrivillige.dk inden 1. november.
Røde Kors hylder i samarbejde med Coop, Roskilde Festival og Kræftens Bekæmpelse Danmarks mest fantastiske frivillige. Dem der har overskud til at være noget for os andre.
Formålet med prisen er at sætte fokus på og øge interessen for det frivillige arbejde, der gøres i organisationer og foreninger over hele landet - også på det kulturelle område.
”Frivillige yder en helt uvurderlig indsats. Deres betydning kan ikke understreges nok. Derfor glæder vi os til at anerkende og hylde de mange fantastiske frivillige landet over for deres store engagement,” siger Hanna Line Jakobsen, præsident i Røde Kors.
Prisen blev lanceret sidste år af Samvirke, og videreføres i år af Røde Kors i et bredere samarbejde.
”Det er et privilegie og en fornøjelse at videreføre Samvirkes frivilligpris og endda i et samarbejde, der sikrer en bredere repræsentation af det frivillige Danmark. Vi håber, det både vil løfte prisen og anerkendelsen af de mange fantastiske frivillige,” siger Hanna Line Jakobsen, præsident i Røde Kors.
Nomineringen er åben fra 1. september til 1. november på www.fantastiskefrivillige.dk. Herefter kåres 10 finalister. Den 30. november offentliggøres vinderen og får tildelt en præmie på 25.000 kroner sponsoreret af Coop til at fortsætte eller udbrede det gode arbejde. Det sker i forbindelse med en konference om frivillighed i Røde Kors’ nyåbnede Frivillighus i København.
For yderligere information eller kommentarer, kontakt:
John Engedal Nissen, projektleder, Røde Kors, mob: 20 66 28 22, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
"Kulturhusakademiet" havde vi valgt at kalde årets hustræf og konference, og der var derfor fokus på læring, da omkring 80 kulturhusfolk mødtes på Tobakken og Huset Esbjerg den 26.-27. maj.
Med baggrund i det netop igangsatte RECcORD-projekt fortalte Camilla Møhring Reestorff, der er en del af projektets forskerteam og ansat ved Aarhus Universitet, om mekanismerne bag god deltagelseskultur. Hun pegede også på, at der pt. er et stigende krav fra politisk side om, at borgere skal inddrages og være deltagere, og at det sker i en tid, hvor den generelle tillid til samfundets institutioner er dalende. Denne udvikling er ikke i sig selv dårlig, men man skal være opmærksom på, om ønsket om at udvikle en deltagelseskultur samtidig bliver brugt til at legitimere en nedskæring. Det er dog ikke kun politikerne, men også borgerne selv, der forventer at blive inddraget i beslutninger og udvikling af aktiviteter, og Camilla Møhring Reestorff gav udtryk for, at hun opfattede kulturhusene som vigtige spillere, når det gjaldt facilitering af medborgerskab.
Årets kulturhustræf bød også på to praktisk anlagte workshops, hvor der blev arbejdet med henholdsvis sociale medier og børnekultur. Michael Bang fra Bigum&Co. gav deltagerne en masse praktiske og anvendelige hints til, hvordan man arbejder strategisk med Facebook, og han pegede på de mange muligheder, der er for at variere indhold og udtryk, når man har så stort et udbud, som kulturhusene har. Et andet sted på Tobakken blev der samtidig talt om, hvordan man griber samarbejdet med de ombejlede folkeskoler an, og der blev givet eksempler på konkrete velfungerende projekter og aktiviteter.
Til slut var der fokus på det, som kulturhusfolk kan lære af hinanden ved at udveksle erfaringer. Og selvom en del havde svært ved at finde rundt imellem Tobakkens mange lokaler, så lykkedes det at de fleste at komme rundt til programmets forskellige samtalestationer og diskutere så vidt forskellige emner som cafédrift og udlicitering, fondsansøgninger, børnekultur, bibliotekssamarbejde, kommunikation og arbejde med flygtninge.
Værterne på Tobakken og Huset Esbjerg havde taget den opgave på sig at genoplive den gamle tradition "husdysten". I stedet for en konkurrence de enkelte huse imellem, var holdene sat, så man havde mulighed for at lære andre fra sin region at kende, med mulighed for at udvide bekendtskabet og fortsætte samarbejdet som ERFA-gruppe i det kommende år.
Traditionen tro blev Kulturhusene i Danmarks vandretrofæ, Den Gyldne Skovl, også overrakt til en værdig modtager. Ni kandidater var indstillet, og valget var faldet på Venligboerne. Læs mere her
Den 26. maj blev der desuden afholdt generalforsamling i foreningen, og tre nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt, nemlig Bitten Lehmann-Poulsen fra NygadeHuset i Aabenraa, Caroline Stokholm Clemmensen fra KulturCosmos i Viby Sj. og Troels Haas fra Huset Esbjerg. Den nye bestyrelsessammensætning kan ses her
Tid og sted for Hustræf 2017 er allerede på plads, da næste års konference også markerer afslutningen på RECcORD-projektet og vil præsentere de resultater, som forskerne og de deltagende kulturhuse og medarbejdere er nået frem til. Til næste år mødes vi den 17.-19. maj på Godsbanen i Aarhus, så sæt gerne kryds i kalenderen allerede nu!
Prisen blev overrakt i forbindelse med Kulturhusene i Danmarks traditionsrige Hustræf på Tobakken i Esbjerg torsdag den 26. maj 2016. Tine Grønbech, der er en del af Venligboerne Esbjerg, tog imod på hele bevægelsens vegne.
Den Gyldne Skovl gives hvert år til en ny modtager, der i det forløbne år har handlet ”i foreningens ånd”. Om baggrunden for valget af Venligboerne siger Kulturhusene i Danmarks formand, Peter Ørting fra Vollsmose Kulturhus:
”Rummelighed, mangfoldighed og aktivt medborgerskab er nogle af kulturhusenes kerneværdier. Venligboernes aktive indsats for at yde nytilkomne flygtninge hjælp til stort og småt, og i det hele taget at møde andre med venlighed og åbne arme, er helt på linje med det, kulturhusene står for”.
Som forening har Kulturhusene i Danmark igennem det sidste år været engageret i Folkeoplysning for Flygtninge, der er initieret af Dansk Folkeoplysnings Samråd, så også ad den vej forsøger kulturhusene at bidrage til, at mødet imellem flygtninge og danskere bliver positivt.
På samme måde er mange af de aktiviteter, som Venligboerne arrangerer – såsom loppemarkeder og fællesspisninger – også klassiske kulturhusaktiviteter, som bringer folk sammen på kryds og tværs. Dertil kommer, at flere kulturhuse allerede har et samarbejde med det lokale Venligboer-netværk og lægger lokaler til byens ’Café Venligbo’.
Selvom prisen blev overrakt i Esbjerg, vil Den Gyldne Skovl det næste år pryde væggen i Café Venligbo i Hjørring, hvor bevægelsen i sin tid startede, og hvor Venligboernes øvrige priser også er samlet.
Venligboerne løb med vandretrofæet Den Gyldne Skovl foran otte andre nominerede.
Prisen blev overrakt i forbindelse med landsforeningen Kulturhusene i Danmarks årsmøde på Tobakken i Esbjerg torsdag den 26. maj 2016. Tine Grønbech, der er en del af Venligboerne Esbjerg, tog imod på hele bevægelsens vegne.
Den Gyldne Skovl gives hvert år til en ny modtager, der i det forløbne år har handlet ”i foreningens ånd”. Om baggrunden for valget af Venligboerne siger Kulturhusene i Danmarks formand, Peter Ørting fra Vollsmose Kulturhus:
”Rummelighed, mangfoldighed og aktivt medborgerskab er nogle af kulturhusenes kerneværdier. Venligboernes aktive indsats for at yde nytilkomne flygtninge hjælp til stort og småt, og i det hele taget at møde andre med venlighed og åbne arme, er helt på linje med det, kulturhusene står for”.
Som forening har Kulturhusene i Danmark igennem det sidste år været engageret i Folkeoplysning for Flygtninge, der er initieret af Dansk Folkeoplysnings Samråd, så også ad den vej forsøger kulturhusene at bidrage til, at mødet imellem flygtninge og danskere bliver positivt.
På samme måde er mange af de aktiviteter, som Venligboerne arrangerer – såsom loppemarkeder og fællesspisninger – også klassiske kulturhusaktiviteter, som bringer folk sammen på kryds og tværs. Dertil kommer, at flere kulturhuse allerede har et samarbejde med det lokale Venligboer-netværk og lægger lokaler til byens ’Café Venligbo’.
Selvom prisen blev overrakt i Esbjerg, vil Den Gyldne Skovl det næste år pryde væggen i Café Venligbo i Hjørring, hvor bevægelsen i sin tid startede, og hvor Venligboernes øvrige priser også er samlet.
Kulturhusene i Danmark består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l. Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Landsforeningen har eksisteret siden 1987.
We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of this site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy. | |
I accept cookies from this site. Agree |