Helt centralt i Roskilde, tæt på stationen ligger kulturhuset INSP! – en beliggenhed, der nærmest ikke kan blive bedre. Men huset ligger midt på en byggeplads, der gør adgangsforholdene mildt sagt vanskelige, og derudover har INSP ovenikøbet til huse i lokaler, der selv trænger til en kærlig hånd. Bygningerne er nemlig et nedlagt skoleslagteri.
Heldigvis har INSP dog fået bevilget midler til en omfattende renovering af huset fra Realdanias kampagne Underværker, der støtter ”projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter”.
Så nu glæder INSP!’s konstituerede leder, Camilla Martens, sig til snart at kunne se frem til nogle bedre og mere funktionelle rammer.
Hun giver også gerne gode råd videre til andre, der overvejer at søge midler til byggeprojekter:
”Tålmodighed og resurser er nøgleord, for en byggeproces tager tid, der skal godkendelser til, og man skal kunne arbejde med projektet løbende”, siger Camilla, der dog ikke tøver med at opfordre andre til at søge penge i Underværker, både i større og mindre skala.
Her skal man også være obs på, at der er det særlige led i proceduren, at man for at komme igennem det første nåleøje skal opnå mindst 200 likes på Underværkers hjemmeside. Først herefter får man sit projekt vurderet af et bedømmelsesudvalg.
”Sørg for at få mobiliseret netværket, inden I går på”, lyder endnu et godt råd fra Camilla. INSP lavede selv en film til Realdanias hjemmeside, som kan ses her, hvor du også kan læse mere om projektet. De fik 535 likes og har fået et støttebeløb på 1.000.000 kr., hvilket er maximum.
I INSP er mottoet ”skab selv sammen”, og de frivillige er helt centrale i huset. Når projektet går ind i selve byggefasen, så er det meningen, at de frivillige skal være med til selve renoveringen. Derfor håber man i huset på at kunne aktivere nogle unge, der gerne vil blive klogere på, hvordan man løser forskellige praktiske og håndværksmæssige opgaver – fx hvordan man sætter nye vinduer i – og derfor er det også essentielt, at man får fat i nogle håndværkere, der er indstillet på at indgå på de præmisser og lære fra sig undervejs.
Men denne måde at arbejde på, er heldigvis ikke ukendt for INSP, så den del af processen glæder man sig til at komme i gang med.
Læs mere om INSP! På https://www.insp.dk/ og om Underværker på https://www.undervaerker.dk/
Næste ansøgningsfrist til Underværker er den 16.september 2019 kl. 12.
Der bliver yderligere en ansøgningsrunde i foråret 2020.