Jeg sidder ved skrivebordet i familiens sommerhus mens kæmpestore høstmaskiner buldrer op og ned ad områdets kuperede marker lige på den anden side af vores tjørnehæk.
Charmerende? Nej, ikke rigtigt...
Effektivt? Helt bestemt...
Efterstræbelsesværdigt??? Tjah - Ved ikke rigtigt.
Men knoklet bliver der, og når mørket falder på kommer der fuldt blus på lamperne, for det haster med at få bjerget høsten – Inden regnen (igen – igen) kommer.
I mange år har sommerferien været den vigtigste ferie for mig – og sikkert også for en masse af Jer andre. For det var jo tidspunktet for det længste stræk væk fra hamrende jobrutiner og arbejdets krævende pres. Så sommertid er også potentielt OMTANKE-tid:
Årets største chance for at få rystet det hele lidt, få hvirvlet op i egen vanetænkning og fastlåst plejeradfærd. Simpelthen få udfordret sig selv: Er dét virkelig det liv jeg drømte om? Er det sådan det skal være? Prioriterer jeg rigtigt? Eller kan det gøres bedre og har jeg orden nok i eget hus?... og i eget KULTURHUS?
Så med inspiration fra det overordnede tema for Aarhus 2017, årets europæiske kulturby: RETHINK, er der/har der været masser af kulturelle OMTANKER at ta´ fat på. Hvad er kulturhusenes situation og muligheder? Hvor skal foreningen udvise ”rettidig omhu” og hvor skal vi satse?
Op til og kort tid efter ferieperioden har der de seneste somre udviklet sig en tradition, hvor en hel masse mennesker løber sammen og kloger sig med hinanden, blive begejstrede, uenige, oplyste og tændte.
Jeg tænker s´føli´på Folkemødet i juni og på Kulturmødet sidst i august. Fyldt med demokratiske debatter med fuld skrue. I år kommer det også til at virke som opvarmning til kommunalvalget i november.
Kulturen med i stemmeboksene
Der er nu mindre end 100 dage til at vi skal til stemmeboksene. Et vigtigt valg også for den kommunale kulturpolitik. Mange af foreningens medlemshuse er meget afhængige af de prioriteringer, satsninger og fravalg som de kommende byråd og kommunalbestyrelser vil komme til at træffe de næste 4 år, og for nogle af vores huse kan det ligefrem være eksistensen, der står på spil.
Det fynske kulturhus, jeg selv har knoklet i de seneste år, har f.eks. allerede fået et ordentligt slag som en følge af kommunale beslutninger for kommunens budget for 2018. Personalet er opsagt til årsskiftet og organisatorisk lægges det hele ind under det lokale bibliotek. På den korte bane er det er ærgerlig prioritering. Men er det godt eller skidt på den længere bane? Kulturhuse og biblioteker?
Det bliver noget af dét, som resultatet af kommunalvalget også kan komme til at præge. Landspolitisk er der desuden meldinger om, at Biblioteksloven kan blive underkastet et skarpt eftersyn med ønsker om justeringer, og hvilke konsekvenser vil det få? Mange af foreningens kulturhuse er/har biblioteker lige indenfor dørene, eller som nærmeste nabo, så hvordan får vi sikret at vi ikke bliver konkurrenter, men gode samarbejds- og alliancepartnere med hver sine stærke kompetencer?
RETHINK – gentænk DELTAGELSE
KHiD har også sit eget høst-projekt. Vi er begyndt at høste, og udbyttet at alle de ”frø” der er kastet, vandet og plejet, skal nu bringes sikkert i hus. Hvad kan vi bruge den store europæiske kulturcenter-undersøgelse ”RECcORD” til ude i de danske kulturhuse? Hvordan sikrer vi maksimalt udbytte af forskningsprojektet fra kulturcentre rundt om i 17 europæiske lande med gennemgående fokus på Deltagelse/Participation?
Vi præsenterede nogle hovedlinjer fra undersøgelsen i maj ved Hustræffet på Godsbanen i Aarhus, og nu skal vi ud og formidle, så det kommer flest mulige af vore medlemshuse til gavn. Men også så vi får styrket husenes fundamenter og leveret nogle velunderbyggede argumenter til resten af nationen for det livlige fællesskab og de mange former for aktiviteter og deltagelse, som binder folk og fæ sammen i kulturhusene. Det handler så meget om kulturhusenes eksistensberettigelse og kulturelt DNA, så vi skal have det spredt – uanset om det bliver i silende regn og sjask eller det bliver med vinden i ryggen.
God høst!
Peter Ørting
Formand