Den 30. januar 2016 var en særlig dato i Glumsø. Mellem 150 og 200 mennesker var mødt op for at fejre indvielsen af ”Loftværket” – det åbne, brugerdrevne værksted på 1. sal i Medborger- og aktivitetshuset ”Kroen”, den gamle Glumsø Kro, lige oven over Café Rejseladen.
Åbningsceremonier er altid særlige, og åbningen af en ny kulturfacilitet er heller ikke noget, der finder sted hver dag. Alligevel var åbningen af det nye værksted i Glumsø særligt særligt. Særligt, fordi der er gået mange års forberedelser, møder, arbejde, benspænd og forventninger forud for denne åbningsdag.
Særligt for foreningen Loftværkets bestyrelsesformand, Elisabeth Tramm, som vi fanger på en telefon for at få hendes beskrivelse af værkstedets lange og svære fødsel.
Drømmen om et åbent værksted
Det hele begyndte i virkeligheden helt tilbage i 2004. Her købte Suså Kommune (nu Næstved kommune) den gamle Glumsø Kro, der blev omdannet til Medborger- og aktivitetshus. Den lille by Glumsø, der tæller godt 2000 hoveder, havde fået endnu et kulturhus (Udover Glumsø Biograf & kulturhus, som er frivilligt drevet på 30 år). Medborger- og aktivitetshuset er egentlig en foreningsfacilitering med et brugerråd som kobler brugerne og kulturforvaltningen i kommunen. Foreningen Café Rejseladen driver frivillig café på 9. år i huset.
Men drømmene sluttede ikke her. Kroens øverste etage var indrettet med gamle kroværelser, og i dem holdt to foreninger til; billardklubben og et musik-øvelokale. 1. sal var hverken brandsikret eller isoleret..Og Elisabeth Tramm fik derfor den ide, at huset kunne udvides med et åbent kreativt værksted, der kunne supplere alle de andre kulturhus-aktiviteter, der allerede fandt sted i underetagen.
Foreningen Kreativt Værksted blev stiftet i 2008, og her begyndte det lange møjsommelige arbejde med at skaffe midler til at få renoveret kroens øverste etage. Elisabeth Tramm blev fast gæst på Rådhuset, hvor hun forsøgte at skabe interesse for projektet. Trods sympati for idéen var det på det tidspunkt ikke nogen smal sag at få Næstved Kommune til at sende flere penge i retning af den lille by på Midtsjælland.
Tidligt i processen meldte Elisabeth Tramm sig til Kulturhusene i Danmarks – der dengang hed Huse i Danmark – projektmagerforløb Projektstationerne, hvor hun arbejdede intensivt med at realisere planerne og blandt andet fik gode input til, hvordan man fundraiser. ”Hvorfor snakker du med embedsmændene og ikke politikerne?” var der en, der sagde til hende undervejs.
Og det hjalp faktisk at gå direkte til politikerne. Efter mange henvendelser, møder og indsendte ansøgninger lykkedes det at rejse den første million. De fleste af støttemidlerne kom fra kommunen, via LAG Næstved (Lokale Aktionsgrupper), men også Lokale- og Anlægsfonden og Næstvedegnens Landbrugsfond var med til at spæde til. Selv KHiD kunne skrive sig på bidragstavlen med et mindre beløb. Glæden var til at tage og føle på i Glumsø.
Den ånd som kulturhuse skabes af
I 2009 fik Elisabeth Tramm Kulturhusene i Danmarks hædersbevisning Den Gyldne Skovl. I sin tale sagde den daværende formand, Jan Mols Poulsen fra Tobakken: ”Denne skovl gives til personer der - som det er formuleret i statutter og annaler - har gjort noget særligt til gavn for husene eller handlet i ”foreningens ånd ”. Kære Elisabeth, HiD’s bestyrelse mener ikke, du har handlet i ”foreningens ånd”. Vi mener ganske enkelt, at det er mennesker som dig, der ER foreningens ånd, og det er netop den ånd som kulturhuse skabes af!!”
Men forsøget på at sparke døre ind tog på kræfterne, og på et tidspunkt gik projektet i stå. ”Jeg gik simpelthen træt,” siger Elisabeth Tramm. Det var lykkedes at skaffe halvdelen af de midler, der skulle få det kreative værksted til at leve, men der var ikke overskud til at skaffe den sidste million.
Kommunen i aktion
Ved indgangen til året 2013 kom der dog pludselig en henvendelse fra Næstved Kommune selv: Måtte de have lov til at overtage projektet? Ja tak, blev der sagt. Efter et par års sagsbehandling med ministeriet for Fødevare-erhverv (som administrerer LAG-midlerne) blev det til en fifty-fifty finansiering. Og derfra gik det rigtig stærkt. De midler, som projektet tidligere var blevet bevilget, men ikke havde fået brugt, stod til at udløbe, og derfor skulle hele renoveringen af loftet påbegyndes marts 2015 og være afsluttet og afrapporteret inden udgangen af juni 2015. Det lykkedes, og den 30. januar 2016, blev der altså foretaget en helt officiel åbning af Loftværket.
Glumsø har nu sit eget kreative værksted, hvor man allerede kan deltage i arrangementer som VVV (Vi Vender Vinyl), Strik & Drik, Tegnetræning og DIY. Aktiviteter, der gerne skulle vokse og gro og blive flere med tiden. ”Glumsø er jo gået hen og blevet et eksempel på alt det gode, der foregår i Udkants -Danmark,” griner Elisabeth Tramm. Her kommer ingen og gør det for os – vi gør det selv!
Hele vejen igennem har det været en grundsten i projektet, at værkstedet skulle være åbent for alle, og sådan er det også blevet. Bestyrelsen opfordrer gerne folk til at blive medlemmer af foreningen Loftværket for den beskedne sum af 50 kr. om året. Men det er ikke nogen betingelse, og det er op til folk selv, om de vil, betoner Elisabeth Tramm, ”Økonomi skal ikke være en hindring, især ikke for de børn og unge som nu har en helt ny mulighed for at komme ind i huset, uden at være hooket op på et medlemskab af en forening, som ellers er et krav for at opholde sig i huset.”
Nye drømme venter
Om planerne for fremtiden siger hun: ”Det er et stort ønske at få gjort værkstedet mere brugerdrevet. Vi får masser af anerkendelse, men folk skal også lige forstå, at det altså ikke er en servicecentral. De skal selv skabe indholdet og gøre Loftværket til et fedt sted at være”.
Derudover er der selvfølgelig en masse konkrete ønsker og planer. Loftværket har indgået et samarbejde med skolen via den nye skolereform, hvilket betyder, at skolen kan benytte faciliteterne om formiddagen. Forhåbentlig vil de børn som bliver for gamle til SFO-ordningen også have lyst til at bruge stedet om eftermiddagen, hvor der vil være åbent og en enkelt ”loftvært” der holder øje med, at ingen kommer noget til.
Også byens 20-25 flygtninge fra Myanmar, Syrien og Eritrea er tænkt ind i planerne. Man samarbejder med kommunen og inviterer dem indenfor, så de kan se faciliteterne og måske få lyst til selv at benytte dem. Det samme bliver formændene for det lokale foreningsliv, og håbet er, at både nye og gamle Glumsø-borgere kan mødes og lære hinanden bedre at kende, så flygtningene afmystificeres, og man undgår konflikter: ”Foreningerne skriger på flere frivillige, og måske kunne de invitere nogle af flygtningene indenfor. ”
”Netop fordi du stadig, stædigt og ufortrødent arbejder videre fortjener du i den grad at blive kåret til Husenes ridder af Den Gyldne Skovl” blev der også sagt i talen ved prisoverrækkelsen tilbage i 2009. Der var nok ikke nogen, der havde forventet, at der skulle så megen tålmodighed til, før tid og timing gik op i en højere enhed. I tilfældet Loftværket skulle der 7 år og masser og masser af hårdt arbejde til, fra den spæde ide fødtes, til det rette momentum opstod, og planerne endelig kunne føres ud i livet. Men nu er det det her, det åbne, kreative værksted i Glumsø.
Besøg Loftsværkets hjemmeside på http://www.loftvaerket.dk/ og find dem på Facebook.
Man er også altid velkommen til at kigge forbi (transporttiden fra København er kun en time) til en kop kaffe, en rundvisning og erfaringsudveksling.
Du kan også læse hele talen fra overrækkelsen af Den Gyldne Skovl til Elisabeth Tramm her nederst på siden.
VSL