Vi skyder året 2017 i gang med et visionsseminar den 25. januar i Bastionen i Nyborg. Denne gang har vi valgt at kigge på den mere administrative - men ikke desto mindre livsnødvendige - side af det at drive kulturhus: de regler og rammer der regulerer aktiviteterne, og den juridiske praksis, der følger med.
En af de rammer, som kulturhuse ofte er i berøring med, er kommunalfuldmagten, der blandt andet sætter grænser for, hvilke aktiviteter der kan modtage kommunal støtte. Det er særligt i forbindelse med cafédrift, at kulturhusene oplever kommunalfuldmagten som en forhindring, men også andre aktiviteter kan være berørt. Samtidig kan man opleve store lokale forskelle, da kommunalfuldmagten ikke er en lov men netop en praksis. Vi har derfor bedt advokat Line Barfod fra Foldschack, Forchhammer og Dahlager, om at give os juristens blik på de problemstillinger, som kulturhuse og andre civilsamfundsaktører oplever.
Men også på andre områder kan kulturhus-folk have glæde af at udveksle erfaringer om, hvilke regler og rammer, der gælder, og hvordan man håndterer dem. Vi har derfor valgt tre emner af fælles relevans, som vi behandler i tre sideløbende workshops: Forsikring af frivillige, kommunale driftsaftaler og ekstraordinære ansættelser.
Vi håber, at emnerne vil give anledning til masser af vidensdeling og debat, og vi runder dagen af med i fællesskab og i grupper at forsøge at definere en række fælles problemstillinger og udviklingsmuligheder, som Kulturhusene i Danmark som landsorganisation kan arbejde videre med.
Du kan læse mere i programmet, som er vedhæftet denne artikel.
For dem, der gerne vil se Bastionen, har vi arrangeret en rundvisning forud for det egentlige program. Derudover håber vi selvfølgelig, at rigtig mange vil have lyst til at deltage i den fælles middag kl. 18, inden de sætter kursen hjemover. Vær obs på, at deltagelse i middagen kræver særskilt tilmelding og betaling.
Klik her for at tilmelde dig visionsseminar 2017.
Kulturhusene i Danmark ønsker den nyudnævnte kulturminister, Mette Bock fra Liberal Alliance, tillykke med det nye hverv. Vi glæder os over, at der i det nye regeringsgrundlag står, at "Der skal være gode muligheder for, at danskerne aktivt kan deltage i kulturlivet – både gennem kulturelle oplevelser og som udøvende. Det danske kulturliv skal have frie og gode rammer, der fremmer kreativitet, mangfoldighed og kvalitet. Der skal være et rigt og varieret kulturudbud til befolkningen i hele landet."
"Vi håber, at ministeren vil have fokus ikke kun på eliten, men også på bredden, og på hvor vigtigt det er, at der findes kulturtilbud i hele landet, der ikke kun tilgodeser mennesker som kulturforbrugere, men også deres muligheder for selv at være aktive - det gælder hvad enten det er som udøvende amatører, engagerede projektudviklere, frivillige arrangører eller noget helt andet," siger KHiD's formand Peter Ørting, og fortsætter: "I foreningen håber vi også, at hun som afgående formand for Grænseforeningen vil føre sine erfaringer fra den moderne folkeoplysning med over i ministeriet og huske på, at traditioner og kulturarv kan vinkles på mange måder, og at nytænkning, mangfoldighed og globalt udsyn er væsentlige værdier på det kulturelle område".
Kulturhusene i Danmark ser frem til samarbejdet og står selvfølgelig til rådighed med viden om alt det, der sker i Danmarks mange kultur-, aktivitets-, medborger-, multi-, kvarter- og beboerhuse.
Aktiv deltagelse
Kulturhusene i Danmark arbejder for at styrke det aktivt involverende kulturliv i Danmark. Borgernes aktive deltagelse, både som frivillige arrangører og som medvirkende i kunstneriske og kulturelle projekter, tilfører samfundet ny energi, innovative løsninger og en mangfoldighed af kulturoplevelser.
Samarbejde
Kulturhusene i Danmark er en kulturpolitisk arbejdende forening, hvis mål er at styrke det aktivt involverende kulturliv. Foreningen søger samarbejde med en bred flade af samarbejdspartnere ud fra den overbevisning, at samarbejde og brobygning er det, der bedst styrker både kulturen og demokratiet i samfundet. Aktiv dialog med både medlemmer og andre interessenter er forudsætningen for dette samarbejde.
Mangfoldighed
De danske kulturhuse afspejler samfundets mangfoldighed og ser det som værdifuldt at kunne rumme alle. For Kulturhusene i Danmark er det tilsvarende vigtigt, at foreningen afspejler den kulturelle diversitet og rummelighed, der findes i husene, så alle kulturhuse – uanset størrelse, organisationsform og geografisk placering – føler sig tilgodeset i og repræsenteret af Kulturhusene i Danmark.
Demokrati
De mangfoldige aktiviteter i kulturhusene bringer mennesker sammen på tværs af køn, alder, etnicitet og sociale skel, og bidrager dermed til at skabe demokratisk dannelse og sammenhængskraft i samfundet. Frivillighed, inddragelse og fællesskab er det, der skaber det aktive medborgerskab.
I lighed hermed er det et vigtigt element i foreningens værdigrundlag, at organisationen er til for alle niveauer i medlemshusene, det være sig brugerne og de frivillige, såvel som de ansatte og lederne.
Nytænkning
Kulturlivet er i konstant forandring, og Kulturhusene i Danmark ønsker at bidrage til kulturel nytænkning. Foreningen bestræber sig på at give medlemmerne inspiration til deres lokale arbejde med at udfordre deres brugere og udvikle kulturelle og folkeoplysende aktiviteter og samarbejder.
Faglighed
Kulturhusenes mange forskellige opgaver og aktiviteter som både formidlere og facilitatorer af kunst og kultur stiller store krav til både de ansattes og de frivillige organisatorers faglighed, og Kulturhusene i Danmark ønsker at være en stærk sparringspartner i forhold til de faglige udfordringer medlemmerne møder.
Globalt udsyn
De danske kulturhuse har en stærk lokal forankring og orienterer sig imod udviklingen af det lokalsamfund, de er en del af. Landsforeningen ser det derfor som sin opgave både at bringe inspiration fra Europa og resten af verden ud til medlemmerne samt ikke mindst at formidle de danske kulturhuses positive erfaringer og praksisser videre i både national og international sammenhæng.
Onsdag den 27. januar 2016 holder Kulturhusene i Danmark visionsseminar under overskriften "Nye mål - indspark og udfald". Det er femte gang, vi afholder et visionsseminar, og vi har tradition for at benytte seminaret til at gå i dybden med særligt kulturhus-relaterede temaer. I år har vi valgt at kigge helt i foreningens maskinrum og bede medlemmer og andre interesserede om at bidrage med viden og input til, hvordan vi udvikler KHiD's mål og aktiviteter fremover.
Derfor har vi sammensat et arrangement, der er bygget op omkring workshops, og som bringer alle deltagere rundt om de hovedområder, som foreningen arbejder med. Man vil derfor både kunne blive - og gøre andre - klogere på så forskellige emner som videndeling- og netværksdannelse, projektudvikling samt kulturpolitisk arbejde og interessevaretagelse. Vi glæder os til at høre din mening!
Derudover har vi bedt to spændende oplægsholdere komme med deres indspark til debatten. Du vil kunne høre Lokale- og anlægsfondens direktør, Esben Danielsen, fortælle om, hvordan man i fonden arbejder med at formidle og dele viden om, hvad der er godt kulturhusbyggeri. Fra Karlsruhe Institute of Technology kommer Dr. Christoph Mager og giver os et indblik i, hvordan man indsamler data om kulturhuse i Tyskland - og hvad man bruger dem til.
Seminaret er et eftermiddags- og aftenarrangement, som begynder kl. 14.30 og slutter med en middag kl. 18.45. Årets værter er KW3, der er en del af Kraftwerket og har til huse i en spændende, gammel villa på Østerbro i København. Hvis man vil med på en rundvisning i husets mange skæve gange og rum, bliver der mulighed for dette kl. 13.30.
Programmet finder du i pdf-format nederst på siden. Tilmelding skal ske via dette link senest fredag den 22. januar.
Vel mødt - vi glæder os til at se dig!
Kulturhusene i Danmark siger tillykke med udnævnelsen og byder Bertel Haarder velkommen som ny minister for kulturen. Vi glæder os samtidig over, at man i regeringsgrundlaget har øje for det frivillige foreningsliv, og at den nye kulturminister, ifølge Politiken, vil »sikre spredningen af kendskabet til al den kultur, som ildsjæle skaber rundtomkring i landet«. Den frivillige og folkelige kultur, der blandt andet foregår i kulturhuse i hele landet, har brug for den opmærksomhed, og for at politikerne kender til og anerkender den store indsats, der gøres hver eneste dag!
Af Bente Schindel, formand for Det Frivillige Kulturelle Samråd - DFKS
Paraplyorganisationen Det Frivillige Kulturelle Samråd - DFKS - er blevet en realitet. Samrådet blev stiftet på et repræsentantskabsmøde den 2. maj 2015 og har på det første bestyrelsesmøde den 20. maj konstitueret sig.
Det Frivillige Kulturelle Samråd består af 9 organisationer, der er landsforeninger for lokale foreninger og selskaber, hvor frivillige formidler, organiserer, koordinerer, arrangerer, skaber rammer m.v. for kunst, kultur og kulturarv i teaterforeninger, kunstforeninger, filmklubber, forfatterforeninger, kulturhuse, museumsforeninger, lokalhistoriske foreninger og kulturelle samråd. Ud over at være en stor del af livsindholdet for mange
betyder det også et mylder af kulturaktiviteter og kulturtilbud rundt om i landet til glæde for store dele af befolkningen - og måske til ekstra glæde i de tyndt befolkede områder, hvor der ellers ikke ville være mange muligheder for at have oplevelser med kunst og kultur.
Med stiftelsen af Det Frivillige Kulturelle Samråd ønsker området at styrke sin udbredelse, så alle borgere får lige muligheder for adgang til kunst og kultur. Samrådet mener, at et hensigtsmæssigt middel vil være at fremme kulturel bæredygtighed ved i højere grad at bruge ideen " borgere hjælper borgere" - også på det kulturelle område. Og det ønsker at udvikle området og styrke dets synlighed over for politikerne - lokale som nationale - ligesom det ønsker en øgning af forskningen på området samt tilvejebringelse af viden, dokumentation og statistikker, der viser, hvem de kulturelt frivillige er, samt hvilken rolle de spiller for kunsten og kulturen i samfundet.
De ni landsforeninger i samrådet er:
Danmarks Teaterforeninger
Dansk Lokalhistorisk Forening
Kulturelle Samråd i Danmark
Kulturhusene i Danmark
Sammenslutningen af Børne- og Ungdomsfilmklubber
Sammenslutningen af Danske Filmklubber
Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger
Sammenslutningen af Museumsforeninger I Danmark
Samrådet for de litterære selskaber i Danmark
Samrådet nåede inden udskrivning af valget på opfordring af Kulturminister Marianne Jelved at aflevere et visionsoplæg i Kulturministeriet. Nu er håbet naturligvis, at den kommende kulturminister vil gå videre i behandlingen af det.
Siden Kulturhusene i Danmarks grundlæggelse i 1987, har landsforeningen arbejdet med at udvikle aktiviteter for medlemshusene, som består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l.
Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter, hvor brugerne i høj grad har medbestemmelse.
For at kunne skabe de bedste forudsætninger for medlemshusene, arbejder Kulturhusene i Danmark for:
• at styrke og udvikle det folkelige og demokratisk kulturelle arbejde i hele Danmark.
• at repræsentere medlemshusenes fælles interesser overfor myndigheder, organisationer, interessegrupper og andre samarbejdspartnere.
• at støtte den lokale udvikling af eksisterende huse og dannelsen af nye huse.
• at fremme en kultur med et socialt aspekt, som tilgodeser brugernes medleven og aktivitet.
• at arbejde for videndeling og udviklingen af faglige kompetencer og ny viden, der relaterer til kulturhusdrift.
Kulturhusene i Danmark er en medlemsstyret landsforening, som arbejder for kulturhusenes interesser.
Fokus for foreningens arbejde er aktiv deltagelse, både brugernes deltagelse ude i kulturhusene og kulturhusenes deltagelse i landsforeningen. Kulturhusenes styrke er i høj grad den tætte kobling til og med brugerne. Vi arbejder for facilitering af fællesskaber og af brugernes behov og ønsker, og vi gør det gennem kulturhusene, som vi ser som samfundets legeplads.
KHiD er en kulturpolitisk forening støttet af Kulturministeriet. KHiD deltager i og arbejder for at gøre en forskel i den nationale kulturpolitiske debat og er som landsforening høringsberettiget. KhiD repræsenterer og synliggør kulturhusenes mangfoldige virke og organisationsformer og sætter fokus på kulturel mangfoldighed.
KHiD tilbyder medlemshusene platforme for videndeling, rådgivning og repræsentation i en række nationale fora som Dansk Folkeoplysnings Samråd og det europæiske netværk af kulturhuse, ENCC. Vi samarbejder med vidensinstitutioner om udvikling af nye metoder, og vi deler den nyeste viden og forskning med medlemmer og omverden.
KHiD arbejder for fællesskabet og for fælles fordelagtige medlemsaftaler. Vi gør det gennem aktiv deltagelse på de årlige hustræf, visionseminarer og forskellige mødefora. Vi arbejder for synlighed og for at skabe forståelse og interesse for kulturhusenes væsentlige bidrag til kulturlivet lokalt og nationalt.
Herunder finder du foreningens vedtægter samt seneste årsrapport.
Kulturhusene i Danmark består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l. Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Landsforeningen har eksisteret siden 1987.
We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of this site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy. | |
I accept cookies from this site. Agree |