Trods massive corona-restriktioner lykkedes det at holde Hustræf og fejre Huset KBH's fødselsdag den 3. september. Temaet "kulturel aktivisme" var rundet af Husets fødsel i 1970 og de efterfølgende turbulente kampe om retten til huset og de aktiviteter, der fyldte huset dengang. I paneldebatter med både kulturhusfolk fra medlemskredsen og unge aktivister blev der lyst på aktivismebegrebet, som det ser ud i dag, Og som en særlig vinkel på emnet var hele fire tidligere kulturministre og den nuværende mødt op for at tale om deres syn på kulturel aktivisme, og hvordan aktivismen havde indflydelse på deres egen ministertid.
Kulturministeren bød også officielt velkommen og åbnede Husets fødseldag med en tale. Se eller gense den her
Udover paneldebatter fik vi den første præsentation af den kvantitative undersøgelsesdel af KHiD's udviklings- og forskningsprojekt DELTAG. Det er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og første gang at der kan præsenteres tal specifikt for kulturhuse bredt i hele landet. Præsentationen var dog et eksklusivt sneak peak ind i resultaterne, da den endelige rapport stadig er under udarbejdelse. Den forventes at være klar om ca. en måned og vil selvfølgelig blive offentliggjort her på siden.
Efter endt konference var der middag i restauranten og overrækkelse af foreningens vandretrofæ Den Gyldne Skovl. Og den gik selvfølgelig til...HUSET KBH!