Opsamling og gode råd til andre arrangører
Af Sofie Franck Olesen & Marie Blædel Larsen
2200 Børn & Musik er en velfungerende børnemusikfestival, der hvert år finder sted på Nørrebro i København. Festivalen er unik, da den arrangeres af en række offentlige og private aktører. Bl.a. involverer samarbejdet 4 forvaltninger i Københavns Kommune, 3 boligselskaber, en musikforening og 2 frivillige foreninger.Denne artikel er skrevet for at opsummere de gode erfaringer og videreformidle dem til andre, der har interesse i lignende projekter. Enhver kontekst er unik, men er der alligevel nogle fælles træk, som kan inspirere andre? Det undersøgte BA i sociologi Sofie Franck Olesen gennem kvalitative interviews med hovedaktørerne i projektet.
Undersøgelsen munder ud i 4 anbefalinger til tværfagligt samarbejder og samskabelsesprojekter:
1) Fælles mål og engagement
2) Fokus på ligheder frem for forskelle
3) En forståelse af, at vi kan nå længere sammen end hver for sig
4) Centrale tovholdere og tydelig ansvarsfordeling
"Jeg synes, at det fungerer fantastisk, sådan som det kører ... En cadeau til Kultur N – det bliver planlagt ordentlig, og PR. Det gør det meget nemmere at gennemføre, fordi det er velkoordineret. Folk ved hvad de skal. Det er detaljerne, som gør det nemt eller svært."
Jan Irhøj, DPA, Tovholder for musik og teknik på 2200 Børn & Musik
Bag om 2200 Børn & Musik
2200 Børn & Musik bygger på et tværfagligt samarbejde mellem (Se organisationsdiagram på billede nedenfor):
- Osramhuset (Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune)
- Danske Populær Autorer (DPA) – Komponistforening
- Den bemandede legeplads HTØ (Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune)
- De boligsociale enheder: Os fra MimersKvarter (Vibo), Vores Kvarter (Bo-Vita) og Nørrebrobyggerne (AKB)
- 4 folkeskoler (Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune) som deltager i skoleforløb og synger kor på festivalen. Et samarbejde med Mere Musik til Byens Børn.
- RCYN (Socialforvaltningen, Københavns Kommune) deltager med deres kaffevogn
- Foreningerne Global Kidz og Goldschmidt Musikakademi optræder
- Frivillige fra CPH Volunteers og boligområderne
Festivalen har eksisteret siden 2013 og har ca. 4000 årlige besøgende. Festivalen præsenterer børn for original musik, der hvor de bor og leger, og inviterer dem til at deltage på flere måder. Festivalen afvikles tre steder: Torsdag og fredag på Den bemandede legeplads HTØ i Hans Tavsens Park, lørdag i Thorsparken ved ’Os fra Mimerskvarter’, og søndag på Krakas Plads ved ’Vores Kvarter’ og ’Nørrebrobyggerne’. Fokus for 2019 var at inddrage flere børn fra boligområderne gennem musikworkshops inden og musikværksted på selve festivalen.2200 Børn & Musik er støttet økonomisk af DPA og Mere Musik til Byens Børn. I 2019 fik festivalen desuden tilskud fra Københavns Musikudvalg, Statens Kunstfond og Nørrebro Lokaludvalg.
Anbefaling 1: Fælles mål – eller flere mål der mødes i et fælles
For at skabe et meningsfuldt samarbejde er det vigtigt, at man gør sig klart med hvilket formål, man indgår som aktør. Samarbejdet fungerer godt, fordi alle har en bid af hinandens formål i sit eget og der opstår et stærkt fællesskab om projektet. Med tydelige formål er det nemmere at aftale, hvordan projektet skal formes og hvordan alles arbejde og ønsker imødekommes.
Samarbejdet i 2200 Børn & Musik fungerer godt, er alle arrangørerne enige om. En af de grunde, der fremhæves, er, at alle har et klart formål med deres deltagelse i festivalen. Kasper Sorgenfrei, sekretariatsleder for Os fra MimersKvarter, siger det således:
”Jeg tror noget af det vigtigste er, at man gør sig klart, hvorfor man vil det her. Hvad er formålet med det her? Det er vigtigt, for hvis du ikke har et formål med det du laver, så bliver det meningsløst. Det betyder ikke, at vi skal have samme formål, men vores formål skal matche hinanden.”
Kasper Sorgenfrei, sekretariatsleder for Os fra MimersKvarter
For de boligsociale enheder er det vigtigt, at festivalen ligger i weekenden, da det giver dem bedre mulighed for at inddrage beboerne aktivt i arrangementet. At inddrage børn og familier i udsatte boligområder er en del af deres daglige arbejde, hvilket de får mulighed for at gøre gennem 2200 Børn & Musik. Et formål for Osramhuset er at sprede kulturtilbud for børn i byen, særligt dem som ikke selv opsøger kultur. Ved at imødekomme de boligsociale enheders ønske om et weekendarrangement, når de ud til flere familier og kulturen bredes dermed endnu mere ud.
Anbefaling 2: Fokuser på alt det vi har fælles
I forlængelse af, at det er vigtigt at have et klart formål med deltagelsen, er det også afgørende, at man i et tværfagligt samarbejde fokuserer på ligheder fremfor forskelle. Hvor er vi enige? Hvad er vores fælles mål? Et tværfagligt samarbejde skaber et nuanceret projekt, fordi man arbejder på forskellige måder og derfor har forskellige tilgange og muligheder. Man skal ikke være bange for at være for gavmild og give noget af sig selv. Marie Blædel, kulturmedarbejder i Osramhuset og tovholder på 2200 Børn & Musik, beskriver det således:
”Jeg oplever, at mange tænker fagkasser og forvaltningskasser og min erfaring er bare, at hvis man tør tage det første skridt og tør række ud og sige, at jeg gerne vil det her, kan du se en idé i det, så er det ofte at folk gerne vil og kan se en idé i det.”
Marie Blædel, kulturmedarbejder i Osramhuset og tovholder på 2200 Børn & Musik
Anbefaling 3: I fællesskab når vi mere end på egen hånd
I forlængelse af det fælles mål er det afgørende, at projektet bidrager til den vision, aktørerne har, og at de gennem projektet opnår større/bedre/andre resultater end de kan på egen hånd. Lise Lunderskov fra HTØ. legepladsen fortæller:
”Det giver mig virkelig meget at være med i det fællesskab. Det giver et løft i hverdagen. Det er sjovt at samarbejde og lave noget på tværs og få nogle ideer der bliver til noget. Og så at det giver mening det vi laver, for børnene. Det er rigtig vigtigt. Vi kan se, at vi kan få ting til at vokse på tværs af forvaltninger eller på tværs af privat og offentlig. Det er vigtigt for mig. Jeg elsker at være i sådan nogle samarbejder.”
Lise Lunderskov, legepladspædagog på Den bemandede legeplads HTØ
2200 Børn & Musik indgår i flere af aktørernes vision om, at alle børn møder kunst og kultur af høj kvalitet gennem deres barndom. Gennem festivalen gøres en ekstra indsats for at nå ud til de børn og familier, der normalt ikke opsøger musikoplevelser. 2200 Børn & Musik er en festival i børnehøjde, ved at børnene inddrages mest muligt i festivalen, for på den måde at mærke de musikalske oplevelser på egen krop. Inddragelsen sker blandt andet gennem skolesamarbejder med de lokale skoler og workshops i boligområdernes gårde, hvilket skaber tryghed og nærvær mellem børn og musikere. Børnene optræder sammen med musikerne, hvilket gør, at de bidrager med noget - de bliver synlige og får en stemme. Derudover repræsenterer flere af de optrædende kunstnere og grupper, fritidstilbud som børnene efterfølgende kan tilmelde sig – herunder Goldschmidts Musikakademi og Global Kidz. Gennem dette får børnene et konkret indblik i hvilke fritidsaktiviteter, der eksisterer i lokalområdet.
For DPA giver 2200 Børn & Musik muligheden for at præsentere musik der er skrevet og komponeret til målgrupperne i nye rammer og derved sprede kendskabet til dansk komponeret børnemusik. Det er sangskriverne og komponisterne, der formidler, spiller og samarbejder med børnene, hvilket understøtter og forstærker børnenes møde med den professionelle musik.
Med visionen om, at alle børn skal opleve kunst og kultur af høj kvalitet gennem deres barndom, er det afgørende, at festivalen er lokalt forankret. Her spiller det tværfaglige samarbejde en væsentlig rolle. Festivalen foregår i nærområdet, hvor børn bor og leger, fordi det øger chancen for, at lokale beboere deltager. Da de boligsociale enheder og den bemandede legeplads til hverdag har direkte kontakt med beboerne og brugerne, og dermed kan sprede ordet om festivalen, bidrager de til festivalens legitimitet og lokale forankring. Festivalen opnår derigennem et større tilhørsforhold til lokalområdet.
Anbefaling 4: Forventningsafstemning og gør det du er bedst til
Hvordan findes det fælles fodslag i et tværfagligt samarbejde? De involverede aktører kommer med forskellige kompetencer og netværk. Et tværfagligt samarbejde giver mening, når man varetager de opgaver, som man har kompetencer og netværk til at varetage – alle kan noget forskelligt og er forskellige steder, derfor giver det mening, at alle gør noget forskelligt. Det er ligeledes helt afgørende, at man har styr på de opgaver, man påtager sig, samt at der er centrale personer til at holde overblikket og samle trådene.
I 2200 Børn & Musik er der to centrale koordinatorer. Den ene fra Osramhuset står for fundraising, PR samt de overordnede ting omkring afviklingen. Den anden fra DPA står for alt det tekniske samt sikre at det musikprogram der præsenteres, passer til publikum, indholdet og rammen.
Der sker en forventningsafstemning ved de løbende møder i projektgruppen. Her er det afgørende, at der meldes klart ud, hvad man forventer af hinanden. Forventningsafstemningen skaber tryghed og tillid til, at samarbejdspartnerne kan regne med, at man hver især udfører det arbejde, der er forventet af en. I et stort arrangement som 2200 Børn & Musik er det vigtigt, at samarbejdspartnerne er stabile og har styr på sine opgaver. En velkoordineret planlægning og en tydelig ansvarsfordeling, gør det også mere overskueligt for nye aktører at indgå i projektgruppen.
Trods de faste rammer er det vigtigt, at der er plads til at diskutere nye idéer til festivalen, så den kan udvikle sig. Dette sker bl.a. til evalueringsmøder i projektgruppen, efter festivalen har fundet sted.
Opsamling: Fire anbefalinger der spiller sammen
Rapporten undersøger hvorledes erfaringer fra det tværfaglige samarbejde i 2200 Børn & Musik, kan danne grundlag for anbefalinger til andre, der ønsker at arbejde tværfagligt og med samskabelse.
2200 Børn & Musik bygger på et stærkt fællesskab, hvor de involverede brænder for og kan se en mening med at deltage i festivalen. Aktørerne realiserer hver især deres eget formål/vision gennem samarbejdet, og oplever at festivalen bidrager med noget, som de ikke selv ville kunne løfte. Fokus i arrangørgruppen er på det fælles og at skabe noget for de besøgende – børnene! Engagementet og interessen i at deltage eksisterer i alle led - fra arrangørgruppen over musikerne og til lærerne fra skolesamarbejdet. En engageret gruppe er med til at gøre 2200 Børn & Musik til en velfungerende festival. Det professionelle netværk, der skabes gennem det tværfaglige samarbejde omkring festivalen, bruges flittigt i andre arbejdssammenhænge, fordi arrangørerne lærer hinanden at kende og erfarer, at det fungerer.
Fælles mål, Fokus på ligheder frem for forskelle, En forståelse af, at vi kan nå længere sammen, samt Centrale tovholdere og tydelig ansvarsfordeling er fire anbefalinger, der hænger sammen og gensidigt betinger hinanden.
Se mere: https://www.facebook.com/2200boernogmusik/
Video fra 2019: https://www.facebook.com/2200boernogmusik/videos/2461401787421328/
For yderligere information kontakt Marie Blædel Larsen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., / Jan Irhøj: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fotos: Marie Blædel Larsen og Anna Hald Wilbour Rasmussen
Ovenstående tekst kan også downloades som pdf herunder